|
Dette er en afskrift som er udført af Anders Engvang efter A.P. Engvangs håndskrevne mindebog
Indholdsfortegnelse
Side 2A.P.s´ fader Hans Andersen fortæller om hans far Anders Larsen og hans moder
Dorte Niels Datter
Side 3A.Ps´ fader Hans Andersen fortæller om sin farbroder Hans Larsen
Side 3En anden af faders familie var Niels Nilsen og deres 6 børn
Side 4Faders søster Ane Lisbet Andersen og deres børn
Side 6 Moders hjemsted og familie
Side 7Bodil Niels Datter var Nr. 2, Jørgen Nielsen var nr. 3, Maren Niels Datter var nr. 4.
Side 8Anders var nr. 5, Peder var nr. 6, Mette Niels Datter var nr. 7, Karen Niels Datter min moder var nr. 8.
Side 9Søren Nielsen var nr. 9.
Side 9Mim moders ungdomsliv
Side 10Faders barndoms liv
Side 12Faders tid som soldat i Altona
Side 13Faders hjemsendelse
Side 14Fader og moder bygger hus i Engvang
Side 14Hans Sørensen og hans kone Dorthe (Naboen)
Side 15Moder som murer og kalkning
Side 15Krigen i 1864
Side 16Ko og medhjælp
Side 17Brøndgravning og have
Side 18Fremskridtets mand
Side 19Flag
Side 20Fotografi. Roer og ajle
Side 21Fader og moders åndelige liv
Side 22 Fra barndommens dage
Side 23Moders jul
Side 24Faders liv
Side 25-36Personskildringer fra egnen
Side 36Faders farvel til hjemegnen
Side 38Faders tanker om døden
Side 40 Niels i konfirmationsalderen
Side 41Den sidste samtale med far Hans Andersen
Side 41Hans Andersen dødede den 2. august 1890 og begravet den 8. august, har boet i Engvang i 25 år fra 1865 Karen boede der til 1902
Side 41Niels døde den 5. april 1927
Side 45Karen Andersen flytter ind i det nye hus i Kirke Helsinge
Side 45 Beretning om Karens ungdom
Side 48Karens farvel til denne verden den 23. januar 1913 hun blev 80 år gammel den 13. januar 1913.
Side 49 Afsked med Karen.
Side 49-50Mit barndomshjem på vers
Minder om mine forældres livsførelse
fra 1863 til 1913
Dette er en afskrift som er udført af Anders Engvang efter A.P. Engvangs håndskrevne mindebog
Hvad min far fortalte mig om sine forældre, familie og sit hjem.
Min far hed Anders Larsen var almindelig arbejdsmand, og boede til leje i et hus i Kirke Helsinge by, som tilhørte en gård som ligger ude på marken nordøst for byen. Gården har nok ligget der før udskiftnings tid, men der er bygget om siden, thi dengang vendte det gavlene i syd og nord. Vi havde kun en stue hvor vi både sov og fik vor mad, og den kneb det ikke så sjældent med, særligt da far blev syg.
Huset lå norden for Hjulmand Hans Christensen nu hans søn
Hans Andersen (A.Ps. fader)
Christen S. Hansen, den østre nabo er nu Jens P. Jensens enke, her har far og hans søster haft deres barndomsår.
Der fortælles at min far var meget stærk mand i sine unge dage, han kunne bære 3 tønder hvede, men han fik tidligt sit knæk, og jeg husker ham kun som en syg stakkel, der gik og hostede lige som jeg selv gør, han led nemlig af brystsyge, kaldte de det dengang, men det var nok det samme som jeg har, og jeg har måske arvet fra ham, måske har min søster også fået den arv, i mindre grad end jeg.
Hans Andersen (A.Ps. far)
Vi har ingen anden arv fået efter ham, og heller ikke efter mor, da det var meget fattigt for dem, og at være fattig den gang, var langt værre end de fattige har det nu. Vi børn har mange gange gået i seng på et stykke bart brød, og måtte vær glade til, vi kunne få det.
Far var født 1797 han nævnte ikke hvad dag, eller jeg ikke kan huske det, men han døde den 17. oktober 1841 kun 44 år gammel, da har jeg været 11½ år gammel og ude at tjene. Jeg mener han ligger begravet på den østre side af kirken.
Hvor far har fået den sygdom fra, ved jeg ikke. Thi hans broder Hans Larsen fejlede intet, han var en stor og stærk mand, og de var kun to søskende.
Når jeg tænker på det liv far måtte døje, og så det liv jeg kan leve, om også det er tarveligt, så er der megen, ja stor forskel i alle henseender.
Efter hvad jeg har fået oplyst stammede en af mine forældre, måske dem begge fra Rye, da de var i familie med Niels Nilsen i Ry mark, men om det var på hans, eller konens side, eller på fars eller mors side vides ikke.
Min mor hed Dorte Niels Datter, de kaldte henne Dorthe Anders´. Hun var født 1795 og døde 11. juni, 1847 som enke efter Anders Larsen. Hun ernærede sig ved at spinde og karte for folk i den tid lavede folk selv deres tøj hjemme, tillige solgte hun hvedebrød til hvem der kom i hjemmet. Hun var en god mor for sine børn, vi var kun to søskende, og hun sled for os tidlig og silde. Det var kun en lille betaling hun fik, og da så far blev syg og dødede, var hun ene om at sørge for os, men så måtte vi ud om sommeren og tjene vort tøj: Jeg kom ned hos Jørgen Hansens´ og søster ned til Poul Bertelsen i Engvang. Jeg fik en god plads, men hun fik en dårlig plads. Om vinteren var vi hjemme hos mor til vi blev konfirmeret, og da var vi lykkelige. Mor blev kun 52 år gammel, hun sled sig selv op ved nattevågen og arbejde. Fattigt og strengt havde hun det siden hun blev gift, og dog sang hun og dikterede hun gamle sange for sine børn om vinteren, som vi skrev op.
Deres gravplads ved vi ikke, da vi var for unge til at lægge mærke dertil. Jeg ved kun det var ved den østre side.
Hendes familie ved vi intet om.
Faders farbroder i Gørlev
(Hvad jeg har fået at vide)
Fars farbroder hed Hans Larsen ham har jeg besøgt tillige med mor, han var en kæmpe karl at se, om end han var gammel. Engang gik han da på arbejde hos bønderne, og så ud til at han kunne gøre et godt arbejde. De havde et lille hus med et vænge til, det er på deres vænge forsamlingshuset Enigheden er bygget, og jeg fik det indtryk, at de havde det temmelig godt. Hans kone hed Stine, og var en lille rask kone, og jeg kunne godt lide at komme ud til dem. Det var når jeg og mor havde været i Gørlev Kirke, for at hører pastor Brøndum, så tog vi i besøg hos dem.
De havde en datter der hed Johanne, de havde vist ikke fået flere børn, henne og far var så søskende børn. Men hun var jo meget yngre en far. Hun var en smuk pige livlig og interessant som piger kan være i den alder, og var godt oplært i husligt arbejde kunne jeg høre på mor, thi hun roste meget hendes arbejde. Far havde kommet der flere gange som ung, inden han blev gift, og da havde Johanne lavet noget og foræret ham, som han var meget glad for, og jeg har læst et brev som han havde skrevet til henne som soldat i Altona, og hvor han takkede hende meget. Derfor glædede det mig at læse det, jeg kunne mærke han forstod og lægge sin taknemlighed frem, og det var til dem alle tre.
Jeg kan mindes at hans farbror Hans Larsen engang var i Engvang, og så hvordan vi boede, og far var meget glad derover. Johanne Marie hans datter var dernede flere gange i besøg. Hun blev gift med en enkemand som var nabo til dem, han hed Anders Christiansen som var tømrermester og havde det godt, og så forsørgede han de gamle. Hun blev ved ham mor til en søn, hun levede sammen med dem en snes år, men så dødede de alle tre, og slægten på vor side uddøende dermed.
En anden familie havde far, som boede på Rye mark som hed Niels Nielsen, men om det var på mandens eller konens side ved jeg ikke. Konen hed Karen. Der havde far sit tilhold som ung, i det han fik vasket og bødet sit tøj, og han betragtede det som sit andet hjem, da hans mor var død. De havde et lille fæstehus med 3 tønder land, og Niels Nielsen havde fået lært sine 2 køer at trække plov, og det gik godt for dem i mange år. Men så fik han uheld intet ville lykkes for ham, og han tabte modet, han sagde det var forhekset og troede derpå, og kunne fortælle mange gyselige historier derom. Far ville jo ikke tro på hekseriet, men sagde at det havde andre årsager, men så blev Niels Nielsen vred og bandede dyrt på, at der var hekseri til tillige med trolddom, og så tav far stille, han var meget ældre en far.
Han var en hår mand, og siden han sådan fik modgang, blev han endnu hårdere, og han var uimodtagelig for kristelig påvirkning, for jeg kan huske at mor talte flere gange til ham, om at søge hjælp og trøst hos Vorherre. Men Niels Nielsen svarede, at det ikke kunne hjælpe noget, her fik han ingen hjælp.
Han arbejde hos mine forældre meget, og var en ualmindelig slider, men mørk og trist i sindet var han, og sagde der er intet godt for at vente her i verden, og den anden verden troede han ikke på.
Han fik dog lov til at blive ved hans hus, til de dødede, idet en dattersøn tog hjem til dem, og tillige med en anden dattersøn. Led af og til af krampetilfælde, plejede dem til det sidste.
De havde 6 børn, to af pigerne boede på Reasø, og er døde. 2 sønder er også døde som unge, vist af brystsyge, nu er kun dattersønnen tilbage, er gift og bor i Slagelse, og har det godt. Jeg har besøgt ham, og han skrev til mig, at jeg havde hjulpet ham, da ingen andre ville, så han skyldte mig tak for min hjælp.
Den anden af pigerne som kom til Reasø, havde to sønder, som klarer sig godt.
En anden familie havde far, som boede i Torpe, men han viste intet om dem.
Hermed er så kun hans søster tilbage
Faders søster
Hun hed Ane Lisbet Andersen, hvornår hun er født, ved jeg ikke.
Da hendes moder døde så tidligt fra henne, var der ingen anden vej for henne en ud at tjene, hvor ung hun end var, og da far tjente hos Jørgen Hansens, så kunne hun få tjenesten hos Poul Berthelsens. De var jo naboer, og så kunne de lettere tale sammen, og så kom hun derned, men det var et sørgeligt liv for hende, og hun har grædt mage modige tåre og ønsket sig hvor mor var, og den trøst som far kunne bringe hende var kun ringe hvor gerne han end ville.
Hun skulle vogte gæs, og hvem der har prøvet det, ved, at det er ikke let for et barn. Meget tidligt om morgenen skal de op og ud med gæssene, og de søger jo først til sæden, og så var der ikke et øjeblik inden hendes små ben måtte løbe alt det de kunne, thi Poul Berthelsen var streng, hvis de kom i sæden.
Maden 2 rundtenommer rugbrød med noget syltemælk på, brødet blev båret ud til hende af børnene. Drikkevand kunne hun selv sørge for, til middag kom en dreng og afløste hende, medens hun gik hjem og fik sig en livfuld vandgrød med sur mælk til, og så dertil grøden sveden. Så ud på marken igen. Endelig kom aftenen kl. 9 a 9½ hvor hun kunne krybe i sin alt andet en gode seng. Om hun har været der om vinteren, eller hvor vides ikke. Men fra Poul Berthelsens havde hun kun strenge minder. Den næste tjeneste hun fik, var hos gårdejer Søren Christensen ved Fledhøj. Kirkehelsinge, det var en forandring til det gode, her blev hun dog behandlet som et menneske og levede i et lykkeligt liv i flere år.
Ved højen Fledhøj har hun siddet mange mange gange og nyt den herlige udsigt der var over engene, Storebælt, Musholm og Reasø og poesien som var i hende, har begyndt at live op. Om hun har begravet hendes mor herfra, eller hun var død inden hun kom ud og tjene, ved jeg ikke. Hun er nu kommet til Reasø at tjene, hos gårdmand Peter Jensens, og der på halvøen blev hun til sin død. Her på Reasø havde hun det godt, og levede et godt ungdomsliv, og hun var godt lidt af sin husbond og madmoder, og deres 3 børn. Hun blev gift herfra med en ungkarl der hed Peter Rasmussen som var hos en mand der hed Jens Bendsen han skulle vist arve ham. Hun fik ved Peter Rasmussen en søn som de kaldte Jens Pedersen, han lever endnu da dette skrives, og har det godt hos sin datter. Det var vist småt for dem, mens P. Rasmussen levede, han var vist ikke stærk, og han dødede tidlig. Men han havde en broder som de ikke havde hørt fra i 8 a. 10 år, han var kommet hjem og taget fat i P. Rasmussens arbejde, og han satte fart i både fiskeri og arbejde, og det gik fremad for dem, så da der var gået et års tid, giftede hun sig for anden gang med Lars Rasmussen og hun havde gjort et godt valg.
Om Lars Rasmussens hjemkomst fortælles det følgende. Han var sømand og ingen havde hørt fra ham i mange år, men han kom hjem den dag hans broder blev begravet. Han gik på vejen af Reasø til, og da mødte han et ligtog ved Lars Christensens gård Kirkehelsinge, han spurgte en af følget hvem det var som skulle begraves, og fik det svar at det var Peter Rasmussen Jens Bendsens stedsøn fra Reasø.
Ingen kendte den pæne fremmede, før han sagde, hvem han var. Han tog nu med hjem til Reasø og blev hjemme og styrede for enken, og siden blev de gift, nu oprandt den lykkelige dag for faster, hun trængte også dertil.
 
Her ser vi Ane Lisbet Andersen (faster) og Lars Rasmussen og derestre børn.
Jens Pedersen på venstre side, den mindste Rasmus Peder Rasmussen og Peder Christian Rasmussen til højre, han er nu død, men var et sjældent godt hoved.
Rasmus har hjemmet og de har det godt. Det gamle hjem har de solgt og bygget dem et nyt pænt og godt hjem. Faster levede dengang og flyttede glad med de unge. Hun boede hos dem i nogle år og døde glad og tilfreds. Hun havde fået øjet opladt for det evige liv, og dets herlighed. Hun sagde engang til mig, jeg holder så meget af den salme. ”Ejer min sjæl ret inderlig sig fryder” og vi sang den sammen, det er også en dejlig salme.
I min barndom kom jeg tit ud til Reasø hos faster, og der var godt at komme, thi hun kunne være noget for både små og store, og hun var god mod fattige og syge, thi hun mindedes sin egen trange barndom, og hun takkede Gud Fader at han havde føjet det sådan for hende, så hun kunne være til hjælp for andre.
Hendes mand var dygtig og driftig og sagde ikke nej til hjælp. Han havde sejlet i udenrigsfart og havde døet undt, men det gode havde overtaget hos ham. Det var interessant at høre ham fortælle om sine rejser, når han kom over til far tog de landkortene frem, og så fortalte Lars Rasmussen. Men nu kom følgerne af de stænge sejlture, hans arme blev til sidst hel lamme, så han ikke engang kunne føre sin mad op til munden. Men faster måtte give ham mad i flere år, men åndsfrisk var han, og taknemmelig begge to. Hvor Herrer gav dem kræfter dertil.
Hendes sønder bor begge på Reasø, Jens har to børn, hvoraf datteren bor på Reasø og har købmandshandlen, og Jens bor hos hende, hans kone er død.
Rasmus bor også på Reasø, han har vis 6 børn, han har det godt. Han og hans kone har tankerne vendt mod evighedslivet. Hendes (fasters) anden søn Peder Christian Rasmussen lærte som tømrer, kom til København gik på teknisk skole og fik en stor eksamen, nedsatte sig som entreprenør i cement og jordarbejde og vandboring, men gik falit ved Asnæs vandværk, han kunne ikke skaffe godt vand, og til sidst gik alt galt for ham. Jeg tabte en 3.000.00 kr. ved ham, og min broder noget mere. Han er død nu fattig og forladt, han kunne ikke holdes oppe.
Godt var det at faster var død før ham, at hun ikke skulle have den sorg med. Hendes liv her var et beredelse til evighedslivet, og så sang hun, ”Men du bered mig Herrer Chris, at vente, den store morgen når du vist, vil hente, fra tåredalen og fra jordekvalen, mig hjem til himmerig til frydesalen”. Han ligger begravet på Reasø kirkegård, medens begge hendes mænd ligger på Helsinge kirkegård, da Reasø kirke ikke var bygget da de døde.
Moders hjemsted og familie
Mors forældre var gårdmænd (fæste) Niels Andersen (de kaldte ham Nissan) og hendes moder hed Ane Sørensdatter. De boede i gården Vollesberg der var fæstegård under Aagaard.
Om Niels Andersen sagdes, at han var en flink mand, han ville gerne hjælpe når han kunne, men desværre var det meget småt for dem. Det var jo ellers en stor gård med megen jord til, men de kendte ikke til uden at pløje og så. Han blev en meget gammel mand. Men han kom dog ned og se hvor hans datter Karen min moder boede. I 1864 da fader var indkaldt til krigen, var han dernede til fader kom hjem. Jeg husker ham som en affældig gammel mand, der sad i kakkelovnskrogen med hvide vadmelsbukser på, og blev plejet af sin sønnedatter Dorthe, til det sidste. Moder viste vist ikke hans alder.
Ane Sørensdatter. Hed hans hustru, hun havde der imod ikke det rygte, hun var en hvas og streng moder over for sine børn, og det sagdes at manden var for skikkelig til hende. Hun herskede over dem alle. Hun døde længe før sin mand. De boede på gården i en aftæktsstue, men hun havde lært sine børn at arbejde, og passe på det de tjente. Hun var en gårdmandsdatter fra Vindehelsinge, hun er død 1859 eller 60.
De havde mange børn, af hvilke den første var Birthe. Hun blev gift med en husmand som hed Hans Jensen, og boede i Vindehelsinge, de havde det kun småt. De havde kun en datter der hed Maren Hansdatter, men hun var syg, blev dårlig i ryggen, blev tidlig tunghør, og tabte til sidst næsten lysten, men blev dog vist en 70 år gammel, hun kom meget hos far og moder, og overlevede dem i flere år, og kom så hos os i stedet. Hun havde det meget småt i sit liv, thi forældrene kunne kun efterlade hende en lille aftægt af huset, som de måtte overlade til en søsters datter, for at blive forsørget alle tre. Men Maren havde fundet trøst hos sin Gud og Frelser, og dermed stred hun livet igennem med tålmodighed. Til sidst fik jeg skaffet hende nogen aldersrente understøttelse, og hun kom på asylet, hvor hun så døde.
Jeg var hos hende på dødslejet hvor hun kendte mig, og jeg sang ind i hendes øre. ”Min Jesus lad mit hjerte få ” og bad fader hvor sammen med hende, i det jeg tog hendes hænder i mine, ligesom jeg gjorde ved moder, og hun var så henrykt og glad, og sagde at hun aldrig havde oplevet sådan en stund, eller tænkte, at hun kunne før hun døde, og hun takkede mig så mange gange. Hun døde så let og glad. Med hende uddøende Birthes børn, men de havde taget en datter og hendes søster Mette som døde tidligt fra sine to børn, hun hed Sofie og hun arvede huset efter dem i mod lidt underhold til Maren. Men hun fik en sølle mand, og det blev trange tider. Til sidst solgte de huset og rejste fra egnen, efter at Birthe og Maren var døde.
Birthe blev 80 år gammel.
N-2 Bodil Niels Dattervar Nr. 2. Hun kom til Reasø og tjene, blev gift og boede derude. Hun havde to piger med sin første mand, men hvor de er hende i verden ved jeg ikke, og jeg synes det lod til på hende, at hun ikke brød sig om dem. Hun har nok lignet sin moder, thi hun var en hvas kone, og jeg kunne forstå på hendes søskende, at de ikke var glade for hende og jeg var heller ikke glade for at besøge hende, men måtte når jeg kom til Reasø til Lars Rasmussen. Hun blev gift anden gang med en hjulmand Jens Sørensen, han havde sit mas med hende. Til sidst blev hun så uregerlig så hun kom på dåreanstalten, hvor hun døde, men Reasø husker hende endnu som en gal kvinde så mange år efter. Hun blev også 80 år gammel.
N-3. Var Jørgen Nielsen. Han var den ældste søn, og skulle efter skik og brug have gården, i mod at forsørge de gamle, og så give lidt til alle søskende, hvor meget ved jeg ikke, men det har kun været lidt, thi det var jo kun simpelt fæste, og hoveripligten tog den bedste tid væk fra mandens eget arbejde. Jørgen var en god mand, men han havde ikke opfundet krudtet, men drev det ikke videre med egnens bønder. Dog var der nogle der købte deres gårde dengang, og der var han imellem, det var klogt gjort, og gavnede siden hans børn, thi det blev jo dyer siden efter.
Jørgen havde 3 børn, som nu alle er døde, blandt dem var Karen Marie den ældste, hun fik 3 sønder og en datter. Den ene søn er i Amerika. De har det alle godt.
Dorthe var nr.2 hun var gift to gange og fik 2 børn, hun fik det halve af fædregården, men da hun var død solgte manden gården og rejste fra egnen. Børnene ved jeg intet om.
Niels Jørgensen var den yngste og fik det halve af gården, men den dårlige jord. Han havde 2 sønner og 2 døtre, hvoraf den ældste søn er overbanemester, og den anden fik gården. Den ældste datter boer i et hus som Niels Jørgensen byggede sig, og hun plejede faren til det sidste. Den anden datter er gift og har det godt.
Jørgen Nielsen var en kraftig mand, men han havde pådraget sig en kræftskade på hans læbe. Han tog nok til København og blev opereret af læben bort, men det hjalp ikke. Efter han havde gået i nogen tid tog døden ham ca. 70 år gammel. Jeg holdt af at komme ud på gården hos ham, og hjalp ham at høste et år, han var en god mand af den gamle bondeæt, og han lignede sin far deri. Så vidt han kunne, hjalp han sine mange søskende både med råd og dåd. Der skulle ikke så lidt til, at give arv ud til 7 søskende, og holde bryllup med nogle af dem. Og et års tid boede fader og moder hos dem, medens han lærte hjulmandsarbejde hos Hans Christensen i Helsinge.
Maren Niels Datter var nr. 4.Hun kom også som Bodil til at tjene på Reasø, og blev forlåvet med en rask karl derfra. Men inden de blev gift, kom krigen, og han blev indkaldt til marinen, og var med på Christian den ottende, da den sprang i luften i Ekkernførde fjord. Det var et tungt slag for Maren, og hun sørgede længe over sin hjertenskær, og man kunne mærke på hende, at det var et ulægt sår i hendes liv. Men tiden gik, og i den tid var der intet andet for piger at gøre, enten tjene al tid. Eller gifte sig, og så fik de Maren gift med en ældre fisker, som havde et lille hus med lidt jord til, hvor der kunne holdes en ko, og samtidig fiskede han. Men det var kun småt for dem. De fik også et barn, en søn som de kaldte Jens Peter, og han var moderens glæde, og var rask til han var først i tyverne, så begyndte hans fars slægts tungsind og sygdom og melde sig, og da han så blev indkaldt til soldat tog det sådan magt, at han blev kasseret, og sendt hjem men var uhelbredelig.
Det var det andet tunge slag for Maren. Nu havde hun ham hjemme, men skulle passe på ham altid, og ene var hun med ham, og hun stred med ham, og det så ud som det gik fremad. Så pludselig da han gik forbi en mergelgrav, hvor en af faderens familie som også led af samme sygdom var druknede er tanken kommet over ham, eller det er ulykkestilfælde, ingen kende det, men der fandt de Jens Peter som lig.
Det var det tredje og tungeste slag for Maren, og nogen tid efter forbarmede døden sig over hende. Det var et trist liv for hende. Hun hviler ved siden af sin dreng på Helsinge kirkegård.
Anders var nr. 5. Han var og blev ungkarl, og tjente omkring hos folk. Han var vist en god arbejder, men kunne vist også lide et godt sold, og det blev hans ulykke. Han kom til at tjene i Hallelev hvor der var godt fugtige, og der blev han vist forgiftet af nogle svirebrødre, men det blev neddysset. Han ligger begravet på Hallelev kirkegård i det første hjørne når vi kommer her fra. Jeg var med til begravelsen tillige med Jørgen og Søren Nielsen og vist Lars Jensen, men igen andre var der med fra Hallelev, så vidt jeg husker.
Der hviler et dunkelt slør over hans liv
Peder var nr. 6 Om ham ved jeg intet, han dødede som ung, min moder arvede vist et skrin efter ham, vi havde det i lang tid og jeg tømrede som lille på det.
Mette Niels Datter var nr. 7. Hun blev gift med en mand fra Gørlev og boede der. Manden var drikfældig og døde deraf. Hun blev moder til to børn en dreng og en pige, men hun døde fra dem som små. Og så tog hendes søster Birthe pigen, og opdrog hende som sin egen. ”Det var smukt gjort” skønt hun selv havde det småt. Pigen hun arvede siden Birthes hus, og hjalp til at pleje hende til det sidste. Drengen tog Chr. Christensen i Gørlev, men havde arvet faderens tilbøjeligheder og blev et subjekt. Han er død fra familien fattig og ussel. Datteren af Mette ser vi her neden for, hun er jo en smuk pige, og hun ligner sin moder, sagde moder, men hendes liv er ikke blevet på solsiden. Der måtte sælge stedet, og er vist rejst til en anden egn.
Karen Niels Datter min moder var nr. 8.Hun var vel nok den der fik det det bedst, og levede længst, hun blev 80 år gammel
Søren Nielsen var nr. 9.Og den sidste. Han arbejde ved landbruget i de første år, men da han havde lyst til håndværket, og da fader havde meget arbejde, kom han i lærer hos fader, da var han en 24 a 25 år, så det var for sent, og da han ikke var særlig lærenem, og fader var hidsig, gik han flere gange, og hver gang måtte moder være mægler, mellem fader og Søren. Endelig fik han lært så han kunne klare sig under almindelige forhold. Og så giftede han sig.
Nogen tid efter rejste de til Amerika, og det varede mange år, inden vi hørte fra dem. Til jeg fik opspurgt hans adresse, og skrev hvorledes vi nu havde, så kom der brev og billeder af dem, og han fortalte, at de havde det godt. De havde to børn piger og de klarede dem godt. Den ene var lærerinde, og den andens mand har været her og besøge os, og havde så mange hilsner med. Min moder var levende dengang, og det fornøjede hende meget.
Moders ungdomsliv. Det var jo ikke meget moder fortalte om sin barndom og ungdom, men det lidt jeg forstod, må jeg opskrive, da det er kært. Hun sagde at da de var mange hjemme, kom hun op til byen Vindehelsinge hos sin søster Birthe, som var gift og boede der, da hun skulle til at gå i skole, og der var hun hele tiden til hun blev konfirmeret. Hun sag om sig selv, at regning og skrivning lærte hun ikke, men hendes læsebog og bibel kunne hun på fingrene. Og i sine hænder lærte Birthe hende så godt, at hun stod ikke tilbage for nogen pige i den tid. Ligeså med alt forefaldende arbejde ved vask og lignende, og i marken ti da måtte hun møde hjemme hos moder og være med, og hun skulle nok få lært os at arbejde, tit var det jo strengt, men nu er jeg glad for at jeg har lært at tage fat. Flere gange mætte hun med på hoveriarbejde, hvor hun tjente dengang sagde hun ikke, men hun kendte godt hvordan ridefogden behandlede pigerne, når de måtte møde til rensning af sæd med sold, og det var ikke alle pigerne der slap der slap skadesløs fra dem. Den sidste tjeneste moder havde, var vist hos gdr. Lars Hansen Kirkekelsinge Mark, nuværende Hans Christensen. Hun tjente der i flere år vist. Det var nok en streng plads, men hun lærte at bage brød ælte dej og brygge øl, og flere ting ti konen var en dygtig husmoder, og det kom moder til gavn, da hun selv fik noget. Det var tillige en god plads, så hun gik der som et hjem og hun levede nok sin kærligheds lykke der, og blev vist nok gift derfra, eller rettere det var den sidste tjeneste hun havde.
Min moder var en meget smuk pige, og godt anset som tjenestepige, fortalte en gammel sypige jeg talte med derom, og der var flere karle der gerne ville kalde hende sin. Der var endda en gårdmand der bejlede til hende, men hun holdt fast ved den hun havde valgt endskønt han var noget aparte, og sypigen jeg talte med, kunne ikke forstå at hun foretrak Hans Andersen frem for den anden, thi både er han hidsig og gal, og jeg tror du får prygl i stedet for mad. Jeg har tjent sammen med ham, men moder holdt ud, og hun sagde at hun ikke havde fortrudt det.
Jeg spurgte hende hvorledes det kunne være, at hun foretrak fader, svarede hun. Jeg ved det ikke, der siges jo for et gammelt ord, at kærlighed kun er en vilje, du kan lige så snart falde på en tidsel som på en lilje. Og der var noget ved ham, som ikke var hos de andre, hvad det var ved jeg ikke, men det passede mig. Den første gang jeg så ham var ved et ungdomsgilde, og der havde han en blank hue på, og derved lagde jeg mærke til ham, og vi dansede sammen, og han førte godt, og da vi kom nærmere i bekendtskab, synes vi om hverandre, og han fik mit ja, og vi var forlovet i nogle år. Det var rigtig, han var ikke som de andre, han passede på sin løn, og ville have noget for sig selv at arbejde med, og han havde ingen til at hjælpe sig.
Moder var en dygtig pige hun kunne både brygge og bage. Hun kunne også klare sig i marken både såning og høst. Lønnen hun fik, var kun 6 rigsdaler også noget uld og noget linned, men hun var sparsom og forstod og holde sammen, og det kom til at gavne hende da hun blev gift. Da havde hun flere kjoler og andet at tage til af.
Hun havde også samlet sig flere møbler, en nydelig stor kiste som broderen har fået, den var fyldt med linned udetøj (gangtøj)og kjoler, et nyt skabsbord, skrin, stol og flere småting, som skulle bruges og stifte hjem for, et nydeligt stort spejl som Sofie har arvet efter hende. Så hun havde godt indbo til begyndelsen i et fattigt hjem, og så fremtiden i møde med god fortrøstning
Mor var født den 13. januar 1833 og døbt i kirken 17 marts 1833
Hun dødede den 23. januar 1913, og ligger begravet ved siden af fader på Helsinge kirkegård.
Faders barndoms liv
Han blev født den 4. februar 1832, og var kun 9 år gammel da hans far døde, selvfølgelig var han ude og tjene, det måtte jo fattige børn dengang tidlig ud, og jeg har kun få lyse barndomsminder, jeg var glad når jeg kunne spise mig mæt, thi det var ikke altid sådan hjemme hos moder. Mine fornøjeligste timer tilbragte jeg hos skomager Villiams, som boede i et hus som nu er nedrevet, det lå i Hejerists have. Om han fortalte fader, at skønt han selv havde det svært, så var han gavmild imod fattige folk. Han hørte til dem folk kaldte de hellige, hvad det var viste fader ikke dengang, men han synes det var godt det han gjorde, og fader var harm over de ville bruge løjer med ham.
Der blev også holdt møder hos ham, og der blev sunget salmer, og det kunne mange folk ikke lide dengang.
Ved sådan lejlighed med deres sammenkomster, havde nogle folk kastet meget vand ind i Villiams forstue, og da gulvet var lavere en stuegulv, måtte folkene vade i vand. Men Villiam og konen bar spotte og besværlighederne med tålmodighed, de havde et bedre liv for øje.
Denne skomager kom fader hos tidligt han elskede sang og sange, og han har sikkert vagt lysten og interessen for det hos fader, ti det er jo meget i den tid så mange sange fader har skrevet op. Han mindedes med glæde en glædelig begivenhed, da han af skomageren Villiam fik et par simple støvler for nogle få mark, og endskønt de var en del for store, var han så overstadig glad, og han fik lov af moder, at løben en lang tur i dem, det var så sjældent for fattige folks børn at få støvler, og de var de første han havde haft.
Han fortalte om sine minder om sang og sange, at når han om vinteren var hjemme hos moder og skulle gå i skole, var det hans kæreste fornøjelse, når han kunne få moderen til, medens hun spandt og synge og fortælle viser for ham. Han havde lavet sig en visebog, men hvor er det simpelt papir. Det har været småt for dem. Han sagde vi sad på en træklods med en stol til bord, i halvmørke, ja jeg undre nu på hvor vi kunne se, for vi havde kun en tranlampe med væge, og den kunne ikke lyse ret meget. (Jeg kan huske at i første tid far og mor kom til Engvang, havde vi en sådan, og det var kun ringe belysning.) og moder som skulle spinde, skulle jo kunne se, for det tjente hun jo føden ved, så jeg og min søster måtte tage plads som vi kunne få.
Hvor var vi glade når moder fortalte og sang. Nu vil jeg fortælle min skæbne så tung, den var på 32 vers, og meget i de første vers synes jeg lignede mig. Jeg var også fattig og havde ingen venner, som andre drenge og jeg græd over hans modgang og min egen skæbne. Nær jeg var ude blev jeg hånet og hundset, og hjemme kneb det med mad og varme. Og en anden vise jeg til pennen begive dig at skrive til, den er på 8 vers, og skrevet 28. november 1843. så en sørgelig på 10 vers. Jeg fik en sorrig i mim ungdomsdage og skrevet 16. april 1844.
Der mest på engen stor, der var at se en talrig hob som bjergede hø, den var på 12 vers, og skrevet 1845. (der er viser om ørnen som røvede barnet og fløj med det.) Desuden en stjerneklar aften i rolighedslund. Og moder u er jeg træt nu vil jeg sove,
Alle disse sange han skrevet hjemme hos mor eller hos Villiams, inden han blev konfirmeret, så han har haft poesi, og vældig lyst til at skrive, og den lyst har fulgt ham som voksen, og forkortet megen tid for ham.
Han har også været godt med i skolen, i det han var nr. 2, medens P. Larsen var nr. 1, så han regnede og skrev godt.
Far var 15 år da hans moder døde, så nu stod de to søskende ene i verden, og måtte klare sig som de kunne bedst.
Fars første tjeneste var vist hos Jørgen Hansen i Engvang, han har vist nok tjent der både som dreng og som karl, ti han havde mange minder derfra som han tit tænkte på, og så nævnede han moserne Toftemose mellem Jørgen Hansen og Peder Albrektsen Tolseberg mellem dem og Mullerupgård med renden, som de kaldte et lille åløb. Og så mosen hjemme ved gården, særlig ved forår og sommertide når rørfugle, gulspurven og ænder sang og rappede, så var det smukt at høre for et poesi fyldt ungt menneske. Og hvor var det fredeligt om aftenen, når mosekonen bryggede og tågen lagde sig. Over mosen. Jo han altid mindedes den tid med glæde, så han må have haft det godt, og når han kom ned til Jørgen Hansens, skulle han altid ned i mosen ved gården og opfriske minderne.
Der var en gammel ungkarl der hed Anders, vist Jørgen Hansens broder og fik sit ophold der, efter at far var kommet til Engvang at bo, kom han ned til far og blev klippet, og de talte så om de minder de sammen havde fra gården, vel havde han ingen poesi. Han var trælbunden af slid for broderen, men han lyttede med interesse når fader fortalte om mosen derhjemme.
Jeg har så tit tænkt på de ord om mindet, at det lader som ingen ting, men er dog et lønligt kildespring, for hvor kunne de minder over den mose live ham op. Han havde levet sig ind i fuglenes liv og sang, ænderne med deres unger, og den smukke gulspurv med den s rede og unger, det var for ham et rige af skønhed og ynde, og når han kom derned for at flytte kalvene, og sad der lidt, svandt alle besværlighederne fra ham, ti fuglene sang glæde ind i ham, og så sang han nu, fuglen på mark og fjeld, synger i gry og så i kvæld, sover så sødt på kampesten, som under tag på kvist og gren. O Gud ske lov. Og dette sidste blev sunget med hele hans kraft, men det havde også taget på ham, ti nu kom hosten, og den var streng.
Ligeså fortalte han om stranden ved Grønneklindt, når man gik der en tidlig sommermorgen når havlitterne, med deres smukke skrig, havlit tumlede sig og fløj op. Gråænder måger anden rappede, og forskellige andre havfugle tumlede sig og fløj op, ja der var jo en alarm og fæst så det var vældigt. Og så klinten med dens stejle skrænt prydet med blomster af mange slags, og så havet med deres lille bølger legende efter hverandre i strandbredden.
Vi behøver ikke rejse udenlands for at se skønheden i naturen, for vi har den meget smukkere og stemningsfulde herhjemme.
(Jeg har også gået der en sommermorgen kl. 4 og jeg forbavsedes og frydede mig over hvad jeg hørte og så.)
Ja sådan fortalte fader om sine minder, på sine gamle dage. Jeg kan sige han levede lidt i sine minder og frydede sig derover.
Så vidt jeg kunne forstå havde fader kun haft 3 eller 4 tjenester Jørgen Hansen, Jens Nielsen, Mullerupgård og host provst Bøgh i Helsinge, men den længste tid har han været i Engvang, der havde han mest hjemme hos Jørgen Hansen.
Hos naboen til Jørgen Hansen, som var Jens Nielsen tjente han kun et år, den tjeneste var han ikke glad for. Føden var så sløj og dårlig, så han måtte købe sig et rugbrød og have i sin kiste, for at han kunne tage sig et stykke, når han blev alt for sulten. Tillige var det surt og sveden, og han fik at prøve hvad hans søster havde døjet i sin tjeneste. Jens Nielsen var en brutal mand, han havde været ladefoged på Bødstrupgård, og på så stor en gård er der jo flere slags folk. Fader talte ikke om, at han var blevet truet, men ånden og tonen der var på gården kunne han ikke døje. Der var 6 børn men de var forknytte og havde bedst, når de var ude og tjene.
Der var et ivrigt kortspillerhjem, og de 2 sønder døde af drik, og kortene var en lidenskab hos hele slægten, så fader havde ret, det var et dårligt hjem. Han tjente også hos provst Bøgh, og der fortalte han om mange sener om de gamle i Helsinge, som var fattige og meget fordrukne, som Kristen Kræmmer som var ringer, og Per Skrædder og Røglemanden, hvordan bønderne gav dem brændevin, og når de blev fulde og så fik dem til at slås, det var stygt og harmeligt at se på, og han lovede ved sig selv at aldrig skulle han drikke spiritus, så blev menneskerne under dyrene.
Når han oplevet sådan råhed, tyede han gerne til sin visebog, tænkte på sin moder og hjem, hvordan hun sang for ham, og skomager Villiasen hvor godt og fredfyldt der var.
Der var endnu ingen åndelig trang vågnet hos ham, han havde kun sine viser at søge til, og var der en ny han ikke kendte, var han om at få den skrevet op. Således gik tiden for ham til han skulle være soldat.
Han fortalte at han ved sessionen fik de ligegodt drillet ham så meget så han fik lovligt meget og blev halvfuld, men dog viste han hvad han gjorde, og det hørte til dengang, for ellers var de ikke karle. Jeg spurgte ham om, da han var fuld, var du så glad eller tungsindig eller vred. Det kunne han ikke huske noget om.
Nu kom dagen, han skulle melde sig i Altona som soldat, og han fortæller herom, at der om morgenen den 24. maj kl. 3 gik fra Kirkekelsinge til Korsør, hvor mange de var nævnes ikke, kun en Mads Madsen Rørby, og de holdt sammen hele tiden, han nævner tillige en anden Hans Sørensen Bisbelund senere hen i tjenesten.
De kom til Korsør 7 ¼, derfra rejste de kl. 9, og kom til Nyborg kl. 10 Der kom et norsk dampskib Vigen og tog os ombord til Kiel, der måtte vi blive om natten, og lå på et høstænge og sov.
I Kielerfjorden var smukt, der lå 12 franske orlogsskibe hvor var de store, her begyndte han at se verden var stor. Efter 6 dages rejse kom vi så til Altona, den 30 om formiddagen kl. 10 melde de dem. De blev indskrevet i troppe han kom i 6. trop hos sergent Rasmussen ved 3. bataljon 2. kompagni Nr. 40.
Rejsen kostede 28 skilling, Skriver han. Som nævnt var Fader ene fra Kirkehelsinge, og i førstningen var det jo både uvant og trist, ti der blev jo ikke taget med blide hænder på dem, men efterhånden gik det bedre og fader har været en snild og smuk soldat og bestemt, ti jeg kunne se på, når han tog geværgreb hjemme, at der var appel. Han tog ikke megen del i kammeraternes forlystelser, der mest gik ud på sjov, drikkeri, ti han havde kun små midler, og ingen fader til at hjælpe sig, men han havde sin visebog med, og når han hørte en soldat synge en ny vise, var han ivrig for at få den opskrevet og sunget. På den måde fik han flere nye.
Ene gik han tit i byen og så sig om, og han havde også købt sig 2 billeder af de smukkeste partier i byen. Jeg har dem endnu.
Engang havde kammeraterne fået ham med i byen uforvarende. De fik ham med ind i en dansebod. Soldaterne ville danse med pigerne, men det måtte de ikke, og tyskerne jog dem ud, der lærte han en polkamelodi, han kaldte den hamborgkatuglen, efter skiltet hvor der stod en kat og en ugle. Melodien var køn når han fløjtede eller sang kom minderne frem.
Nu som soldat kom en andre streng frem i ham, fædrelandssange og krigssange, hvor vi skulle ofre liv og blod for vort land, og det var nyt for ham, kæmpe for sin pige og konge. Han hørte Holmens faste stok og dengang jeg drog af sted og flere andre, og de er skrevet på kasernen stue nr. 4 1854.
Alle signalerne og ordrerne dertil, kunne han synge, og han lærte mig melodi og ord, så jeg kunne synge dem da jeg blev soldat.
Han lå i Altona i 1½ år og i den tid var alle hans spareskillinger gået med, hvor meget han end kneb. Han fortalte om hans juleaftensnadver, at han måtte nøjes med 2 grisetæer og lidt sennep, han havde ikke penge til en ret varm mad, og han havde ingen hjælp hjemme fra.
I tjenesten mente han, at begyndelsen til hans sygdom var brudt ud. En nat han stod på vagt var det så meget koldt og han frøs så tænderne klaprede, da han blev afløst, og flere dage havde han en isnende fornemmelse, og det er jo muligt at arven fra fader kan være brudt ud, men tjenesten blev han færdig med, og blev hjemsendt.
Men hvor har han også længtes efter hjemmet og marken, man kan læse mellem linjerne, hvor er markerne dejlige. Han skriver, vi var nogle stykker der den 29. august 1855 gik langt ud på landet fra byens larm, for at høre fuglenes og lærkens sang, og den dejlige høstluft, kaldte minder frem, og vi frydede os og løb omkring af glæde, så stærkt og langt vi kunne.
(Ja jeg følte selv meget lignende, da jeg var inde som soldat) Så jeg forstår de ord.
Hjemsendelse. Da de blev permitterede var hans støvler så dårlige så han ikke kunne nøjes med dem, da de skulle gå hjem fra København, så han måtte købe sig et par nye støvler, dertil gik det meste af hans afregning. Men på et lille ophold på en kro, hvor der var flere i følge, blev de taget fra ham, og var ikke til at finde, så nu var alle hans sparepenge gået, og han havde kun et par gamle støvler, så det så mørkt ud for ham, men der var intet at gøre derved.
Fader og moder har været forlåvet inden han rejste i tjenesten, ti han skrev et lille vers i sin visebog om hans hjertenskær.
”Dit navn jeg ej vil skrive for alle og enhver
At ingen skal få vide hvem jeg har fået kær
Thi K.N.D. er født på sjællands land
Der hidtil har hun levet med et fornøjet sind.”
Jeg spurgte moder hvordan hun fik skrevet til fader, ti hun kunne kun dårligt skrive, hun svarede blot ”At det gik da”. Det var så dyrt at skrive breve efter den løn piger fik, så jeg skrev kun sjældent.
Da fader kom hjem af tjenesten, fik han plads hos provst Bøgh i Helsinge, der havde han før tjent. Om hans ungdomsliv kunne jeg ikke få noget at vide hos ham. Han passede sig selv og sparede på sin løn, ti han havde ingen og kunne hjælpe sig, og han ville gerne have sin egen livsstilling, og han havde lyst at være tømrer eller hjulmand. En gammel sypige som havde tjent sammen med ham, sagde han var en hidsig karl og kunne ikke godt enes med sine medtjenere. Det har jeg kun hørt af hende, og da en anden pige som tjente sammen med ham hørte at han var forlovet med moder, sagde hun til moder, at hvis hun tog ham, fik hun prygl hver dag, i stedet for mad. Men det gik ikke sådan for mig, derimod nåedes det nok for den pige med sin mand, både med knaphed og prygl. Mig har det ikke nået endnu, om også Hans Andersen er hidsig, han drikker aldrig spiritus.
Mens fader tjente hos provsten, kom han tit ind hos Peder Larsen, som boede lige op til præstegården, det var fader en fornøjelse at se at se hvad han lavede, da han havde lyst til det håndværk, og spurgte jo om, hvordan han bar sig ad, og Peder fortalte væk, men da han så opdagede at fader havde fået noget værktøj, og han lavede forskellige møbler, så var ganske pæne, ville han ikke vise ham mere, men satte sig på høvlbænken og talte om andet. Da så faders ikke kunne få mere at vide, tog han i lærer hos hjulmand Hans Christensen her i byen, og det gik godt, fader, var letnem, og nu holdt far og mor bryllup 1857, for nu kunne han føde en kone, og de fik foreløbig lov til at bo hos hendes forældre. Hvor længe han var hos Hans Christensen ved jeg ikke, men han var da med at bygge Søren Sørens gård og Niels Jensens gård i Dalby.
I Vindehelsinge boede de i et år, der er jeg født 23. november 1857. men i det år var der plads for en hjulmand på Mullerupgård som ejedes af A. Spetman, og da han havde tjent der før og synes godt om egnen tog han den plads, og de flyttede over til teglværket og fik bolig i et lille firkantet hus til en familie, og moder kunne så få arbejde på gården med forskelligt.
Der boede de i 4 år, jeg var 1 år gammel da vi kom der at bo, og nu kom det dem til nytte at de havde sparet sammen til husets møbler i et lille hjem, gode kister havde de begge. Moders fik min broder, hun havde den fuld af linned og kjoler, desuden havde hun skabbord og stole og flere andre ting som var nødvendige, og far havde lavet seng og flere andre ting, så de fik et pænt lille hjem efter småfolks forhold. Fader tjente hos provsten da der blev talt til præsten, og da provsten så Hans Andersen, sagde han til ham, husk nu på Hans Andersen, at det er intet hestebytte, det har fader fortalt moder.
I alle årene spekulerede mine forældre på at få et hus med lidt jord til, så de kunne holde en ko og selv flaske en gris op, og endelig tilbød der sig en lejlighed endda i Engvang hvor far holdt meget af at bo. Thi gdr. Peder Albrektsen havde en datter og skulle giftes og har 3 tønder land, og fader kunne godt få 3 tønder land også, for en betaling af 300 rgd. Det var jo mange penge dengang, men de vovede at købe det, og pengene fik de til låns i økonomisk selskabs Sparekasse i Holbæk.
Nu fik de travlt thi nu skulle de til at bygge hus, og der skulle skaffes materialer og kørsel.
Fader og moder bygger hus i Engvang
 Kørselen til huset slap fader nemt til, thi han var godt anset hos ejeren på Mullerupgård, og tømmer og brædder kunne han få på afbetaling hos grosserer H.I. Skov ved Mullerup havn, de brændte sten han skulle bruge, på teglværket, og tækkefodret fik han omkring hos bønderne mod afbetaling. Og nu fik han Niels Nielsen fra Ry Mark hans familie til at hjælpe sig med jordarbejdet, så det så ellers lyst ud for dem, de havde lav at bo i deres lejlighed til de fik deres hus færdigt, så de gik der ned hver morgen og hjem hver aften. Moder gik med hver dag ti der var altid noget for hende og hjælpe til med. Hjælpe Niels Nielsen og grave ler, stryge sten og andre ting, medens fader tømrede på huset.
Men nu kom der en slem modgang for dem, thi faderens sygdom tog til i forurolige grad, han blev så dårlig den sommer, og moder sagde at de måtte hvile flere gange inden de kom hjem, og fader sagde, jeg når aldrig at få huset færdigt jeg dør, men moder trøstedeog opmuntrede ham, så han vedblev ufortrøden, og endelig nåede han så vidt, at han kunne rejse huset. Det var en stor glædesdag for dem, og det første husmandshjem der blev rejst i Engvang. Nu fik moder rigtig travlt, thi sammen med Niels Nielsen var hum med at ælte ler, støjle væggene og kline dem, thi di havde ikke råd til brændte sten. Huset var indrettet således, 3 rum til værksted, gang skorsten og spisekammer, skorstenen var en stor åben. 2 rum til stue tværs over, og 2 rum til lo og et rum til lade, ud for loen ved nordre sidde, var taget rev fra til kostald, og der kunne blive plads til en gris. Lergulvet blev lagt, og selvom alt ikke var rigtig tørt, flyttede de derned. Åh hvor var det dejligt at være i eget hjem. Nu kunne mor pudse efter, kalke og gøre det færdigt, og til sidst blev hun hel dygtig, efterhånden som de boede der, var der kun 2 udvendige væge, som hun ikke havde muret ren, og hun gjorde hele arbejdet selv, når undtagen jeg hjalp det jeg kunne, men i de første år kunne jeg intet, jeg var kun 5 og Niels Nielsen havde de ikke råd til at holde
længere en nødvendig. Fader skulle være på arbejde, både på Mullerupgård magasin og teglværk, for at tjene penge ti de skyldte alle vegne, men de sparede og det gik godt, og fader livede noget op igen, det var i året 1862.
Dræning
Nu havde fader altså fået jord i Engvang, som var den plet han havde færdedes mest på , men jorden var meget stenet og ikke drænet men Han skulle nu vise om han var landmand, derfor fik han Niels Nielsen til at grave drængrøfter, ti det sure skal af jorden og det tager rørene. Jo, men det tager også regnvandet en tør sommer, sagde naboen, ti bønderne havde ikke begyndt at dræne dengang. Ja jeg kender det ikke, men Spetman sagde at det var rigtig at dræne al jord. Han havde prøvet det og det var godt. Dernæst begyndte han at mergle et nummer af gangen, og han fik en stor askemødding ved magasinet, og så blev al jorden grundig gennempløjet af Mullerupgård redskaber, så det var sikkert aldrig behandlet sådan. 2 eng holder var der og skulle jævnes, og da fader skulle passe sit arbejde, måtte moder bruge hjulbør og skovl! Hvor var de glade når om søndagen, fader kom hjem, og kunne følges ad ud og se på sæden som voksede godt, og så deres lille hjem.
Hans Sørensen og hans kone Dorthe
Der kunne ikke findes bedre og flinke naboer en disse to, og hans kone og moder blev snart gode vender, for de hjalp til med alt hvad de kunne, jeg kan sige der var ikke mage til naboer nogen steder, ti i et sådant lille nybyggerhjem manglede der jo meget, og så snart Dorthe mærkede det, ja, det var mageløst. Moder ville jo hjælpe igen, men hun havde ikke andet at byde med sit arbejde, men det var de også strålende glade over. Hun hjalp til med alt, både vask og hør, og det hed altid
”du skal tage Peder med” og du må ikke lave mad til Hans ”Lausen” du skal have mad med hjem herfra, til han kommer hjem fra magasinet eller teglværket. Og hos Hans Sørensen var det lige så. Moder fik hørsåd hos dem for en høstdag, og hun fik brøt og heglet og skættet sammen med dem. ”Jeg husker det så tydeligt det var glade dage”.
Var koen syg eller skulle hun kælve, blev Hans Sørensen altid hentet. Skulle grisen slagtes, kunne han også det, og han gjorde med god vilje. Når han så skulle skære hovedet af grisen, gjaldt det om at ramme leddet i halsen, kunne han det, sagde han nok så stolt. ”Kan I se jeg har ikke løget meget i min tid.” Thi det havde han hvis ikke han kunne finde leddet, mente de gamle. ”Ja han hjalp alle vegne hvor han kunne.” Nu grisen var død, skulle vi have pølsegilde, og det var fest for os drenge. Vort gilde var kun små, der var kun alle Hans Sørensen 7 mand, men de kom med glæde, ti det var fest at komme her til Hassausen, som de kaldte ham, han var så morsom sagde deres børn. Til gengæld kom vi med til deres gilder, men de havde alle naboer med og nogle bekendte fra Vindehelsinge, og der vankede både pølser og sylte, og ud på aftenen steg og til slut et lille glas puns. Mændene spillede sol om en skilling, og det gjaldt om at få Hans Andersen med for han var så gemytlig. Enkelte gange fik vi lov at danse i storstuen, og så spillede Jens Larsen Rørmosegård, som var af deres familie, og indbudt. Ved sådanne lejligheder hjalp moder dem og altid fik hun noget med hjem. Ja jeg kan ikke prise de naboer for meget, for de havde den rette næstekærlighed, og de havde dog ikke så meget at give af.
Moder som murer
Mens fader måtte være på arbejde dagen lang for fremmede, måtte moder ordne alt hjemme ved huset, og der var jo meget at gøre, der var jo kun jævnet de groveste huller i murene ind til stuerne, da di flyttede ind, og nu ville moder forsøge om hun ikke kunne pudse sine stuevæge, og det gav hende mange kvaler, men efterhånden lærte hun sig til at bruge et pudsebræt, næsten som en murer, og da hun fik kalket den fik hin en pæn stue. Jeg mindes ikke det blev pudset om siden, og hvor var glad, og folk som kom der var forbavsede over som hun kunne pudse op, og da der senere hen , da de fik bedre råd, blev sat papir på, var det så pæne væge som folk på den tid havde.
Kalkes
Når huset om sommeren skulle kalkes, gjorde moder det, men det vat et stort arbejde. Nogle væge måtte rives ned, og mures op af brændte brokker som fader havde købt på teglværket, og andre væge skulle spækkes og kalkes, stolperne afpudses med en klud, og derefter tjærers, å hvor moder var glad når hun fik det overstået, det var også smukt, og folk lagde også mærke der til, og sagde til fader , at det var en sjælden kone han havde. Han frydede sig der over. Samtidig med at han holdt sit hus og var til hjælp hos Hans Sørensen og Jens Nielsen, passede hun jorden. De havde ikke begyndt at lægge roer dengang, så hun havde travlt.
Fader kunne ikke få tid til det hjemlige, han sled i arbejdet fra kl. 3 a 3½ om morgenen til 8 a 9 ja om sommeren længere om aftenen, snart på teglværket så på Mullerupgård og magasin, så hos bønderne, og han var billig, ti han passede sit arbejde, og fik i førstningen kun 3 a 4 mark om dagen og kosten. Velsignelse var deres gerning, og det tegnede godt for dem.
Krig
Nu kom en frygtelig modgang krigen 1864. Far blev indkaldt og skulle møde, skønt han var meget dårlig i sine lunger, og det kneb til tider med at få vejret, det kneb. Jeg mindes det endnu om morgenen tidlig da fader skulle rejse, at jeg vågnede og så moder stå med armene om fader, helt fuldstændig opløst i tåre, de tænkte jo begge, at det måske var sidste gang de så hinanden, eller også kom han hjem som krøbling. Endelig rev fader sig løs, kom hen til mig og kyssede mig, med øjnene fulde at tåre, og kunne kun sige med grådkvalt ryst, Gud være med dig min dreng. Så løb han ud af sit hjem, til de andre som skulle med, og vi stod tilbage ene og forladt med fremtiden uvis, med savnet af forsørger, og skulle måske skildres fra hjemmet som vi havde fået kært, der som vi ikke kunne betale hvad vi skulle.
Da forbandede mor krigen, og jeg fik følelsen af at det var en forbandelse, og har aldrig kunne tåle snak omkrig fæstninger eller hele den rummel som de forsvarsgale velstillede nu om dage råbte op om, de skulle bare være i den fattige mands sted, så ville råbet få en anden lyd.
Det var jo strengt for moder, vel var hendes gamle fader kommet der ned, og skulle være hos hende i nogen tid, for at trøste og opmuntre hende, men den bedste trøst fik hun dog at Dorthe og Hans Sørensen, thi han og Dorthe mødte straks, og tilbød sig med hjælp til alt, og de holdt det, det kunne også være at fader blev kasseret og blev sendt hjem, og det håb havde mor også, så det trøstede jo meget.
Det varede heller ikke mange dage inden fader blev kasseret, med den bemærkning at venstre lunge var helt ødelagt. Han kom hjem om natten uden moder anede det mindste, og råbte os op ved sovekammervinduet. Moder blev jo forskrækket, og troede at det var hans genfærd, men han fik dog berolige hende, og nu blev der glæde uden lige. Jeg synes at mindes, at vi fulgte ad hen til Hans Sørensens, straks for at de kunne tage del i vores glæde, og de var også glade over han var kommet hjem til dem igen. Fader fortalte at der lå så mange lemlæstede på hospitalerne, og det gik vældig tilbage for danskerne, de tabte hvert et slag, og tyskerne tog nok det hele, hvis ikke vi bøjede os for deres krav og bede om fred. Kort tid efter bøjede Danmark sig og måtte afstå Sønderjylland. Det var jo et tungt slag foralle danske, men dog mest for dem der havde mistet deres forsørger, og dernæst for stakkels sønderjyder, som måtte gå ind under fremmet herredømme.
Det forstod moder godt, men hun var dobbelt glad fordi hun havde fået sin mand hjem uskadt, nu kunne det sagtens gå synes hun, og hun takkede Gud Fader mange gange derfor.
Fader var jo også glad over at alt havde føjet sig sådan, vel var han en svag mand, men han kunne da arbejde noget, og med forsigtighed virke nogle år, og han tog fat med friskt mod.
Ko.
Det første år de boede der, fik de købt en sort ko i Mullerup, det var en god ko, vi har aldrig siden haft en så god ko sagde moder. Hun gav god mælk og godt med smør, og moder viste at skønne derpå, thi hun viste hvad det var at løbe med spanden, men det kneb med at få hø nok til den på de 3 tønder land, da jorden var mager, og kraftfoder kendes ikke den gang, der for lejede fader en engstrækning af Mullerupgård, som de kaldte renden, imod at de skulle gøre nogle høstdage, og der var en 2 a 3 læs hø, og koen kunne også tøjres der. Der har jeg tit fulgtes med moder over at malke og flytte middag og aften, for om morgenen var Peder ikke på benene, moders dreng skulle have sin morgensøvn. Moder bar spanden på hovedet på en krans, medens hun gik og strikkede på en strømpe. Hvor var det morsomt når vi skulle have kørt høet hjem, og jeg kunne få lov at køre på det høje læs af det duftende hø. Vogn fik vi i regel fra Mullerupgård, da fader var godt anset der.
Hvor travlt fader end havde med arbejdet måtte han til tider være mes ved jorden alligevel, men så var han gnaven og ikke til at gøre tilpas, og i sådanne stunder ønskede moder mange gange, bare vi dog ikke havde fået jord, det var mest når vi skulle have pløjet jorden, det var noget simpelt plovtøj og sløje heste Hans Sørensen havde, thi han pløjede for os, og fader var vant til godt fra gården og jorden skulle grundpløjes, og det kunne moder ikke, men alt andet, kører, harve, meje op og binde, sprede gødning og tærske skal jeg nok gøre. Ja jeg og moder har mange gange hjulpet og tærske ½ tønde korn til grisen og trillet til mølle på en hjulbør, og moder søgte så meget som muligt at fader, blev fri for jorden, for pløjning og harvning, og køre sæden hjem gav vi 30 rigsdaler, når vi selv leverede mandskab.
Medhjælper
Fader fik jo mere arbejde, og fik sig en medhjælper i moders broder Søren Nielsen, som ville lære at være tømrer, men han var ingen kunstner og det kneb svært for ham, og fader var for hidsig, når han ikke kunne forstå det straks, eller det blev lavet galt, så der var mange kvaler, kan jeg godt huske, og det blev Søren så broget, så han gik sin vej flere gange, så fortrød fader sin hidsighed, og moder måtte så se at få gjort det godt igen, og få Søren til at komme, og til sidst fik han lært så meget, at han kunne gøre det grove arbejde, når så fader pudsede efter, og sådan gik det i flere år. Thi fader var nød til at tåle meget da han ikke kunne overkomme arbejdet ene, og holde andre svende havde de ikke plads til, de havde det for tarveligt, mente de. Og fader havde nok også lært for lidt til at have svende, så han var ikke glad derved. Men de var da sammen til jeg blev konfirmeret, så måtte jeg hjælpe til.
Brønd
Det de trængte så meget til var en brønd, jeg han husk
E de havde et stort hul i haven, hvor moder tog vand til vask og ko, men drikkevand måtte hun hente i Hans Sørensens brønd, og det var strengt, når det var dårligt vejr, særligt om vinteren. Og derfor det et rigtigt spørgsmål, at få gravet og sat en rigtig brønd af kampesten. Imidlertid bød der sig en god lejlighed og det var Hans Sørensen. Han havde så mange sten han havde brækket op, som lå på et stykke jord de kaldte lånbanken. Og så tilbød han fader at han ville køre dem hjem til brønd til ham når han lod dem slå i stykker, og hjalp med at læsse dem, det var jo et storartet tilbud, men sådan var de altid, fader fik så Søren Nielsen til at grave stenene op, og de største fik han en mand på Dalby mark til at skyde. Jeg husker jeg gik ud til ham med mad til midaften, og moder havde klaget sig over til ham, at hun havde intet kød at lægge på maden, men Jesper sagde, det skal du ikke tage dig nær, har du ost, så læg den på, selvom det er fedt, for jeg er ikke vant til bedre hjemme, vi må også bide fingeren nær, (ja det var de dage)
Sat brønd
Niels Nielsen gravede så brønden, han kunne ikke komme længere ned en 7 alen, der er så meget vand, sagde han. Nu skulle de til at sætte brønden, først væltede de brønden fuld af de største sten, så ned og sætte dem rundt, derefter nok et lag, og således nåede de 1½ alen op, og vandet var lige efter dem, det bliver et vældigt vandhuld sagde Niels Nielsen, de måtte trække vand op, moder var glad, men nu skulle de til at fire stenene ned i brønden, der måtte fader være med hvor dårlig han end var, og der blev gravet en rund pæl i jorden, hvorom rebet blev lagt med et kast, og nu kunne moder nemt fire stenene ned til Niels Nielsen og Søren Nielsen. Fader måtte trille stenene hen til moder og lægge lykke om dem, det skulle jo gøres godt, for faldt den ud, kunne den jo slå en mand ihjel. Jeg synes jeg kan mindes, at der faldt en sten fra dem, men det var heldigt ingen blev ramt, og Niels Nielsen var en hår karl, han bandede for et godt ord. Endelig nåede de op til overkanten og brønden stod færdig, og vandet var kun et par alen nede, og de var vældig glade alle, men da var der også mange sår på moders hænder, for kun havde holdt så fast på rebet, men det kommer sig nok, og jeg siger Gudske lov og tak, at vi har fået sådan godt vand, jeg er så taknemmelig derfor. Nu skulle alle Hans Sørensens, hen og se Hans Lausens brønd (som de sagde) og have kaffe af vandet med sigtebrød til, så meget de ville spise, for dengang var det knapt med hvedebrød. Og de blev hentet og de kom alle. Hans Sørensen og Niels Nielsen fik et par snapse til, og fader tog en lille tår af flasken. ”Ja det er godt nok, så er der ingen der kan se hvor meget du drikker, og så klo de alle.” Niels Nielsen fortalte om brøndgravningen og jordlagene, og bankede de mange sten, men takkede lovpriste Hans Sørensen for sten og kørsel. Og de fik et par dramme til, sådan gik de i gamle dage, men ingen var gladere en moder, nu havde hun dejlig vand hjemme ved sit hus
Haven
Moders have, nu blev det store vandhuld i haven fyldt med det ler fra den nye brønd, og så tænkte moder på, at få ordnet i sin have. Vi havde ikke råd til at købe blomster, men hun havde gode venner, og hun forstod at plante, og nu fik hun travlt med at bearbejde jorden, og inden kort tid havde moder den dejligste have, med mange forskellige blomster. Uden for sine vinduer havde hun mynter og ambrød og bonderoser og reseda, og de duftede så dejligt. Folk sagde, hvor får du dog alle de blomster fra Karen? Og så kunne moder fortælle, der fik jeg den, og hos dem fik jeg disse, og det var en virkelig fornøjelse og høre på hvordan blomsterne blev passet, ja det var utroligt alt det moder kunne overkomme. Hun måtte hjælpe fader at trække klovsav, lime, trække slibesten, desuden passe ko, rive malling, og passe sit hus. Og til tider var med i marken, og dog fik hun tid til at plante og vande. Jeg måtte jo hjælpe til, men det var aldrig kedeligt at hjælpe moder.
Spethman
Medens moder således passede hjemmet, arbejdede fader ude omkring, og da havde han hørt, at
A. Spethman ville sælge Mullerupgård og rejse herfra. Han var jo tysker og følte sig trykket af forholdene, som opstod efter krigen. Fader var ked af, hvis han solgte, thi han satte megen pris på ham. Så en dag kom en mand fra gården med følgende brev til ham. ”Kære Hans Andersen!
Da jeg nu har solgt Mullerupgård og rejser fra Danmark. Tillader jeg mig at bringe Dem min afskedshilsen. Med tak for alle de år vi har kendt hinanden, jeg må sige. At De har været en ualmindelig tro arbejder, og jeg vil bevare Dem i venlig erindring. Modtag min bedste tak, med de bedste ønsker Dem og hustruen i eders virksomhed. I taknemlig erindring og med agtelse A. Spethman.”
Hvad fader svarede ved jeg ikke, men han var meget ked af at han rejste, han havde nyt meget godt hos ham, og han var en behagelig mand at arbejde for, så fader sagde tit når nogen rev ned på tyskerne, det er ikke nationaliteten det drejer sig om, men madens godhold, og der kan en tysker være lige så god som en dansker.
Det gik stadig fremad for fader og moder, og nu mente de at de havde råd til at dele stuen i to stuer, så de kunne få et sovekammer, det var fint og sjældent i deres tid. I dagligstuen var kun lergulv, ti fader måtte stå inde i stuen om vinteren og arbejde, for luften var for kold for hans lunger om vinteren, i værkstedet. Men da der var gået et par år til var jeg blevet konfirmeret og kunne tage del i arbejdet, og så blev der bygget et rum til værksted, og et til laden, thi vi høstede godt, og vi fik snart en ny skorsten, fik kakkelovn i værkstedet, så fader kunne tåle at stå der. Moder fik lavet selvstændigt køkken, fik nyt komfur, der blev lagt bræddegulv i dagligstuen, sat nye vinduer i, og ny fyldingsdør, og den gamle bilæggerovn kasseret, og en ny kakkelovn sat op, så nu fik moder det for alvor pænt, og hun var vældig glad. Hun pudsede kakkelovnen og malede alt hvad der trængte til, for nu hun ikke havde værkstedet inde i stuen, skulde der være pænt, og moder forstod at gøre pænt med lidt. Nu måtte hun have Dorte og Hans Sørensen og deres datter Mette hen til kaffeselskab, for at kunne se hvor pænt hun havde det, og de var jo helt forbavset derover og sagde. ”Ja nu har du rigtignok fået det pænt Karen.” Vi må også se at få malet, vil du hjælpe os Karen? Morder sagde ”Jo så gerne” og så glædedes de, ejegode mennesker med hverandre, og gik hjem med lyst håb og mod.
Nu synes moderr at hun havde det så pænt som hun kunne ønske sig, og jeg mindedes aldrig ønskede sig det bedre i timelig retning, og jeg ved hun var Gud Fader taknemmelig derfor, hun havde prøvet at have det småt og dårligt, nu manglede hun aldrig at have det godt. Og hun sagde tit ”jeg er tilfreds med mine kår og stoler på mit fadervor. Vor Herrer har altid hjulpet med sin velsignelse. Fader var jo også glad. Det så ud til at deres slid ville lykkes, vel var han meget dårlig til tider, men nu var Peder blevet så stor at han kunne tage fat med, og vi siger Vor Herrer for velsignelse, uden ham er alt forgæves.
Fremskridtsmand
Jeg mener at fader var en af fremskridtsmændene i den tid, og han ville gerne følge med i oplysningen, både i, sociale, politiske og kristelige forhold, thi når vi har fået en frisindet grundlov med stemmeret til rigsdag og i kommune, så må vi så se at danne os selv en mening om forholdene, og det kan vi ikke uden vi selv læser eller hører noget, vi må have en avis. Men der var ingen i Engvang der holdt avis eller andre blade, de var for dyre at være ene om, og ingen af beboerne kunne han få til hjælp, og så kom han sammen med brygger Jens Jensen Mullerup bryggeri, om folkets avis, men det var et højreblad, det var vist sidst i 60 serne, det gik jeg så over og hentede 2 a 3 gange om ugen, men fader kunne ikke samstemme med dem i politikken, han synes at de altid var efter de små i samfundet, og en stor ret som Fr. Den 7 havde givet lige stemmeret, havde de store godsejere taget igen i 66. men han holdt det da noget, og fik udviklet sine tanker, hvad naboerne ikke gjorde, de fik deres mening efter store rige mænd i byen. Til sidst kunne fader ikke længer med avisen, men begyndte at holde Dansk Folketidende udgivet af Sofus Høgsbro, ene, det var et godt blad for ham, de meninger Høgsbro virkede for på rigsdagen, havde hans fulde sympati, særlig var der en mand som hed Grundtvig, der blev skrevet om, hvad han havde sagt, da han havde siddet i rigsdagen, og det var noget der tog faser med storm, og hans tanker udvikledes både i materiel og folkelig retning, så han var forud for de fleste dengang, og han kunne godt optage en diskussion, både om politiske, og kristelige spørgsmål og han var ikke bange for at have sine meninger, det var jo noget uhørt dengang at en småmand turde det, og så sagde falk at Hans Andersen ville gerne trættes, det ville han nu ikke, men han holdt på, at klogskaben og retten ligger ikke altid hos de rige eller gamle.
Endelig fik han et par naboer til og være med til at holde Sorø Amtstidende, som dengang havde Tauber til redaktør, han var godt inde i toldvæsnet, og virkede for at vægt skulle overføres til værdi, thi der var ingen mening i, at et pund gulvklude som måske kostede 50 øre skal betale lige så meget i told som et pund silketøj der måske kostede 10 kr. eller mere, det kunne fader nok forstå, men det kan vel ikke være anderledes, sagde de så. Nu blev fader vranten, ja det er den gamle slendrian, i skyder jer ind under, nej nu vi har fået valgret, kan vi få det anderledes når der bliver sendt mand ind som Tauber, og det vil være til jeres eget gavn. Fader var med at holde højskolebladet fra den allerførste tid, og det blev ham til stor opbygning, og bragte ham Grundtvigs liv og Grundtvigs tankegang. Ligeså da Jakob Lange i 1888 skrev i højskolebladet, om Henry George, var han meget optaget deraf, og jeg husker han sagde derom, det er det bedste jeg endnu har læst om det sociale spørgsmål, hvis det engang bliver gennemført, bliver det en lykkelig tilværelse for mange folk. Thi det er jorden det kommer fra alt sammen, så skatten må være der, thi jo mere arbejde beskattes, desto dyrere bliver det.
Fader var dansk til liv og sjæl, han elskede sit fædreland og sin hjemegn, han havde prøvet, da han lå i Altona som soldat, at i det tyske havde han ikke hjemme. Nej modersmålet og hjemegnen, det længdes han efter, og barndomsminderne hos Jørgen Hansen, vedblev at kunne oplive ham, så længe han levede. Derfor var der mange som ikke forstod ham, og lo af ham når han talte om fædreland og minder og fædrelandssange, og da Morten Eskesens sangbog udkom, og han fik set den, var han begejstret over de mange fædrelands og folkesange.
Flag
Han havde i lang tid tænkt på, vi skulle have et flag og en flagstang, så vi kunne hejse flaget på de nationale festdage, men noget sådant var jo ukendt, særligt i Engvang og i Helsinge, det var kun for fine folk, præster og herremænd, sagde de. Lige meget sagde han ”jeg vil have et flag og en flagstang”. Men det kneb jo med at få sådan lang stang og ikke for dyr, men så fik Poul Rasmussen nogle bundgarnspæle hjem, der fik han købt en, og fik den hjem til huset. Da den kom, spurgte jeg og moder hvad den lage stang skulle være til, flagstang sagde han, og så skal vi have et flag. I kan tro det bliver smukt, når du nu kan høvle den, og du og moder hjælpes ad med at male den, så skal den stå i haven, og så flager vi på de nationale flagdage. Nu fik moder og jeg travlt med at høvle og male den. Moder ville have, der skulle males en rød streg i slangesnoning om den, for det så pænt ud, men det kneb med at få den rigtig, men moder opgav ikke så til sidst lykkedes det. Nu gjaldt det om at få rejst den, ork hvor vi sled, men det nåedes godt, hvor var vi glade. Flaget havde moder fået undervisning i at sy hos Lars Rasmussen vor fasters mand på Reasø, han kendte forholdene hvorefter et flag skulle syes, og når nu fader kom hjem om aftenen, skulle vi hejse det, og da det var hejst, gik fader et stykke fra huset, for at kunne se dannebrog vejrer fra sit hjem, og kom syngende, ” Fra himlen er du faldet du blodrøde Dannebrog”.
Der blev jo stor rører i Engvang, da flaget kom op, og naboerne skulle jo ud og se Hans Lausens flag, og det så jo pænt ud sagde de, men hvad gør du det for, spurgte de, så svarede fader. Jeg synes en hver dansk mand, burde have et dansk flag, så han kunne flagre for vore nationale festdage i Danmark. Ja hvad er det for nogle, spurgte de? Det er for det første, den 20. juni 1788 da stavnsbåndet blev løst, så jeg og du fik lov at tage bolig hvor vi ville i Danmark, før havde vi ikke lov til det, men skulle spørge den godsejer hvorunder vi hørte (vi til Ågård) om vi måtte rejse, så er det ikke glædeligt, og burde vi ikke mindes den dag. Jo-oh men hvem tænker på det nu, sagde de. Ja jeg syns det skal vi alle sammen, og fortælle til vores børn, det er den smukkeste gave nogen kan få, og vi må hædre de mænd som var banebrydende for den sag ”Reventlow og A.P. Bernstorff, og deres navne burde aldrig glemmes i Danmark. Eller også grundlovsdagen 5. juni 1849, da hver mand som svarede skat, og havde sin borgerlige ære, fik valgret. Så vi har ret til at være med og bestemme forholdene hvorunder vi kan leve. Eller sejers dagen ved Fredericia 6. juli. Slaget ved Ested og Mysunde, hvor så mange danske mænd gik i døden, og mange flere blødte for Danmark, ja for mig og dig. ”Er det ikke vær at mindes, så vi hejser Dannebrog hvorunder de har kæmpet.” Ja og så det skønne Dannebrog, ingen har så skønt et flag. Hil dig vor fane korsbander hvidt, under det har dansken kæmpet og blødt, lige siden Kong Valdemar Sejr fik det i kampen mod hedningerne, og ordet lød, ved det tegn skal du sejre. – fader var nu ivrig og begejstret, er det ikke vær at flagre for, og fortælle vore børn. Jeg vil ikke bruge det til fødselsdage, men kun til nationale festdage og mindedage. - Mændene sagde, ja hvem har tænkt på sådan noget, men det har vi ikke hørt tale om før, for ellers er det rigtig nok.---- nej det er rigtig vi hørte ikke om det i vor skoletid, men nu hører alle bør derom, og nogen af dem han fortælle med begejstring derom, spørg dem.
Og vi gamle må se at få noget at læse, som handler derom, det gør jeg. Køb sangbæger og syng fædrelandssange og I skal mærke I får det danske flag og vort fædreland kært.
Mændene sagde. Ja ja Hans Andersen, tak for i dag, det har vi aldrig tænkt på før, men vi vil gøre det, og vi siger igen tak, jeg er blevet varm om hjertet, for dine ord kom fra hjertet, hvad heder den sangbog du talte om. Det er Morten Eskesens den jeg har. Nu gik mændene, men de lo ikke af Hans Andersen mere, de følte han havde noget de manglede, selvom han var en (smamand?)
Lægebog
Skønt min fader led meget af sin brystsyge og søgte tit hjælp derfor, gik det dog stadig fremad for dem så de kunne få råd til at søge for sygdommen, og da fik han se en lægebog af en fransk læge der hed Raspaillei, som anbefalede kamfer som et hovedmiddel mod alle sygdomme, fader, købte den og benyttede midlerne, og efter den tid gik det bedre med hans bryst.
Fotografi
Fader talte tit om at vi skulle fotograferes, thi hvis en af os skulle dø, så kunne vi da se billedet og mindes det, og det nåedes engang vi var i Slagelse alle tre. Det var jo også sjældent at småfolk blev taget af, og det var også dyrt, vi fik kun 3 billeder, jeg var 9 år dengang, så det har været i 1866. faders søster fik et og moders familie et, og Niels min broder fik mit, men da han er død, fik jeg det tilbage igen. Efter det billede er fader malet af Nikolaj Hasle. Far er kun tegnet af den ene gang, men moder to gange senere. Jeg lod fader male til Niels og forærede ham det. Fotografiet frydede mor og mig mange gange efter faders død, og nu da begge to er rejst, er det dobbelt kært.
Roer og ajle
Jeg må fortælle lidt om roser og ajle. Fader var den første der gravede ajlebrønd, og begyndte at køre ajle ud på græsset, og det virkede vældigt, græsset blev helt mørkegrønt og så tæt. Så når folk kørte forbi, spurgte de, hvad gør du ved græsset H.A. for det er da vældigt som det gror. Han fortalte dem det, og det brugtes jo meget nu til alt muligt, men dengang log folk deraf, og rystede på hovedet, dog nogle ville prøve, og det gik godt. Ligeså begyndte han at lægge roer og hvide gulerødder til køerne, vi havde 2 køer dengang, og købte kunstgødning. Men roerne og særlig gulerødderne, kostede jo vældig meget arbejde, og det kunne moder ikke overkomme og gulerødderne blev udskilt.
Hans Sørensen som var vor plovmand kaldte det for nymodens kunster, som aldrig kunne betale sig, men fader blev ved sit, og da han sagde at han tænkte på at købe rapo og palmekager til køerne, så rev Hans Sørensen sig i nakken og sagde, nej nu bliver du endelig helt tovlig Hans, kan det dog også gå an. Men lidt efter lidt kom der flere med, så selv Hans Sørensen begyndte. Det hjalp så godt da Jens Larsen Rørmosegård, en slægtning til Dorthe, havde begyndt med roer, og de så hvor godt et resultat, han fik ud af det.
Om dette og flere andre ting førte da tit til diskussion, fader ville prøve det ny, og Hans holdt på det gamle, og det blev flere gange sent enden Hans gik hjem særlig om vinteraftenerne. En aften da det var særligt mørkt, da han skulle gå hjem, siger fader til ham, pas nu på ikke gå fejl, for det er vist vildsomt, åh, siger Hans, jeg har jo gået den vej de hundrede gange, så jeg kan finde den med lukkede øje. Fader blev stående lidt i døren, pludselig hørte han et dump, det var Hans der gik i vejgrøften, han brummede noget som far ikke kunne høre. Hans var gået op til den forkerte side, så han var kommet langt ind på Hans Jensens, men det var pløjejord og ikke vej, og råbte så at det var forhekset, fader råbte så hvad er der i vejen Hans? Åh det er forhekset jeg kan ikke finde vejen. Fader kom nu med en lygte, og de viste sig at Hans gik noget inde på Hans Jensens pløjejord. De fik nu rettet kursen ind efter Hans Sørensens gård, og fader fulgte med hen til hans egen jord, og så smålo de over det passerede. Han var gået i vejgrøften, og var krøbet op til den forkerte side, men nu han jeg klare mig, men de mindes turen tit. Jeg havde aldrig tænkt at jeg kunne gå vild på det stykke vej, sagde Hans Sørensen. Ja de samledes tit som gode naboer, og fornøjede sig sammen, de havde det godt.
Faders og moders åndelig liv
Hvornår mine forældre fik øret op for Guds ord, ved jeg ikke, men allerede i 1863 har fader haft øre derfor, efter et brev som er efterladt til mig at læse når jeg blev stor, og havde forstand derpå, hvor han henviser os til Gud Fader, og bed ham om hjælp, thi han mente, at hans tid var her ikke ret, da han hostede blod op af lungerne længe, brevet lyder sådan
Helsinge den 4. marts 1863
Da jeg stadig venter at vor Herrer sender bud efter mig snart og da I står ene her i verden, vil jeg skrive nogle få ord til min kære hustru og især til min elskede søn, Hans Peter Hansen for at, når jeg er gået til den evige hvile, kan have et lille minde om mig, og hvor jeg vil pege på vejen som I skal stræbe på at vandre på. Så vil jeg først vise hen til Jesus, ty til han under alle forhold, her i verdens vildsomme veje. Betænkt livets korthed, legemes skrøbelighed, lysternes styrke, viljens svaghed, søg til Gud i bønnen, lad Guds ord være lyset for eders fødder, Løgten for jeres sti, den fuldtro vejleder mellem klipper og skær. Fæst eders tro på den rette ankergrund som er Jesus Kristus, og hejser så trøstig håbets flag, korses hellige bander, det tegn i hvilket i skal stride og vinde. Håbets fader giver skæbnens alvise styrke lede og samle os alle i den evige glædes havn.
Fader rejste nu ikke dengang, han levede til 1890. brevet er måske lidt overspændt, men i den første vækkelses tid, er det nok rigtig, og tillige stod han for og skulle i krigen, som han dog slap fri for ved hans sygdom.
I 1860erne blev der stor bevægelse i menighedslivet her i Vestsjælland, ved præsterne Vilhem Beck i Udby ved Kalundborg og Schepelern i Helsinge. Der havde jo i 1830 været en præst i Bakkendrup og Gørlev, som hed Østrup, som havde bragt åndeligt liv, men de gamle der kunne huske ham var nu væk.
Om fader og moder er vagt ved pastor Beck eller Schepelerns forkyndelse, ved jeg ikke. Jeg tænker det var ved Schepelern, thi han fik en vældig bevægelse i gang. Han var som Beck opvækkelsesprædikant, det var jo noget nyt i den tid, at høre levende kristendom forkyndt ved møder i kirken, hvor alle rationalisterne havde sin klamme hånd ved de forrige præster, Mathjonsen og provst Røjle. Nu var der kommet en god gammel præst som hed Fejlberg, men han var for svag til at lægge liv, der kom ikke ret mange og hørte ham, men så kom Schepelern, det var et vældig sang og liv han førte med sig, ret et frisk pus fra Paradishaven, sagde fader. Der blev indført nyt salmebogstillæg, samlet af begge præster, hvori mange af Grundtvigs dejlige salmer, som var ganske nye for folk, var optaget. Og der blev indført nye livlige toner. Schepelern sang så veldigt smukt, han sang selv for, hvis det kneb for kirkesangeren, og menigheden var henrykt, så der var sang i kirken og til møder, så det var yndigt.
Der kan man mærke hvad tonen gør til en salme, sagde de, og det bragte menigheds liv i kirken og vende liv i hjemmene, der blev noget at samles og tales om. Da jeg indtil mim konfirmation mest færdes med moder, må jeg fortælle det indtryk jeg fik af hendes liv i den tid.
Det skete jo ikke så sjældent, at der kom venner af samme interesse, som fader og moder, og så var det jo livet i Gud der taltes om. Moder kunne ikke tale meget med, men hun lyttede ivrigt til. Det var så kært for hende at høre tale om Guds ord, og det var hende en hjertesag at leve derefter. Hun så sådan på det, at når vi ville være kristne mennesker, så skulle vi ikke alene tale om det, men vort liv skulle også stræbe efter at svare dertil, vi skulle tage Kristi kors op og følge ham, og deraf fulgte at vi ikke kunne være glade ved at tage del i denne verdens tomme lyster, vi måtte som der står i vores trosbekendelse, ”forsage Djævlen og alle hans gerninger , og alt hans væsen,” og for at få hjælp dertil, måtte vi ty til Gud i bøn, om hjælp dertil, thi ved egen hjælp kunne vi ikke, vi måtte leve i samfund med ham, bede om hjælp, og sige ham tak for hver dag for hans velsignelse. Og jeg må sige, at så langt jeg kan huske, står moder for mig, som den der følte sig inderlig tryk i Guds førelse under alle livets tilskikkelser, som et af has kære børn. Hvor jeg dog glædes ved, selv nu jeg er gammel, må jeg tænke på hendes rige kærlighed og faste tro, og hendes liv blev præget derefter.
Et lille eksempel fra barndommens dage.
Det var jo småt mange gange med smør og fedt hos os, og når jeg så fik mad hos mine legekammerater, var deres meget bedre, så spurgte jeg moder hvordan det kunne være, så sagde hun, vi har ikke råd til det. Jeg spurgte så, hvor kan det være moder, holder Vorherre ikke lige så meget af os som af Hans Sørensen?
Ja det ved jeg ikke, men han har nu lavet det sådan at nogen er rige og andre er fattige, men vi skal være glade for det vi har, og se på dem der har det dårligere en os, for det er af hans nåde alt vi har. Så synes jeg ikke Gud er god, for han må holde lige meget af alle sine børn. Ja min dreng det kan vi være vis på, men vi kan ikke tåle det anderledes. Gud han ved så god besked ud i livet og i døden, hvad vi har fornøden, stol på det min dreng, og glem aldrig at sige Vorherre tak i Jesu navn, og bed dit Fadervor, og lad dig aldrig derfra forløses.
Vi sang morgensang sammen, og der fik hun trøst og mod til dagens anstrengende gerning, og det påvirkede mig, jeg fik fornemmelse af at der var livskraft deri.
Bibel havde vi ingen af, men fader havde det nye testamente og deri læste moder meget, og tit måtte jeg læse for hende, skønt vi ikke forstod meget deraf, men samtidig med holdt de indre missionstidende, og det var meget kærkomment hver gang det kom. Det voldte hende megen sorg, at hun ikke kunne huske ret meget af det hun læste, eller hørte i kirken, thi hun var i kirke hver søndag, særlig medens Schepelern var her, og var bange for til tider, at hun gik fortabt, og at Vorherre var vred på hende, for hun følte med sig selv, at hun aldrig blev bedre.
Pastor Schepelern kom enkelte gange ned og talte med far og mor, og da klagede hun sin sorg for ham, og han var manden der kunne lede hende på rette vej, og fra den dag blev hun glad.
Han fortalte hende, om konen der vaskede uld ved åen, hun lagde den snavsede uld i soldet, og slog det rene vand på, vandet løb jo af, men hver gang tog det noget af snavset med sig, og til sidst blev ulden ren og hvid, sådan går det også med os når vi kun søger, thi livets kilde er stadigvæk at høre Herrens ord, så vil vi blive bedre, dog når vi det ikke før vi kommer hjem til Gud. Det var noget moder kunne forstå, og hun var inderlig glad for at præsten havde klaret det for hende. Og den fortælling fulgte hende hele livet, og angsten var væk.
Moder trængte til at høre andre fortælle Guds ord, for jeg kan ikke tage noget at mig selv, og derfor gik hun tit til møder som blev holdt i Dalby, hos Gårdejer Lars Mikaelsens, der blev talt af lægmændene Jørgen Larsen Hals, Jens Pedersen Tangerup, og en mand fra Kelleklinte, ham kunne moder godt lide at høre, han var ikke sådan torden og lynild som de andre to, sagde hun, de ville kyse folk og tvinge dem ind i himmerig, men Vor Herrer holder ikke af tvungne folk. Jeg var med der flere gange, det gjorde et godt indtryk på mig, thi jeg fik en fornærmelse, at det var alvorlig søgende mennesker, der kom der. Tillige gjorde husmoderen så godt et indtryk af at det var et hjem som søgte, og for hendes vedkommende fundet livets kilde. Pastor Schepelern kom også stadig der, og det blev et stort savn for dem som for mange andre, da han rejste, thi han havde bragt vældig liv i menigheden.
Der kom jo også flere gange fremmede af dem som søgte til kirken thi det spurgtes jo straks, at Hans Andersen og konen var blevet hellige, som de sagde, og det var til stor glæde for moder. Når Jens Sørensens og hans kone Marianne, som også var ærlige søgende mennesker, kom derned, hvor var det glædeligt for hende, han kunne huske og fortælle hvad han havde hørt, og hvad der stod i missionstidende, og tit tog han noget frem som V. Birkedal havde skrevet, og opfriskede meget af det som moder havde læst, og når han udviklede det kunne hun forstå det. Jeg hørte tit derpå, og jeg kan sige at moder bar sig næsten ad som Marta der satte sig ved Jesus fødder. Når de så var gået sagde moder til mig, hvor er det dejligt at høre tale om Guds rige, og hvor bliver det herligst mår vi engang når at komme der.
Mine forældre var i kirke hver søndag så længe Schepelern var her. Salmerne der blev sunget sang moder på hele ugen, vel kunne hun ikke synge ret meget, men hun sagde, ”hver fugl synger med sit næb”, og var det en melodi, som hun slet ikke kunne, måtte jeg synge for hende, disse ”Jeg går i fare hvor jeg går og er Gud for mig så træde”, har vi sunget mangfoldige gange, og vi sang så længe, så til sidst sang hun ikke så dårligt, og hvad der var det bedste, hun sang sig selv glad. Ja et sådant liv sætter sit præg på et barn, og jeg fik tidligt sands for et kristeligt liv. Hvis det lille grønne bord som jeg har endnu, og opbevaret som minde om den tid, kunne tale, hvor kunne det ikke om de timer når lampen vat tændt, og moder sad og spandt, og jeg læste for hende. Jo dog, jeg skulle have læst meget mere for hende, men moder var nøjsom og fornøjet med lidt.
Det var når vi var sammen to, og fader ikke var kommet hjem fra arbejde, og i min skoletid. En gammel ungkarl som hed Hans Andersen, kom også tit herhen, han var en troende mand, og havde lært meget af Pastor V. Birkedal, og kunne klare mange spørgsmål for moder.
Moders jul
Intet står så tydeligt for mig, som den jul moder dannede, vel havde vi intet juletræ som nu, og det kendes ikke engang på vores egn, men vor småt det en var i den første tid for dem, så når julehøjtiden nærmere sig, så måtte vi dog have en julekage hos bageren og to sigtebrød, og en skæppe korn blev leveret til møllen, for at få bygmel i stedet, for hvedemel havde vi ikke råd til. Jeg var glad, for af bygmelet bagte moder mange æbleskiver, et helt stort fadfuld, og de skulle bages dagen før juleaften, og medens moder lavede til, sang hun glade jul, dejlige jul, og fortalte for sin dreng, så godt hun kunne om Jesus barnet som blev født i stalden i Betlehem, af en fattig jomfru, som den fattigste blandt fattige, og dog var han riger og mægtigere end alle jodens konger, og han kom herned for vor skyld, for at frelse os fra straf, thi ligesom som du har tit gjort mig bedrøvet, sådan er også Gud blevet bedrøvet, over min og din ulydelighed, og derfor blev Jesus født, for at gå i forbøn hos sin fader for os. Ja hun fortalte meget mere, så det var intet under at julehøjtiden blev en højtid for mig, og hvert år når julen stundede til, kommer minderne om moders jul, og de dage vi havde jul sammen i gamle dage, men den lykkeligste tid i det tidligere barndomshjem i Engvang. Til minde om moder og hendes blomster og jul, knytter jeg følgende.
Mit barndomshjem med tusind skønne minder
Den bedste plet ud i mit fødeland.
Hvor jeg hver blomst og busk så herligt finder.
Og ømt jeg kysser dem i blomsterkrans.
Hvor moders ømme hænder blomsten freder.
Så skønnest den kan stå ved pinsetider.
Mit barndomshjem hvor jeg fik lært at bede
et Fader Vor i Jesu Kristi tro
Hvor moders toner mægtede ret at frede
om himmelplanten så den kunne gro.
Velsignet modernavn vi højt må ære
herom dit minde altid vil bære.
Den gode moder kan vi aldrig glemme
Så længe vi på jorden skal færdes her.
Om julen vil vi mindes hendes stemme
Med sang om Jesus barnet hun fik kært
Lyksaligt barn der havde sådan moder
Det bedste er af alle livets goder.
Da Schepelern var rejs gik moder tillige med andre til Gørlev kirke, hvor Pastor Brøndum prædike og havde samlet en menighed, hun syntes bedre om ham end pastor Feilberg, som var præst her. Men da Brøndum, han rejste derfra var der kommet en kapellan her, som hed Bertelsen, kom moder hertil igen, og kom i Helsinge kirke, så længe hun kunne komme. Moder synes, var der ikke var det samme liv i kirken, som da Schepelern var her, så var det dog Guds ord der taltes, og hun blev opbygget deraf, hun var milt dømmende mod andre, men streng mod sig selv, hun kendte bedst sit eget liv. Hjemme havde hun missionstidende og Elias bladet, og så de evig unge salmer, og blev hun nedtrykt, tyede hun i bøn til Gud, og hun fik nyt mod og kraft derfra. Senere hen kom så pastor Hoff til Ubberup, han kom mange gange herud og talte, og der var hun altid til møder, når hun da kunne komme. Ham kunne hun godt lide at høre, det var om et alvorligt kristen liv han talte.
Faders liv
Medens moder færdedes hjemme i hus og mark, måtte fader færdes ude blandt folk og tømre for dem, og jeg skal nævne forskellige som han særlig talte med i samtaler. Nogle har jeg selv hørt på, og andre har fader fortalt mig, når vi om aftenen gik fra arbejde.
Dog vil jeg først nævne præsten, pastor Feilberg som fik embedet efter pastor Bøgh, han havde været præst i Sønderjylland, men blev fordrevet at tyskerne i 1864. Han var ægte dansk, derfor kunne han ikke finde sig i de tyske forhold. Han var tillige en meget frisindet mand nærmest tilhænger af sen glade kristendom. Men holdt ikke af de partinavne Beck og Grundtvig, hvorfor skal vi kaldes derefter, vi skulle dog hellere kalde os ”kristianere”, for han er dog målet, og det er ham vi skal have hjælp fra. Han var en stor elsker af plantning og have, og i sin fritid plantede og gravede i haven, og i førstningen var folk meget forbavset derover, og syntes præsten måtte ikke det. Jeg kan huske at fader forsvarede ham ivrigt, derfor kan han godt være en god præst. Og den gamle præst havde overstået de tider, han viste at det var livet med Gud, det kom an på, og ham kan vi godt have med i vort arbejde i haven, og har vi ikke det, er der noget, som ikke er rigtig, og efterhånden som alvorlige og tænkende kristne, kom i berøring med den gamle mand, mærkede de at det var kristenliv og tro, som de kunne lære meget af. Fader sagde om ham, at kom der en mand til at spørge om et alvorligt kristent spørgsmål, når de fulgtes med ham på gangen til kirken, så kunne man være vis på, vi fik en udmærket klaring deraf i prædiken, og man fik at mærke at den gamle mand, var en kendt mand med livet i Gud. Så efterhånden som fader voksede sit åndelige liv, kom han til at synes godt om den gamle præst. Men det var jo ikke mange der således fik de tanker, de fleste så mere og fik vel også mere ud af den unge ivrige Schepelern. Kirken var altid fuld når folk viste det var ham der skulle prædike. Derimod var der ikke mange når den gamle talte, og så for skælmen i ham, at han ville prædike, og folk blev skuffet selv om også det havde været godt, havde de modvilje derimod, og det er ikke godt. Men der var tre men som jeg ved holdt ud med Feilberg, og det var gamle Peder hjulmanden, særling næsten, og gamle Peder Jensen, og fader de sad alle tre i den midterste stolerække inderste stol op til tårnet, og deltog med glæde i menighedslivet hver søndag.
Christen Pedersen (skrædder) boede lige op til Helsinge kirke, han var en af dem der søgte til livets kilde, og da han boede så nær kirken og præstegården, kom han tit i berøring med præsten, og det har jo noget at sige, som det gamle ord siger. ”Sig mig hvem du omgås så skal jeg sige dig hvem du er”, og han levede et sundt kristenliv, og var i kirke hver søndag. Gamle Feilberg var han svært glad ved. Når tjenesten var forbi, kom der flere af de troende ind hos ham, og så sad de og talte om prædiken, og var der noget som flere ikke forstod, så kunne en anden klare det, og det blev til velsignelse for dem alle.
Af dem som kom der var gårdmand Peder Christensen Kirkehelsinge, gårdmand Espen Poulsen Vindehelsinge, smeden i Dalby Rasmus Madsen og der var flere, men dem nævnte han. Fader var også med, og dermed er kommet i berøring med deres syn på livet.
De var nemlig optaget af den folkelige bevægelse med højskolen som god budbringer både i folkelig og kirkelig retning, tillige med valgmenighedsbevægelsen, og det optog fader således, så han begyndte at søge oplysninger derom, og da højskolebladet begyndte at komme, var han optaget af at holde og læse det. Nu kom der en dejlig tid for ham, da mange tanker som der førtes frem, og læse om det store liv og gerning de højskolelærere virkede for. Der var Ernst Trier på Vallekilde, Uman og Anker fra Norge, og præsterne Birkedal fra Ryslinge. R? i Sønderup, R? i Høve, og han fik fat i Morten Eskesens sangbog, med frihed er det bedste ord, og frit at tænke tro og tale. Det var sange som stemte strengene i ham fra ungdommen af, hvor var han lykkelig. Det var jo også rejsebeskrivelser, jeg husker således at Martin Jørgensen rejste i Norge, og skrev om alt det dejlige og storslået i de Norske fjelde og sæterne, og Sagatun højskole og deres virksomhed. Fader var så henrykt derover, så han sagde, hvis jeg var ung og havde råd, så ville jeg se mig om derovre, og så komme på højskole, hvor må det være dejligt.
Kom så Peder Christensen dermed, han var en vældig sanger og ligeså begejstret som fader så kom der rigtig liv. Han sang Grundtvigs bibelske sange, Du lille by elskede fader ligefrem, ja der var jo flere, og det var nyt for fader. De talte også om bibelen, nogle sagde det var Guds ord, men det er det ikke sagde Peder, thi Guds ord skaber liv, det kan bibelen ikke. Det ord som skaber liv får vi i dåben, og der bliver vi optaget som Guds børn, men bibelen er nyttig til lærdom til optugtelse i retfærdighed og al god gerning, og faser fik øje for hvor livets kilde rislede, og styrkelse i troen på Guds kærlige førelse med sine børn, og samlivet og styrkelsen med ham får vi med hans nådeborg, hvor hans liv og blod er udgydt for vore synders forladelse. Vi må ikke være bogstavtrælle, men frie kristne, og så sang de til slutning, og gik glade fra hverandre. I den tid blev valgmenigheden i Ubberup dannet. Fader så med venlige øjne derpå, men turde ikke af hensyn til sin sygdom. (Han hostede tit blod op af lungerne) gå med. Han nøjedes med eliasbladet, højskolebladet sang samtaler og i bøn til Gud Fader
Fader til Grundtvigs møder. Som jeg har nævnt kunne fader ikke komme til møderne når det var i stue eller kirke. Men engang skulle der være møde i Sønderup præstegårds have, og da spekulerede han på at komme med, for det var i det fri og der forstyrrede hans hoste ikke så meget, og han nåede det også. Da sangen ”frihed er det bedste ord som på jorden findes” sang han lidt med, men var så betagen, der stod glædeståre i hans øjne, og da pastor Rønne havde talt om åndelig frihed bundet af Guds ånd, havde fader fået meget at leve af i lang tid, når han måtte sidde hjemme i sin stue. Han huskede sangen og sang den. Sangen var jo hans liv fra ung af, og talen og fremdrog når der kom nogen. Han levede i fuldeste betydning i åndelig frihed. Frihed ikke for ulv eller bjørn, men frihed for voksne menneskebørn, og sagde han videre, vor Frelser kom ej med plager, men for plager os fri, og fra ånds tyrannier. Så således varfaders liv. Og nu vil jeg fortælle om nogle samtale han havde han havde med forskellige folk når han arbejde hos dem, nogle har jeg selv oplevet, og andre har han fortalt moder eller mig.
Smeden i Dalby Rasmus Madsen og Trine (hans kone)
Når fader kom til Dalby for at sætte ruder i eller tømre, endte han gerne om aftenen hos smeden, han var sådan en frisk mand, og hans kone ikke mindst, og hun var tillige en dyb og alvorlig troende kvinde, der med glæde mindedes sin omvendelse til sin Frelser, og fortsatte sin livsførelse i hans ånd, det var et dejligt hjem at komme i, man mærkede hos hende, at hun levede og stolede på Guds nåde og førelse med hende. Af lykkens lunefulde spild.
Leger ej med sjæle.
Alting føjedes som Gud vil. Her er trykt at dvæle.
Lad vor dag op og ned lykkens terning rulle.
Fandt ved kvæl sjælen fred. Gil det som det skulle.
Og fader mindedes Grundtvigs sang, at kvinden er livet i huset, thi når Rasmus i hans tanker gik for vidt, som kunne ske, så kunne hun føre ham på rette vej igen. Hun havde tillige syn for naturens skønhed og idyl, den evne havde fader også, og det var en fryd for ham, at høre hende fortælle om det skønne ved Grønneklint og udsigten på Dalby høje, og fuglenes sang en sommer morgen.
Smeden fortæller, at i førstningen han og fader talte sammen om åndelige ting, så mente fader, at de skulle stræbe efter at opfylde Guds bud, og blive længer jo bedre mennesker. Ja sagde smeden, men det kan vi ikke af os selv, men vi må have hjælp og nåde dertil af Vorherre, og opfylde det kan vi endda ikke, men Jesus kan, vil, og har gjort det for os, og ham må vi ty til om hjælp. Så kom Trine med fortælling om sin omvendelse, og hvordan hun stred og kæmpede med at gøre noget for Gud, til hun til sidst måtte sige til Gud. Herrer tag mig som jeg er, og frels mig fra synd og død. Hun havde tjent i Helsinge præstegård, medens Schepelern var der og havde været i Udby, hos Beck. (var vist derude fra), og var påvirket af ham. Nu havde hun hørt pastor Hoff flere gange, og han var en virkelig nådens forkynder. Det var et dejligt hjem at komme i, der var altid et korn at finde. De var med i friskolebevægelsen, var en af de første der sammen med Esben Poulsen og C. Christiansen, løste sognebånd til Ubberup valgmenighed tillige med flere andre.
Gamle Hans Andersen var en gammel ungkarl, som tjente hos Hans Sørensen, vor nabo. Han kom tit hen hos os om aftenen, for vi holdt meget af ham. Han var en af de gamle kristne, og havde været med i den tid, da rationalismen regerede, og da de måtte vove noget for at bekende Gud, og samles om hans navn. Og han fortalte om flere mænd fra den tid, og om pastor Østrup i Bakkendrup, men det var nu glemt. Og særlig nævnte han tit Hans Christiansen på Vindekilde Mark, som en uden mærket mand og troende kristen. I hans går holdes der gudelige møder, og det var ikke så sjællent, når de gik fra møde, at der blev råbt og kastet med sten, det hellige pak, kaldte folk dem, og de måtte døje spot og hån, derfor sagde han også, at det var let at være kristen nu, da alle vil kalde sig sådan, og det er meget godt, når bare det er hjertes mening, men et må vi huske på at gudslivet er kamp og strid, både mod vore egne og verdens lyster. Han kunne ikke lide dans og kortspild. Thi at dans er dårlighed kan vi se deraf, at to mænd morer sig ikke ved at danse sammen, det skal altid være med en kvinde, og deri er synden, og kortspild vækker begærlighed efter at vinde, og selvom jeg ikke tager skade deraf, så tager måske min medspiller, og jeg giver anledning dertil, ja kunne der spilles uden penge, men så er der ikke noget ved det, siger de. Det beviser at man helt skal lade være. Og så fortæller han historien om V. Beck da han skulle spille kort efter hans omvendelse. Han blev opfordret der til, og sagde ja. Folk forbavsedes, men d de så ville begynde siger Beck, skal vi så bede Vorherre velsigne vor gerning, det mente de andre ikke det behøvedes, så sag Beck. Ja så må I undskylde mig, jeg kan ikke være med, og så gik han. Hans Andersen havde læst meget, både religiøst og folkeligt litteratur. V. Birkedals huspostil læste han, og satte højt, og den kristendom der lød igennem den. Han var en flittig kirkegænger til Schepelern, og havde også hørt V. Beck mange gange, og havde mange venner i blandt de gamle kristne. Fader og ham holdt eliasbladet sammen, det var afgjort i Grundtvigs retning, men han syntes godt om det, det er noget lige som Birkedals sagde han. Han havde hørt flere af de levende præster, og nævnte dem ved navn, han ville gerne have mig med ud og høre dem, således til Slagelse hos Dr. Viborg og Johannes Clausen, og det var med apostelens heste i den tid. Så fortalte han flere af sine oplevelser, blandt andet Niels Jensens ungdom og vækkelse, ved Søgaard Peder skrædder i Gørlev, den dejlige sang i Gørlev kirke da de to mænd kom i kirken. Så ham Andersen var en mand man havde glæde af at være sammen med. Ham og fader førte mange samtaler sammen. Blandt andet sagde Hans. ”Det er synd at arbejde om søndagen.” Ja sagde fader, jeg arbejder heller ikke om søndagen, men det gælder om at vi holder den ”hellig,” for går vi og er kede af at det er søndag, så har vi ingen gavn af den, så kan vi lige så godt arbejde.
H.A. nej vi giver et dårligt eksempel. Nå ja! Det kan der være noget i, det var nok bedst at lade være. Men der falder mig noget ind.” Du opfordrer jo folk til at arbejde om søndagen.” H.A. Hvad gør jeg, siger han næsten vredt, og meget forbavset. ”Det ved jeg ikke af.”
Fader,! Jo når du har været i kirke, og går hjem, så har du tit ærinde ind hos købmanden og handler hos ham, og det er arbejde for ham, som du opfordre ham til.
Hans Andersen indrømmede at det var rigtig, det havde han ikke tænkt over, og senere bestræbte han sig for at lade være, thi det var alvorlig for ham.
Således kunne de vejlede og opbygge hverandre, og de var et savn for fader og moder da Hans Andersen måtte forlade dem.
Med undtagelse af Hans Andersen var mine forældre nok de eneste som ved alvorlig kristendom stræbte efter, at leve livet sammen med Gud, og at de også blev betragtet derfor af naboer, synes jeg kan forstå af følgende. En gårdmand Jørgen Jensen i Engvang havde en søn som dødede, og forældrene ville gerne have noget at gøre med Vorherre når sådan noget sker. De ville have sat et pænt vers i en krans, og de kom så til fader om han ikke ville skrive et, for jeg kan, bandede han, ikke få noget sat sammen, men du går så meget i kirke, du må kunne.! Fader lo lidt af det, men sagde, jeg skal prøve ad, og skrev så følgende vers.
”Din bortgang her fra verden var for os så tung.
Vi bærer jo den med smerte, men beder Gud derom.
At han os trøst vil give, at glæden den må blive.
At samles med vor lille ven, hos Gud i himmelen.”
Jørgen Jensen og kone var meget glade derover, de synes det var så pænt, og så sjældent. Jørgen sagde til fader du har ligegodt noget af at gå i kirke. Vi andre skulle også gå, men jeg kan, så bandede han, aldrig få tid.! Toer du, du får tid til at dø, og berede dig derpå, spurgte fader. Det ved jeg ikke jeg tænker aldrig derpå, svarede Jørgen. Det er nok muligt sagde fader, men der kan komme pludselig bud til os. Se nu til din søn. Ja det var strengt, sagde Jørgen, og dermed gik han. Ja tænk derpå Jørgen Jensen, sagde fader.
Poul Berthelsen var gårdmand i Engvang, over hans jord gik kirkestien, og der mødte fader og moder Poul, når han gik og så på sin sæd, og de gik til kirke. Han kom aldrig i kirke, og regnede den ikke for mere en et andet hus, og sagde til fader. Du går tit i kirke H.A. tror du at du bliver bedre af det. Ja jeg bekender, at det er småt med fremgangen, men jeg savner kirken når jeg ikke har været der. Jeg synes ligesom jeg er Gud nærmere når jeg er der. Ja hver sin tro og lyst sagde Poul. Jeg tror nu ikke at al den kirkegang har noget på sig, og heller ikke at der er liv efter døden, når vi dør så dør vi, og så er det forbi.
Ja se der er jeg jo af en anden tro. Jeg tror nu på kødets opstandelse og det evige liv, fri for synd, hos Gud i himmerige, og jeg synes det var skrækkelig at skulle dø i den tro, at alt var forbi med dette liv, og bibelen siger også noget andet! Bibelen sagde Poul, tro det hvem der kan, jeg læser alting i bibelen, og tror ikke derpå, og jeg kommer ikke i kirke uden den dag kirkebøssen skal tømmes. Poul fik da andre tanker enden han dødede, og sandede faders tro, at der er et liv efter døden, og bliver frelst for fortabelse for Jesus død skyld, om end det var på hans dødsleje. Han var al sin tid en fremskridtsmand, log en sjældent retlinet og god mand, og fader kunne godt samstemme med ham i alt andet, undtagen i kristendom. Han blev 90 år gammel, så jeg arbejdede meget hos ham og må sige det samme.
Niels Mathisenvar skomager og boede på Dalby mark, kan og fader blive indkaldt til krigen på en gang, han lå noget længere en fader, men blev så også kasseret for brystsyge, så når fader kom forbi hans hus, skulle han ind og hilse på ham og høre til hans helbred, og tale om krigserindringer. Niels var streng missionsmand og hårdt dømmende, og fader det modsatte, og de kom til at tale om døden og hvor de gik hen og om omvendelse. Niels var hår imod ham, og forlangte, at han skulle kunne sige ham hvornår han blev et omvendt menneske. ”Det kan jeg virkelig ikke sige, sagde fader.”
Niels sagde så. ”Ja når du ikke kan det, har du ikke omvendt dig endnu, og så er du ikke et Guds barn, men går fortabt, og så fremdrog han så mange bibelord, der sagde det.” Fader sagde: Jo men i det du fremførte, står der jo intet om, at vi skulle kunne sige dag og time, som du jo vil have jeg skal. Niels siger: Ja men det må enhver Guds barn kunne gøre, og du går fortabt, uden at kunne gøre det. Det gjorde fader ondt at han var så streng, og han sagde så: ”Ja du er nu blevet hidsig, gode ven, nu vil jeg gå for i dag, men vil dog sige dig, at jeg føler jeg har fred i min samvittighed med Gud, og har har forladt mig alle mine synder for Jesu skyld, så du kan ikke fordømme mig, thi Gud er mildere en du, så tales vi ved en anden gang. Hermed gik han.
Næste gang de kom sammen, havde Niels fortrudt, hvad han havde sagt, og tog det ikke på den måde tiere over for fader, men kunne sige Gud Fader tak for hans nåde imod dem, og det er nok sandheden om Guds trone og synger Jesu pris, thi de mente det begge to.
Jeg havde som barn følelsen af, at han ville kyse folk til himlen, thi hans hustru fik det også på den måde, og var nedtrykt al tid over sit liv. Også hans børn led derunder. Jeg kom derud engang og da sad en lille pige og sang. ”min Gud befaler jeg min vej, ham vil jeg lade råde os.” men hun sang så sørgeligt så det gjorde et tungt indtryk på mig, og jeg fik den tanke, at Gud står for hende som den hårde dommer, og ikke som den mille og kærlige Gud som jeg så på ham. Jeg fortalte det til fader, og han sagde Gud er os ikke længere vred for Guds skyld, min dreng.
Fisker Hans Rasmussenpå Dalby mark havde fader mange samtaler med, han havde været en ivrig deltager i verdens fornøjelser, men havde nu fået et andet syn på livet, og var blevet en ivrig fjende mod dans og kortspild, det er dog den største synd, og han ville høre hvad fader sagde dertil, for kan du deltage deri, er det galt fat med dig.
Fader sagde dertil. Angående den største synd, da er det vel synder der er stører, bedrageri, lumskhed, er også slemt. Kortspild har jeg sjældent brugt, og er det sket kunne det kun dreje sig om få skilling og jeg har på fornemmelsen at min modspilder, var lige sådan, men jeg synes der er noget andet at tale om er bedre en kortspild, og det store spild kan ikke være andet end dårlighed, således som jeg ser det.
Og har jeg danset, var det fordi jeg var glad, og fornøjede mig sammen med andre, og jeg har aldrig været nogen vældig danser som du Hans, så jeg blev fristet til overmod mod andre, og når det er sådan, kan jeg ikke se det er så slemt, alt ting kan jo misbruges, men hvem som er fristet af overmod og dårlige lyster, skal lade være med at danse, og jeg kan godt forstå du har meget derimod, men en må huske, vi er ikke alle ens, og har samme fristelser. Der er meget, som jeg synes er værre synd at falde i, nemlig dømmesyge, skinhellighed, og tilrane sig fordel ved handel med andres uerfarenhed, men det er folk tilbøjelig til at se igennem fingre med, ja de er end at rose sig af, hvis de har kunnet narre en mand ved en handel, og så stiller de dem ligegodt som hellige i første række.
En anden gang spørger han: Læser du noget i Guds ord Hans Andersen, ja hvad mener du Hans, spurgte fader er Guds ord? Hans R. jeg mener bibelen, det er Guds ord! Fader, nå ja! Skal jeg eksamineres? Så ser jeg ikke sådan på det. Jeg ser på biblen som det skrevne ord, hvor Guds vilje tilkendegives, ikke som det livs skabende ord, det vi fik i dåben, det får vi ikke i biblen. I dåben bliver vi optaget som Guds børn og der har vi fået vore synders forladelse. De det lever jeg og vil dø på, at Guds nåde og ved hans hjælp, men ellers læser jeg ikke i biblen, der er meget jeg ikke forstår, og jeg vil helst have det forklaret af dem jeg søger. Men I andre må læse i biblen og i missionstidende, og bede og holde bønnemøder så meget I vil. Jeg fordømmer det ikke, når det bliver i ærlighed og ikke et skjul. ”Thi livet skal vise sig af vore gerninger, det må vi stræbe efter, og bede Gud hjælpe os til.
En anden spørger han: Arbejder du om søndagen, det var nemlig om høsten, der var folk der høstede. Jeg synes det er som de er bange for de ikke skal få det, og bange for at Vorherre vil narre dem? Ja siger fader, jeg holder ikke af at arbejde om søndagen, og selv gør jeg det ikke. Men jeg mener det må de selv om, for kan de ikke holde roen om søndagen for det der står ude på marken, så kan de lige så godt arbejde! Ja siger Hans men det er buddet ”Kom hviledagen i hu at du holder den hellig, det er lovbud! Fader siger det er rigtigt, men det var jødernes helligdag lørdag, mener jeg. De kristnes helligdag er søndag, og det er Kristi opstandelses dag. Men den holder du jo heller ikke hellig, når du fisker sild? Nu bliver Hans Rasmussen hidsig, og siger skarpt, det er jeg nød til for mine kammeraters skyld, de vil ikke lade være, og vi skal da leve lige så godt den dag som de andre, for var jeg ikke tvunget dertil, gjorde jeg det ikke.
Fader sagde nu. Ja Hans, for min skyld gør det ikke noget, men du var så streng mod de andre, fordi de arbejdede, og det bør vi ikke være, når vi gør det selv. Jeg mener, vi kan godt have Vorherre med os under nødvendigt arbejde om søndagen også, og bogstavs træl er jeg ikke, men jeg nævner fordi det kommer ikke an på formerne, men hvad grunden er, og er grundvolden hos os den, at vi vil have Jesus med os, til hvad vi gør, så skal vi nok mærke hvad vi kan gøre, og ikke gøre. Disse samtaler og flere lignende hørte jeg på, og sikkert er det at folk var glade ved at tale med fader.
Til slutning samledes huset og vi sang flere dejlige salmer, og sang os glade alle sammen. Hvor er det dog dejligt, at vi har sådan en salme skat at samles om, og synge til Vorherres pris, og det er dejligt at samles med venner som vil til et mål. Ja selv nu på mine gamle dage, mindes jeg de samtaler der førtes imellem dem som noget af det bedst i mit liv. Tillige med salmerne.
Hans Rasmussen blev en gammel mand, men som noget strengt på livet, lige til det sidste, men målet nåede han nok, det var hans ærlige vilje at nå det.
Poul Rasmussen var lods ved Mullerup havn. Han var broder til den Hans Rasmussen som fader tit støtte sammen med.
I sin velmagtsdage var Poul ikke berørt af noget kristeligt liv. Han regnede sig blandt de store, som man siger, havde også et overmodigt væsen, og når han mødtes med fader, var det med et nedladende smil han talte til ham. For folks øjne at se, var det jo også som man så en dværg ved siden af en kæmpe. Fader fandt sig roligt deri, men tænkte vi har jo ikke noget at være store af, vi er jo som rør for stormen, i Guds hænder. Så blev Pouls ældste søn syg og dødede, han sørgede meget derover, og begyndte at tænke på liv og død, og nu ville han gerne tale med Hans Andersen, og han blev indbudt til at komme derud, og de skulle tale sammen. I førstningen kneb det for Poul, det store og overmodige ville tit komme frem, men det er underligt med Vorherre, han forstår at tage alle, og Poul blev nu selv syg, det tog det store, og fader blev fra nu af en kær mand. Han søgte kirken, og sin søns grav hver søndag, og nu blev Poul en svag mand, han hjerte og øjne dårlig, og han blev en ydmyg mand, der erkendte sin store skyld, og bad Gud tage ham til nåde for Jesus skyld. Nu blev fader ham en god hjælper, og han længtes efter ham, med sine salmer og sang, og så talte de om livets prøvelser, og et guds barns glæder, og hvor godt det er at være et guds barn, og leve i den tro, at vi kan være trygge ved ham som vor fader. Lille guds barn hvad skader dig tænk på din fader i himmelen. Han er så, rig han er så god. Ingen kan stå hans magt imod. O Gud ske lov. Lad os leve i den tro, og så bede vort fadervor i Jesu navn, sagde fader. Pouls kone Sofie fulgte også troligt deres samtaler, når de i aftenskumringen efter endt arbejde var samlet. Det blev så til døden med Poul, han måtte væk i sin kraftige alder, nu svag og nedbrudt på legemet, men sjælen. Det var mærkeligt med de to mænd, i ungdomstiden. Poul den stærke og modige, fader den brystsvage og sagtmodige, og nu kunne han være til trøst, for den fordoms stærke, og måtte følge ham til graven, længe før han selv rejste bort. Pouls enke levede til hun blev 83 år mindedes sin man til det sidste. Medens vi boede i Engvang, kom hun tit hen til os, og så talte hun om de dejlige timer som hendes mand og fader som i deres hjem, og de mange dejlige salmer de havde sunget, og nu bad hun om at synge hendes yndlingssalme. ”Hvor svært når man er syg og mat og af håb og trøst forladt alene med sin bitre ve, at sige Gud din vilje ske.” Den vedblev hun at have hær, så længe jeg mindes. Det var strengt for hende at skilles fra sin mand. Så længe fader levede var han hende meget til trøst, og de drog minderne frem og talte om. Efter vi var kommet til Helsinge og bo og Sofie ligeledes, kom hun tit op og besøgte moder. Nu var begge deres mænd døde, og selv gik de og ventede på budskabet og, og forberedte sig derpå. Og så talte de om møde, og det forestående møde med dem. Og så kaldte moder på mig, jeg måtte ind og synge nogle salmer for dem, og det gjorde jeg gerne,, idet jeg mindedes den tid, hvor jeg havde hørt deres samtaler, og været og synge, og havde været glad derved.
Således levede de to gamle minderne, og gik glade fra hverandre med det håb, at mødes igen på den anden side af graven.
Friskolelærer Niels Andersen talte smukt om hendes liv i den tid han havde kendt hende.
Væver Jens Sørensen og hustru. Jens Sørensen og fader havde været skolekammerater, de var lige gamle, og fader havde bygget deres hus i Helsinge, og han hjalp så fader noget, så de kom meget samme.
Jens Sørensen og hustru var troende mennesker, og når de kom til Engvang hos Hans Sørensens som var hans broder, kom de ind hos os, og da var deres tale om kristenlivets kamp og sejer over døden. De hørte med glæde Schepelerns forkyndelse, og tog del i den store vækkelse, som han bragte. Og de talte om kristendommen at den skulle være som surdejen, der gennemsyrede vores liv. Det skulle ikke alene være i munden, man bekendte sig, men vi skulle i gerning svare dertil. Elske din næste som dig selv, var det store bud, hvor frelser sagde, og elske Gud overalt.
Jens Sørensen sagde, vejen til Guds rige er snæver og der er mange faldgruber ved siden, og vi falder tit, så gælder det om vi bliver rejst op, og kommer på vejen igen, på den rigtige vej. Dertil er der jo Gud ske lov mange kristne, som kan lede os på rette vej igen. Og så må vi bede Vorherre om forladelse for faldet. Jens Sørensen havde en stærk tro til Gud, 0g Vorherre hjalp ham også forunderligt, tit var det svært med det daglige brød, for væveriet gav ikke, men de to mennesker var så sikre på, at Vorherre nok skulle åbne vej til føden for dem.
Det var et par kære mennesker at få besøg af, det var lige som der kom ny friskt luft i huset, han var stærk i at sige tak til Gud. Jeg har hørt ham bede, han talte til Gud som var det en kendt mand, sådan fremførte han alt, men så tillidsfuldt, og når han sådan havde lagt det frem for Gud, så kunne han sige og tro, hvad der nu sker, vil tjene os til gode, og Vorherre vil drage det bedste derud af for os.
Det er dejligt at have sådanne venner, det giver mere lyst og mod til at vandre på den smalle vej. Det var i den tid der taltes meget om den glade kristendom, som de kaldte den, og imellem Jens Sørensen og fader, blev der også ført på tale, fader spurgte, hvordan se du på den glade kristendom? Jens Sørensen svarede. Ja som jeg har hørt pastor Hoff forklare, kan jeg kun sige, at det er rigtigt. Vi er under nåden og ikke under loven, og efter min mening, holder han stærkt på forsagelse og tro, og peger bestemt på, at Gudslivet gives os i dåben, og ikke i bibelen. I den kan vi hente trøst og opmuntring, og ved nadverbordet får vi kraft og styrke af vor frelser, til at leve livet efter hans ord, så det kan ikke være bedre, fulgte hans folk efter hans ord, så var det godt. Nej jeg skal ingen domme, vi er jo nogle sløje karle alle sammen. Men jeg synes mange af dem tager livet for let, de glemmer forsagelsen, og de glemmer at tage Kristi kors op og følge ham, det forlanger han, og dermed mener han vel, at vi ikke kan tage del i Vorherres glæder, sammen med folk som vitterlig ikke har med Gud at gøre, og der er jo mange af den slags. Jeg skal ingen udpege, men dem som spotter Gud og de hellige, er ikke for os at færdes med. Jeg synes livet er meget for alvorligt, til at bruges på den måde. Der er jo meget forskel på folk. Nogle kan gøre det andre ikke kan, men når et bar gør imod hvad dets fader har sagt, så bedrøver det sin fader, og må fortryde det, og bede om tilgivelse., og gøre det ikke mede, og således må det være med os også, og Jesus påminder os. Våger og beder at I ikke falder i fristelse, og i bønnen han gav os, står der ”Led os ikke i fristelse.” så jeg synes mange af de glade kristne, tager livet for let, at se til. For retter de sig efter Hoffs prædiken, bliver det ikke sådan.
Fader sagde, ja desværre synes jeg også, især når man taler med dem, at det er dem ubevist hvad kristendom er, de siger, det må vi ikke tale om, det kan let blive til snak, og det kan det jo blive, men er det alvorligt med os bliver det ikke. Jeg synes, at det jeg elsker og hjertet er fuldt af, taler man om, både i åndelige og i timelige tig, og jeg har tit været glad for de samtaler der blev ført hos Christen Pedersen.
Jens Sørensen, ja, det var også alvorlige mænd, de var ikke kommet let til deres kristenliv, de havde set at de var store syndere, og var selv blevet hjulpet ved bøn og samtale med andre kristne, og vi kan være ganske vis på at dem der spørger om livet, og gerne vil tale derom, der arbejder Guds ånd, de har set deres synd og trænger til at høre om Guds nåde, og den vej skal alle som vil være Guds børn. Således kunne de holde mange samtaler, og når jeg var tilstede lyttede jeg gerne efter. Jens Sørensen kom til at stå for mig, som en der lever livet sammen med Gud.
Esben Poulsenvar fader truffet sammen med inde hos Christen Pedersen i Kirkehelsinge medes Schepelerns var her, og da havde han fået et godt indtryk af ham, som en ualmindelig dybt tænkendeog alvorlig mand, han kunne på hans stille og alvorlige måde gøre mangt et vink til forståelse af alvorlige kristelige spørgsmål, og siden den tid satte fader ham meget højt, men han havde aldrig ført nogen meningsudveksling med ham siden, og nu var flere år gået, og i den tid havde udviklingen ikke stået stille, idet det grundtvigske livssyn med pastor Hoff pastor P. Rønne Sønderup, pastor Rønne Stevns, og Thomas Rørdams forkyndelse og der var blevet dannet valgmenigheder Ubberup med pastor Hoff som præst, hertil havde flere her omkring sluttet sig. Espen Poulsen P. Christensen Kirkehelsinge, Hans Pedersen Gørlev og smeden i Dalby Jens Larsen Rørmosegård som var kommet fa Vallekilde. Niels Jørgensen Vindehelsinge, og flere sluttede sig til.
Så skete det engang at Espen Poulsen kom ned hos fader, og da fader var meget berørt af det grundtvigske livssyn men dog synes der var noget han stod tvivlrådig over for, så ville han høre Espens mening derom, og det var at Karl Rønne på sine møder talte så meget om den oldnordiske gudelære. Thor og Odin, Valhalla og Helheim, og sammenlignede det med himmerig og helvede og Odin med Gud Fader og det var han forundret over. Thi jeg synes at Himmerig, Gud Fader og hvor frelser Jesus Christus er så godt fortalt i evangelierne, så der er intet jordisk der kan sammenlignes med dem, og allermindst nogle nordiske afguder, uden der skal stor fantasi til? Således ser flere kristne på det.
Espen svarede, ja, jeg synes også der var nok i evangelierne at tale om, og kunne bedre lide at han talte derom, men jeg kan ikke nægte, at når Karl Rønne tager den frem, og på sin begejstrede måde udvikler vor oldtid forfædres tanker derom, da er der noget skønt og gribende deri, og jeg føler mig glad derover. Jeg ved nok der er flere som hellere vil høre Hoff og Rønne, vi er jo ikke alle ens, men det må jo være frit for en hver. Karl Rønne er en udmærket mand, og der er ingen tvivl om, uden han har en stor gerning at gøre, der på egnen hvor han virker.
Ja det tror jeg godt, sagde fader, og alene det han er frimenighedspræst og tør vove sig ud på de usikre levevilkår, synes jeg er meget stort, det er i apostlenes fodspor, og efter hvad jeg har læst af ham, synes jeg også godt om ham, men han skulle undlade gudelæren, det støder mange.
Ja jeg kunne godt undvære den sagde Espen. Jeg mener der er nok andet at tale om, for gudelæren skal der fantasi til.
Kontrollør Mygind. Ved Mullerup havn boede han, og når fader kom på arbejde der, kom han gerne hen og skulle en kort samtale. Og da de kom meget i kirke begge to, var der altid noget at tale om. Mygind var streng i sine domme over andre, og fader var ikke sådan på det. Vi kan jo ledt stille fordringer til andre, det er som apostlen skriver, I kan se splinten i vor broders øje men ikke bjælken i vores eget, og dømmer ikke, at vi skal dømmes.! Ja det er rigtig nok H. Andersen, men bliver der ikke peget på synden, falder vi i søvn, vi skal stadig være på vagt. Ja sagde fade, men det er for os selv vi skal våge. Ja jeg ved godt, De hylder den glade kristendom, og drysser sand på synden, det kender jeg ikke noget til. Lad os tale om den alvorlige kristendom, der er jeg med. Jeg vil ikke drysse sand på synden sagde fader, men jeg vil forsvare synderne, for jeg ved jeg er selv svag og falder tit. Og den glade kristendom som du kalder den, er så dyb og alvorlig i sin bekendelse og tro. Intet kan være mere alvorlig en dette, at vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, det er vort mål ved Jesus hjælp, og vi tror på Fader søn og Helligånd, det er alvorlig kristendom, og det stræber jeg efter, så godt jeg kan, men må indrømme, at det går småt. Det gik også småt for Mygind, han faldt i en stor synd, og måtte forlade egnen. Fader fik set, at det ikke altid er den der taler mest alvorlig, man kan regne med. Han havde to prægtige børn, en datter der hed Mathilde og var hjemme og bestyrede huset for ham, og en søn der hed Frederik, og læste nu til præst. Og i ferietiden kom de tit over til os. De var begge tilhænger af Grundtvigs livssyn, og det var en fryd at høre studenten tale der om. Han kunne fortælle om Grundtvigs kamp og strid om hans kampskrift. ”Hvis er Herrens ord forsvundet af hans hus.” Og hans mageløse opdagelse af dåben som livskilden, ja ham lyttede vi alle glade til. Det var noget andet en hans faders strenge dømmende og hule væsen. Datteren deltog med glæde i samtalen, for her hos Hans Andersen var ordet frit, og et glad og friskt livssyn, og det trængte hun så meget til, thi det var der ikke derhjemme. Hun fik vist et børnehjem at styre, efter de var rejst fra egnen. Frederik blev præst, og kapellan ved Vor frelsers Kirke. Da jeg var soldat, besøgte jeg ham flere gange, og tilbragte lykkelige timer, sammen med ham og hans kæreste. Fader savnede de to unge mennesker mest i ferietiden da studenten kom. Hvor han senere kom hen ved jeg ikke, heller ikke om datteren.
Anders Hansen (murer)
Anders fortæller at han har kommet meget tiere til at tale med fader, end jeg har lagt mærke til. Det skete når han gik at se til moder, så gik han der forbi, for han kunne godt lide at tale med Hans Andersen. Og fader var den der først hjalp til, at han fik lyst for bedre tanker. Anders var et fattighusbarn, og han havde aldrig mærket at nogen interesserede sig for ham, eller fortalte ham om noget godt, før han kom til at tale med Hans Andersen, og han havde et godt greb på at fængsle Anders, både med morsomme og alvorlige ting. Og så sagde han, kom ind og se til Peter, så kan vi tale sammen, og så sang vi sange fra Morten Eskesens sangbog, og da Anders var en uden mærket sanger, optog det ham vældigt, og der gik et helt nyt liv op for ham. Samtidig kom han til at tjene i Dalby hos Lars Mikaelsens. De var alvorlige folk, og havde syn for kristenlivet, og tog meget til kirke hos Schepelerns og senere da han rejste til Udby og Ørslev. Hos Lars Mikaelsens tjente engang ungkarl Niels Jensen (fra Søgård) og han tog med dem i kirke, og ved deres tale og liv i gården, fik Anders lyst til at komme med til kirke, men det var den strenge kristendom, og Hans Andersen talte om den glade kristendom, og da Anders blev mest påvirket i det daglige liv af den, blev han helt optaget deraf.
Men nu var det kedeligt at Hans Andersen ikke så så strengt på det. Thi han synes ikke at kunne undvære Hans Andersen, der var sådan et frit liv hos ham og vi blev så glade ved at være sammen med ham, så han ville alligevel ned og se til ham, om det var den rigtige vej han var på, og mente han skulle forandre kurs. Det kunne fader ikke, men når vi begge ærligt vil være Guds børn, men ikke fordøje ens føde, så må vi gå til den vi kan få kraft af, og blive mætte af, og så må du høre den du synes om, og jeg den jeg synes om, og vi er lige vender for det, vi vil til samme mål. Jeg kan ikke ret godt undvære eder, for her har jeg haft mine første glade timer, og der gik et helt nyt liv op for mig. ”Ja kom du så tit du vil Anders du skal altid være velkommen.” Sagde fader. Og Anders blev ved at komme. I deres samtaler slog Anders om sig med skriftsteder, og det gjorde fader ikke, men sagde roligt. Jeg læser ikke ret meget i bibelen, for ikke så meget derud af, som en god prædiken. Men hvor får vi livet Anders? Ja han mente vi fik det af at læse i bibelen. Nej det gør vi ikke! I dåben blev du et Guds barn, da fik du Guds livet lagt i din sjæl, og du får oplysning der om i bibelen. Men også i en prædiken derom. Og så beder jeg Gud Fader om at han med sin Helligånd vil give mig den oplysning, jeg trænger til. Og Anders blev ved at komme, og det førte til at han kom på Vallekilde højskole, hvad han dog ikke fik så meget ud af, da Triers forkyndelse ikke passede med hans opfattelse. Men han vedblev at komme til os, selv efter han var helt optaget af Indre mission og Becks forkyndelse, og han var sikkert fader til stor velsignelse på hans sidste tid, og da fader mærkede, at nu var det snart enden af hans liv, sendte han bud til ham, at nu ønskede han at sige farvel til ham. Anders kom også straks, han forlod sit arbejde, for at sige farvel til en af hans bedste venner. Og da fortæller Anders, at fader sagde, at nu havde pastor Heiberg lært ham at læse i bibelen, og du har ret den er tillavet som ingen andre steder. Men de steder skulle du vise mig, det er hos Johannes kapitel 14-15-16, dem har Heiberg læst for mig, og de er mageløse. Men du får tak for alle de gode samtaler vi har haft, og jeg er glad min frelser har gjort døden lys for mig, og jeg går ind til livet. Det var min sidste samtale med Hans Andersen her på jorden, jeg så ham ikke mere levende, men jeg er vis på at mødes med ham på den store dag i de evige boliger i Guds rige. Det tror jeg også thi det mente de ærligt begge to.
Peder Larsen. Det var ikke alene religiøse folk som havde omgang med fader, men enhver som havde syn ud over hverdagslivet, en sådan mand var der i tømrer Peder Larsen, han var faders skolekammerat. Han havde siddet nr. 1 og fader nr. 2 i skolen, men medens fader gik til arbejde med jorden, gik Peder Larsen til tømrerhåndværket, havde arbejdet i byerne og lært noget mere en fader, og var meget dygtig tømrer. Han var tillige en oplyst mand i forskellige retninger, og havde vist nok læst en del, men dog nok fået mest indsigt i den begyndende socialisme i byen. Han havde mange tanker om de sociale forhold, som dengang var ved at bryde frem ved Pio og Gelef, at den mindre mand blev uretfærdig behandlet. Når han så kom til fader, talte han derom, og blev glad for at fader forstod ham godt. Og så den sande tanke deri, at det ikke er pengene der skaber manden, men dygtigheden, og fremtidshåbet, at det engang må blive erkendt, gjorde dem begge to glade. Thi før det nås, bliver det ikke godt i Danmark. De store bønder og herremænd har magten, og de ser ikke på små mændenes ret. Man kan se det på vore bønder her i Helsinge, de tror at forstanden sidder i pengepungen, jo flere penge han har desto klogere er han. Det er sådan her, at binder mand en pengesæk på ryggen af en gammel vædder, og lader ham løbe igennem byen, så tager Helsingerne hatten af for ham i ærefrygt, og det var meget rigtigt, folk var langt tilbage, her spillede pengene hovedrollen, og hvem der ikke ville føje dem, holdt de med alt deres magt nede, og særlig dem det var småt for, måtte rette sig efter dem, og det var småt for Peder Larsen, så han døjede meget med de forhold. Og fader sagde, vi skal ikke vente os noget godt fra de bønder, der regerer nu, for de tænker kun på at fremme deres egne interesser, men derved skader de dem selv, og gavner socialismen. Thi om nogle år så vil den socialistiske bølge rulle ind over Danmark, og så vil de store bønder og herremænd, komme til at fortryde deres gerning. Men vis der ikke kommer nogen anden retning frem for socialisterne, som den der føres af fagforeningen, kan jeg ikke bifalde den, det bliver vist galt hvis de får magten, og jeg håber også at det virkelige venstre indser det i tide, og imødekommer de mindre bemidledes rettigheder. Fader havde bedre i økonomisk henseende en Peder Larsen, og havde bedre arbejdsforhold, han arbejdede på Magasinet, Mullerupgård og teglværk, og det var flinke folk at arbejde for. Bønderne måtte gerne vente til vi kunne få tid, for der var nog de tre steder..
Men Peder Larsen havde ikke andre, og de misbrugte ham, da han var fattig og forgældet. Det var en skam at sådan en mand ikke kunne bane sig vej. Havde han haft bolig og arbejde i byen, havde han sikkert været en af de førende, thi der var store evner. Jeg er kommet for tidligt til verden, der er ikke plads for mig. Jeg er en af forløberne. Han var ikke kommet for tidligt, men han skulle være i byen, på landet faldt han uden sejer, men hans tanker kom i en anden skikkelse mange år senere. Som fader havde sagt til ham. Og det var noget i slægt med Henry Georges.
Han var forud for sin tid, men han nåede at se hvilken magt socialismen havde, og han sagde, ja i bønder kommer til at fortryde den måde i har regeret på. Men så er jeg for længst puttet i jorden, men jeg trøster mig med, at mine børn vil kunne se, at det var til arbejdernes bedste jeg stilede. Det var fornøjelige timer at sidde og høre på deres samtaler, for det var ikke alene det sociale, de havde for, men også poesien, skønheden i landet, og fædrelandets minder. Ja han var en af forløberne for den nye tid som kom, men han faldt uden sejr. Enkelte folk husker ham, men de forstod ikke hans grundanskuelse, men den har sejret alligevel. På en af hans sidste dage sad jeg ved hans dødsleje, og talte med ham om livet efter døden, hvor vi kun med Vorherres nåde kan få det godt. Han fortrød sin livsførelse, og håbede på Vorherres nåde.
Faders syn på skyttesagen! Både for, og tilslut imod krig. Da skytteforeningen blev oprettet, kom det nationale op i fader, og han opfordrede mig til at gå med, for han levede i den tro, hvad de flest gjorde, fra gammel tid, at vi skulle øve os våbenbrug, så hvis der kom krig med tyskland, vi da kunne kæmpe, for at vinde Sønderjylland til bage, og han opfordrede alle de unge han kom i berøring med, til at at gå med for at øve sig.
Og var der så nogen der ville drive løjer dermed, så kan det nok være, han kunne tale dem til. Kæmpe for sit fædreland, synes han var en stor gerning, og så mindede han den om Olav Rye, Sleppegreb, oberst Læssøe og Helgesen, og så de mange frivillige mænd som havde meldt sig i 64, og gav deres liv for Sønderjylland, det var bedre at lære i skytteforeningen, end vi skulle lære det i tjenesten. Jeg husker nok fra min egen soldatertid, hvor tvungent og strengt det var i militærlivet, og kunne skytteforeningen blive drevet således, at det blev en folkevæbning af frivillige unge, hvor mand havde sin riffel, og kunne tage sin mand på kornet, så kunne det være vi kunne få Sønderjylland tilbage, og kan sang med begejstring Mads Hansens sang.
I vor barndom vi hørte kanonernes brag! Ja fader var med! Men der var jo alle fædrelandskærlige folk de opildnede hverandre med fædrelands og folkesange, og taler blev holdt om heltene fra 48, 49, 50 og 64 af højskolelærer, og andre som kunne føre ordret!
Men som tiden gik, efter at Tyskland havde besejret Østrig i 66 og Frankrig i 1870 til 71, og han havde forstået den vældige udvikling Tyskland havde fået siden 64, fik han et andet syn på krigen, og han var måske en af de første, i den hjemlige kreds så, at det var håbløst for Danmark, at give sig i krig med Tyskland. Det kunne aldrig hjælpe, vor megen ungdom og blod vi udøste, vi fik aldrig Sønderjylland tilbage ved egen hjælp ad den vej. Og stole på andre, holdt han ikke af. Nej, skal vi have det tilbage, skal det ske af fredens vej.
Hvad kan det nytte. Han kom tit i diskussion med flere, og de sagde: Hvad Hans Andersen, du har før været så ivrig efter skydning og militære øvelser, og nu er du gået derfra, er du blevet en kujon? Thi de troede endnu det kunne nytte, og den der opgiver at værge sit land og kæmpe for det, har ikke megen fædrelandskærlighed. Fader sagde kun, jeg holder lige meget af mit fædreland, som jeg altid har gjort. Men se nu tiden and før i dømmer nogen deres fædrelandskærlighed fra. Vi når ikke noget af den vej, men vi skal oparbejde en ungdom som vil ret med fredens vej, og hævde at de har gjort uret mod os, og i stedet for skydning og den slags, skal vi bruge gymnastik og anden sund idræt, så de får et sundt legeme, til bolig for en sund sjæl. Sådan ser jeg på det nu, og har forladt krig og mord.
Højskoletanker havde fader jo fra højskolebladet, og der havde han læst mange gode artikler af højskolelærer, men han havde endnu ikke hørt nogen af dem tale, men så skete det at Anders Jørgensen forstander for Høng højskole skulle tale i Kirkehelsinge skole, om de unge og husflidssagen, det var vist på foranledning af ungkarl Jens Nielsen i Dalby, som havde været på Høng højskole.
Anders Jørgensen foreslog sangen, Jeg så kun tilbage, mig livets lyst bortklang, da tændte mig i sjælen så trøsteligen sang, og han sang med sådan en yndig ryst, så han holdt fader fuldstændig fangen: ”Her var sang,” og fader som elskede sang, lod rulle det svundne i tidens elv: Det liv der ej bortfare er sjælen dog selv o.s.v. noget så godt havde han sjældent hørt. Dels var det at lære de unge at passe på deres tøj, og spare på deres løn, det var ikke hovedsagen, at de kunne lave kunstige ting, men det var godt at kunne lave de hjemlige fornødenheder, men hvad det først og fremmest galt om, var at påvirke de unge, at det timelige skulle vi have med, men det folkelige og åndelige liv var hovedsagen, således gør vi på højskolen, og det bevirker at vi får en livlig og vågen ungdom, for alt hvad der er skønt og godt. Talen tillige med A. Jørgensens milde, og dog alvorlige ord, og hans stille og kærlige væsen, gjorde fader umådelig godt og højskolens gerning, kom til at stå for ham som en velsignelsesrig gerning for det danske folk. Og hvor kunne han synge. Men når under solen ej sjælen hvad den vil. Så er der andre sole og andre stjerner til, ja Gudske lov. Han sagde, hvor kunne jeg lide at komme på en højskole, blot en dags tid., men ak jeg kan jo ikke for min hostes skyld, men du må se at komme på højskole min dreng, for der er sikkert godt at være. Og det nåede jeg også, men det blev til Vallekilde jeg kom, tillige med Anders murer og Morits Pedersen, Jeg tror nok fader havde tænk sig Høng, thi den stod så godt for ham.
Da vi så kom hjem til jul, måtte vi alle tre samles hos ham, og vi måtte synge og fortælle om hvordan det var at være på højskole. Når vi sang på det jævne, med den stenningsrige melodi, da glinsede hans øjne af begejstring og glæde, og han sagde: ja I ser og hører så meget godt, som vi aldrig har drømt om.
Lærer H. Gravlund og hustru fraReasø
Der var kommet en ny skolelærer til Reasø, og når fader kom der ud for at arbejde, eller besøge sin søster, sørgede Gravlund gerne for at få Hans Andersen ind hos sig, for de trængte til at tale om det nye liv som Grundtvig havde vagt. Gravlund og hustru var begge meget optaget af det livssyn, og det var noget helt nyt for reasøerne, de var fuldstændig af den gamle skole, og der var mange gange trangt for dem (lærerne). Så der var stor glæde når han kom ind hos dem. De talte om artikler i højskolebladet, og de sang bibelske sange, som Grundtvig havde skrevet, og glædede sig over, som han kunne fortælle bibelhistorie i sangen. Det har været lykkelige timer for dem, thi endnu mange år efter at fader var død, mindedes de ham med hans sang, og de samtaler de havde haft, der var klang i stuen på Reasø gamle skole, og når de skiltes, var det altid med de ord, ”kom snart igen.”
Da faders søster blev begravet, holdt Gravlund en tale over hende. Hun var i slægt med Hans Andersen, og han havde tit sunget nyt håb, trøst og glæde ind i deres hjem, og hun havde også med sit Gudhengivne sind og stærke tro på Guds kærlighed og almagt, været en støtte for dem, disse to søskende vil vi mindes i vores hjem med glæde.
En samtale om held og uheld mellem dem, hørte jeg. Der var en tid hvor nogle af gårdmændene ikke kunne få nogen kalve til at leve. De havde så mange uheld, sagde de, eller også Vorherre kan se, jeg kan ikke tåle det, det er det samme, hvordan jeg bærer mig ad. Gravlund ville ikke sige andet. ”Jeg tror ikke vi kan give Vorherre skylden, mon ikke der er en sygdom i besætningen, som I ikke kender.” Ja det viste manden jo ikke. Nej lad nu dyrlægen undersøge sagen sagde Gravlund. Og det var rigtig, fejlen var hos dyrene i stalden. Så en aften kom fader og mig derud, og vi skulle jo ind hos Gravlund, det var om sommeren, og vi skulle først ud og se fru Gravlunds have, hvor var den smuk, og så mange frugttræer med en masse frugt. Ja sådan er det, når man forstår at pleje og passe det, sagde fader.
Nå så du mener ikke det kommer af held, for det mente reasøerne, sagde Gravlund. Fader, nej det tror jeg ikke, det er fordi hun forstår og passe det, og så er det sunde træer hun har plantet.
Nu fortalte gravlund om sin samtale med reasøerne om held og uheld. Ja! Siger så fru Gravlund, jeg siger det går som fortællingen om rytteren der skulle rejse og ikke og ikke havde undersøgt hestens sko, de sad ikke fast, og hesten tabte skoen og styrtede og manden omkom, en lille fejl kan forvolde en stor ulykke, og så siges det er ulykke, og det er dog vor egen skyld, vi har ikke efterset som vi skulle. Ja jeg mener også at vis vi rigtig kommer til bunds i verdensstyrelsen, eller med andre ord naturens orden, og dens følger af at gå imod den, så er der nok ikke meget der heder held eller uheld. Det kommer af at vi ikke forstår det rigtig. Jeg kan tage et eksempel fra min egen gerning, begynder jeg på et arbejde som jeg ikke forstår, eller kende den rigtige omgang med, så lykkes det hvis jeg træffer den rigtige omgang, men hvis jeg ikke træffer den rigtige, så mislykkes det, og det er ikke et uheld, men fordi jeg ikke forstår den rigtige omgang, og jeg mener også, det går ligesådan med kreaturer og søer, der er ikke den rigtige rengøring, omgang, eller pasning, eller der er en sygdom, og det er forkert, at give Gud skylden derfor. Gud har givet os mennesker tænkeevne og forstand, for at vi skal undersøge alt hvad han har skabt, og drage mening der ud af, for at modvirke sygdom og undt, og gøre os jorden underdanig, og forstår vi det rigtig, lykkes det også. Og så er det så godt, når vi kan tro, at alting kan føjes som Gud vil for hans børn. Her er trykt at dvæle. Gravlund sagde. ”ja det tror jeg også. Vi skal gøre, hvad vi evner, og søge at nå den rigtige omgang. Så lægger Vorherre sin velsignelse til vor gerning, når det i hele vor stræben er gjort i hans navn.”
Så sang de Bethania den lille by, og dagen går med raske fjed, dagens børn må ile. Og så gik vi hjem. Tak for i dag H. Andersen. Kom snart igen. Ja det siger jeg også sagde Nikoline!!
Grosserer Schou og frue.
Fader havde arbejdet meget for grosserer Schou, på magasin og Mullerupgård, da han ejede de to steder, nu havde han solgt dem, og havde anlagt et teglværk herude, og så havde han taget bolig her. Og da gammelt venskab ikke let ruster, når det er ægte, kom de tit over og se til ham, nu da han var så svag, og stadig lå i sengen, og særlig var fader god at tale med, om de ting der hører til Guds rige, og om den forestående død som en indgang til det evige liv. Og han var god til at sidde ved en sygeseng, og gjorde ham glad, så han så lyst på døden. ” Der er jo ingen død når livet følger med.”
Tænk, når jeg engang uden synd skal leve, hver tanke ren, hver gerning uden brøst, ja det må blive dejligt, og så kun dels glæde at gå herfra, selv om han skulle skilles fra os. Jeg går kun foran, og I kommer bagefter, så samles vi igen, hvor det er, ved vi ikke, men det bliver der vor Jesus er, der er godt at være, og så nynnede han ” Så rejser vi til vort fædreland, der ligger ej dag i dvale----.
I sådanne timer var han glad, og så bad han moder om, at det måtte blive en hvis kiste, og at dannebrog måtte blive lagt på kisten, for det havde han altid elsket, og han syntes der ikke var et smukkere flag i verden. Og når først smerten ved døden var overstået, så kom dødsøjeblikket, hvor ingen smerte var, som professor Horneman havde skrevet, så var der kun glæde tilbage, og derfor ønskede han at pyntes dermed, for han gik til et glædeligt liv, og det skulle være et tegn herpå. Men moder kunne ikke bryde skikken, du skal pyntes som andre bliver, og du skal få en smuk sort kiste. Jeg skal selv være med at lakke den. Men da fader bad så meget, lovede fru Schou ham, at hun skulle lægge røde og hvide silkebånd på hans grav. Og dermed var fader tilfreds, når han ikke måtte få det andet, og han fik dem også, der var vel ingen grav i den tid der blevet pyntet sådan, men da det kom ud, at det var faders ønske, som fru Schou havde efterkommet, forsvandt talen herom.
Fru Schou sagde til mig. ”Hvor er det dejligt at sidde ved Deres faders leje. Der mærker man, at døden ikke kan gøre ham bange længer. Det er som han er klar over, at Jesus har beret plads for ham i sin Faders bolig. Det er jo strengt at se på, når anfaldene kommer, hvor han må sætte hænderne i siden, for at få vejret, og sveden løber i store dråber ned over ansigtet, og han stønner. ”Herrer hjælp mig.” Men så når det er overstået, det lykkelige smil, og hans dybe øjne, og tak til Gud, fordi han hjalp ham endnu, og høre ham sige kære Gud endnu er jeg så ikke tjenlig, for så tager du mig hjem. Hans bortrejse vil jeg mindes altid, og mindet om Hans Andersen, vil blive hos mig så længe jeg lever, kunne jeg dø så glad som ham.
En sygeplejerske måtte vi have, da moder ikke kunne vedblive ene at våge, og jeg måtte ikke , jeg havde for strengt arbejde, jeg skulle have ro. Og vi var så heldig at have fået en troende pige her i sognet, hun sad mange nætter hos ham, og læste for ham, og talte om hvor lykkelig et menneske kan være, når det lever sit liv sammen med Gud. For han er dog den hvor alting er underlagt.
Lille gudsbarn i verden har, hold dig da til din Fader nær, stol på hans magt og kærlighed. Stol kun på ham og hvil i fred, og så bekendte de troen, og bad Fadervor sammen. Ja hun var ham til megen glæde.
Faders farvel til hjemegnen!
Enkelte timer var fader meget bedre, og så længtes han så meget til at komme ud i luften og se sig omkring i det kære Engvang, hans ungdoms forjættede egn, og der hvor han havde lagt sin manddoms gerning, og en klar lys og varm dag med høj himmel, havde moder og min broder fået stillet ham op og i klæderne, og tog fat i hver sin arm, og fulgte ham ud.
Det var et dejligt vejr med høj himmel blå luft. Jeg kom lige hjem fra arbejde, og sagde da jeg så fader sidde, og sagde til moder, men hvad I da gjort? Men fader tog svaret. Godt har de gjort min dreng. Jeg skal se egnen for sidste gang. Se hvor er det skønt, kornet glinser som guld hen over Hans Jørgensens jord, og folk køre rugen hjem, høstlufte, der var det hele. Ja hvor er det smukt.
Å! Så stormede minderne ind på ham om de første tider, da de kom herned, og skulle til at bygge deres hus. Kan du huske det moder hvordan her så ud, og at jeg var ved at segne af træthed når vi gik hjem, og hvordan du sled og ofrede dig for mig. ”Tak derfor moder du var og har været mig en god medhjælp.” Og tænk nu har Vorherre holdt mig i live, og vi fik dannet os et godt hjem. Hvor har Vorherre været umådeligt god imod os. ”Ja jeg husker det alt sagde moder. Gudske lov og tak, for alt, uden hans velsignelse havde alt vort arbejde været forgæves.” Og det var stranden, med Musholm Sprogø og Frølunde, ja jeg hilser på jer alle i 27 år har jeg frydet mig over skønheden om sommermorgen, når jeg gik på arbejde. Og der var Hans Sørensens gård, og Peder Hansen og Lars Nielsens og Hans Jørgensens. Jørgen Jensens. Schous og hans Jensens, og så alle husene ved stranden. Teglværk. Magasin. Mullerupgård min første hjulmandsplads. Ja jeg mindes jer alle. Mindet lader som ingenting, men jeg henter de skønne tanker derfra. Og den dejlige himmel med så klar blå luft, men min sjæl skal svæve deroppe mon Guds rige er der, den set så smuk ud. Ja dejlig er jorden, prægtig er Guds himmel.
Ja her er meget forandret, siden jeg kom som barn hos Jørgen Hansen i Engvang, men jeg har altid følt mig hjemme i Engvang. Nu måtte vi følge ham ind i seng igen. Da han havde hvilt sig lidt, kom takken fra ham, fordi vi havde gjort ham den fornøjelse. Nu har jeg nok set min virkeegn for sidst gang, og jeg må sige Gud Fader tak for al hans nåde imod mig. To dage efter dødede han rolig og stille, det blev en blid død i august solens varme skin, som sol i høst går ned
Fader glædede sig over dannebrog I de timer vor fader havde let ved at få vejret, når han lå stille i sengen, kom der mange tanker og ønsker op hos ham. Nu havde han været oppe og set egnen, og glædet sig meget derover og havde fremtaget minderne fra de mange år han havde færdedes her, men der var en ting endnu som ville glæde ham, nemlig vis han kunne få dannebrog, den danske fane at se udfoldet og vaje i stuen. Og så bad hun moder om hun ikke ville hænge det op i stuen, så han kunne ligge i sengen og se på det. Og det ville hun gerne, når han kunne fornøje sig derover. ”Tak skal du have.” Hent Peder han er jo hjemme i dag, og lad ham hjælpe dig, han gør det nok. Jeg blev hentet, og på en stang som blev bundet til kakkelovnen blev flaget fastgjort, så det kunne vaje. Hvor var han glad, hvor er sangbogen, og så sang han. Hil dig hvor fane korsbander hvidt, jeg sang med for at hjælpe ham, og hans øjne skinnede.
I det samme kom friskolelærer Niels Andersen herned, han forbavsedes jo nok, men var straks med, og vi sang sangene til ende. De der kendte Niels Andersen, ved jo hvor begejstret han kunne blive over fædrelandssange, og her kommer han ind hos en mand som på sit sygeleje, måske dødsleje, var lige så begejstret over dannebrog som han selv, det havde han mindst ventet. Og nu blev der spørge og svar, sang og tale. Niels Andersen fortalte om Grundtvigs sange, både forskellig fædrelandske, bibelske, historiske og kristelige, ikke mindst hans dejlige salmer, og det var noget for fader, som ellers intet hørte, uden hvad han læste, eller der kom besøg af nogen som var interesseret deraf. Nu bad Niels Andersen fader fortælle om sit liv, sine minder om skønhederne her omkring, Grønneklint Fledhøj, Dalby Høje, Bavnehøj og Storebælt med Musholm, Sprogø både i storm og stille, og Niels Andersen lyttede, det havde han mindst af alt tænkt, at han skulle finde sådan en mand i dag, med minder så livlige som de blev fortalt af fader, og han blev så begejstret, thi selv havde han også minder. Ja det var dog dejligt Hans Andersen, det har rigtig gjort mig glad. Fader sagde. Ja jeg ligeså. Tak fordi du kom og fortalte mig så dejligt, det kan jeg glæde mig over længe. Jeg siger min Gud tak for at jeg får sådanne lyse øjeblikke, hvor er han dog god. Og jeg håber snart, at få lov til at komme hjem til ham.
Så rejser vi til vort fædreland, sang de så, og Herrens venner ingensinde, og så gik Niels Andersen, med tak for synet af faget. Sådan et besøg havde han endnu aldrig oplevet. Han havde set og talt med Hans Andersen for sidste gang.
Faders tanker om døden.
I omtrent 30 år var fader syg, det var den langsomme tærende tuberkulose, og det kneb med at få vejret. I førstningen hostede han en del blod op. Lægen sagde det var den venstre lunge, særlig i de år de byggede deres hus i Engvang, og i 1864 var den venstre lunge helt ødelagt, derfor blev han kasseret til krigstjeneste, i alle de år var han fortrolig med døden, og ventede den, som han skrev om i et brev, han efterlod sig. Men dog var han ikke noget hængehoved eller mismodig mand. Han på at Jesus havde sejret over død og grav, og det kun var en bortgang til et bedre liv. Død hvor er din brod. Helvede hvor din sejer.
Han kunne derimod være livlig og oprømt, når han var sammen med gode venner, og som jeg har skrevet om, deltage i diskussioner, og folk ville gerne have samtale med, for man får altid noget hos Hans Andersen. I 70erne og først i 80erne havde han begyndt at bruge kamfer efter Raspailes metode, han røg kamfercigarer for luft til lungerne, og brugte (siddativvand?) og kamferspiritus til indgnidning, så snart han mærkede hold i bryst og lunger, og det holdt ham oppe i flere år, men til sidst kunne det ikke længere, og de sidste fire år han levede, ventede han den hver dag. Han læst meget om dødsøjeblikket, i forskellige beretninger, for at få at vide om dødsøjeblikket var strengt. Thi selv mente han, det var pine og smerte der var årsag til døden. Så fik han af pastor Heiberg anvisning på en bog af læge professor Hornemann, som skrev deri, at han havde overværet mange dødslejer og at dødsøjeblikket altid havde været uden smerte, og det skete tit at lidelsen havde holdt op flere dage i forvejen, før døden kom. Det var han meget glad ved, særligt vis bevidstheden kunne holde til det sidste. Måske kunne han få lov at se ind i evigheden, før han døde. Særlig på den sidste tid, bad han Gud om han måtte få lov til at gå let ind i evigheden. Spurgte man ham. ”Hvor er evigheden? Og sover vi til dommedag? Svarede han ”Evigheden er der hvor Jesus er, og når jeg kommer hvor han er, er jeg glad, om jeg skal være i dødsriget, eller sove til dommedag, ved jeg ikke, men til Jesus står min hu og længsel, og han slår aldrig hånden af nogen synder der vil frelses, det er mit håb og tro.
Medens han lå på sygesengen, kom pastor Heiberg tit ned til ham, og han gjorde fader opmærksom på de dejlige stykker der stod i Johannes evangelium 15 og 16 kap. Og læste og forklarede det for ham. Det var livsalige timer for ham når Heiberg kom. Det var lige som der var åbnet en ny verden af Guds kærlighed til os syndige mennesker, og Heiberg blev ham fra nu af en kær mand, der kunne slå på de rigtige strenge hos fader, så hans toner blev spændt, og gav genlyd i præstens hjerte, og således var de hverandre til opbyggelse.
Og nu fik fader biblen kær. Heiberg havde åbnet hans øjne og tanker derfor. Sådan har Gud elsket os syndige mennesker, at han gav sin enbårne søn, som forløsning for vor synd, så at hver som tror på ham derved får det evige liv.
Jesus er træet, og vi er grenene, ligesom grenene ikke kan bære frugt, uden den bliver på træet, således kunne vi heller ikke uden vi bliver i ham. Og mange andre stykker var til glæde for ham. Og han var forundret over, og beklagede sig over, at det aldrig var gået op for ham før, hvad skat der var gemt i bibelen. Men lov og tak kære Gud Fader i Jesu navn fordi det forundes mig inden jeg rejser herfra, at få en lille oplysning herom. Det er jo rigtig når Grundtvig skriver.
Skriften læst med øjne våde
Herrens ord med barnetro den er ful at trøst og nåde
Den er ful af fred og ro.
Og til Dem pastor Heiberg må jeg sige min hjerteligste tak, for hvad De har været for mig. Jeg er så vældig glad for Dem. De har hjulpet mig over de mørke timer. Når De har læst og forklaret det læste for mig, har mit hjerte svulmet af glæde og lykke. Det var som jeg så gudshusets boliger, med engle, og de store vidner i hvide klæder, og det skønneste der kan tænkes. ”Gud Fader selv.” jeg ønsker gerne at gå til Herrens bord. Vil De tage mig til alters. Ja gerne sagde Heiberg. I morgen skal jeg komme. Det blev en velsignet dag for fader, da han og moder for sidste gang nød Herrens brød og vin sammen. Fader var så bevæget. Det var også som vor Herrer var til stede, og det er han jo også, hvor to eller tre er forsamlet i hans navn, og Heiberg har også en sjælden evne til at gøre det højtideligt.
Det bord er min sjælkraft.
Der får jeg af mit vin træs, saft nynnede fader.
Mor fortalte det hele, for jeg var på arbejde.
Heiberg kom jo mange gange ned til fader, og vi må sige ham vor bedste tak, for hans tale og sang, det var skønt at høre de to mænd tale sammen om evigheden og om kristnes kamp og strid, men så også om sejren, lykken og glæden over, med Jesu hjælp at have sejret.
Der var nogle folk som sagde at fader forlod det lette grundtvigske syn, og gik over til det alvorlige kristendoms syn, som indre mission forkyndte, men det synes jeg ikke. Thi efter hvad jeg kunne forstå, så var både hans tale tanker og de salmer han holdt mest af, salmer som Grundtvig havde skrevet, men som jeg har fortalt om, hans farvel til egnen, og hans farvel til det danske flag, mon der var nogen ivrig missionsmand der kunne gøre ham det efter, det havde de vist ikke syn for.
Det var alvorlige menneskelige tanker, bundne i kærlighed og taknemmelighed til Gud Fader. Og han havde levet og glædet sig derover, og at han havde givet ham den glæde.
Og at han holdt mest af salmerne, nu han stod foran evighedens port, det vil enhver tænkende kristen gøre. Anders murer sagde rigtignok til mig, at nu havde fader opgivet den glade kristendom, og fået biblen kær. Fader havde sagt til ham i deres sidste samtale, at han havde ret biblen var god at læse.
Jeg svarede ja, det er godt Anders. Hovedsagen er at vi kommer hjem til Gud, enten vi er grundtvigianere eller missionsmænd, det tager Vorherre ingen hensyn til, tror jeg. Jeg har nu en anden mening end du i den sag, om den glade kristendom og fader. Jeg spurgte moder om hun havde mærket nogen forandring, eller tvivl om, at det Grundtvigske livssyn var for let for ham, efter Anders murer havde sagt farvel til ham.Men hun sagde, at fader var ligeså glad og tilfreds som altid, og hun havde ikke mærket nogen forandring hos ham, men han var så vældig glad for Heiberg, han havde hjulpet ham til forståelse af den hellige skrfit, når han læste det for ham og forklarede, da var det frydefuldt, han læste med tro, og jeg modtog det med tro og øjne våde, som Grundtvig skrev om Herrens bog.
Det trak jo noget ud inden fader fik lov at rejse, når lægen kom til ham, spurgte han. ”Hvor længe tror De det kan vare, inden jeg rejser.”Så sagde lægen. ”Det kan vare noget endnu, men det kan også ske snart.” Men jeg vil råde jer til at våge over ham.
Jeg ville jo også gerne våge over ham, men han forbød mig på det strengeste at gøre det, og jeg ville jo gøre ham meget imod, hvis jeg gjorde det. Thi du har for strengt arbejde, til at kunne undvære søvn, men du skal komme herind aften og morgen, og fortælle mig om din gerning, jeg vilde så gerne følge dit liv i tankerne, det var jeg også så vidt jeg kunne nå det, selv om det blev sent, stod døren åben, han lå og ventede mig. Så fortalte han mig de tanker, han havde haft den dag om min gerning, og hans bøn for mig, at det måtte gå godt for mig, og Vorherre ville holde sin hånd over mig. Når jeg så kunne fortælle ham, at den og den havde spurgt til ham, og at de var glade for de samtaler de havde haft med ham, og de ønskede ham Guds fred, blev han meget glad. Jeg sang så gerne en aftensalme for ham, og sluttede med Guds fred og velsignelse.
Jeg ville gerne stå ved hans seng, og se han døde, og han lovede mig, hvis det var muligt, at sende bud efter mig, hvis han kunne mærke døden komme, og det gør jeg nok, thi det bliver nok strengt, thi han troede døden var en stund fuld af pinsler. Det var inden han havde læst professor Hornemans skrift. Og det blev længere og strengere med at få vejret. En sådan stund kom, og han sendte bud efter mig. Jeg arbejde i Dalby hos Hans Jensen, og jeg smed mit værktøj, og løb hjem over markerne, alt hvad jeg kunne, men da jeg åndeløs kom hjem, sad fader smilende i sengen, men med store sveddråber i ansigtet. Anfaldet var lige gået over. Ja du må undskylde min dreng, jeg rejste ikke denne gang, skønt det aldrig har taget så stærkt fat før, og jeg vil ikke sende bud efter dig tiere. Ja det er jeg ked af, fader, jeg ville dog så gerne være hos dig, når du drog dit sidste suk. Jo men du løber dig selv ihjel, sagde han, og det kan du ikke døje. Lad os nu synge en salme og takke Gud for hans usigelige godhed mod os. Og så sang vi. Kom i den sidste nattevagt, i en af min kæres dragt. Og sæt dig ved min side. Ogf tal med mig som ven med ven om vi snart skal ses igen, og glemme hvor kvide. Men kommer døden for du, kom da i bøn og kom i hu hvor mørkt der er i graven. Omstrål mig så jeg glemmer den sale øjet på din syge ven. At jeg kan se Guds herlighed.
Jeg tror Gud Fader vil tage imod. Jeg tror at Jesus har beredt mig plads i hans faders bolig. Jeg glæder mig til at komme der, og se den store hvide flok, og være med at synge Jesus pris. Jeg har altid holdt af sang. Gud hjælpe mig til at jeg snart kan komme hjem til ham. Jeg havde sunget et vær for ham, som står i en gammel altersalme, men på en egen melodi, som han synes så godt om, og det lød således.
Nådigste Jesus nu vil jeg mig binde
Fast til din dyre forjettelspagt
Beder og leder så få I og finde
Så har de sandrue læber jo sagt
Jeg vil med kvinden af Kanaens enge
Råbe dig efter og få ikke ro
Før du på bønnen til slutning vil tegne
Ammen det ske dig alt efter din tro. Og det nynnede han tit på for han fik heller ikke ro, før Gud sagde. Dig ske som du vil. Særligt hvis det var en streng nat, når jeg havde sunget det, eller et andet vers, fik jeg lov at gå. I Guds navn.
Når jeg kunne få lejlighed, og jeg arbejdede hjemme, smuttede jeg gerne en lille stund ind hos ham, og satte mig ved hans seng, det kunne han så godt lide. Hans tanker drejede sig jo meget om Niels min broder, som nu skulle konfirmeres, og hvad han nu ville lære, og om jeg ville tage mig af ham, og hvis han ville lærer tømrer- riet om jeg da ville lærer ham det, og ellers vejlede ham så godt jeg kunne. Jeg tror i kan godt enes, han holder jo meget af dig, og er i sig selv en god dreng, når han tages med det gode. For nu får jeg ikke lov at vejlede ham mere. Jeg svarede ham, og lovede ham, at jeg skulle sørge for Niels som var det et af mine egne børn, herunder lærer, vejlede og fremme hans vel i enhver henseende, han kan bo hos moder, så er hun ikke så ene, og jeg kan give ham kostpenge, og moder skal have den hele aftægt, som I nu får, og jeg tror også som du, at det kan godt gå, for jeg elsker ham, jeg holder ligeså meget af ham som mine egne børn. Så jeg skal følge ham hele livet, så godt jeg kan, og også hjælpe ham i gang med en gerning. Tak skal du have min dreng, det har jeg for resten ventet mig af dig. Nu kan jeg dø roligt for denne sag. O Gud ske lov. Så talte han om sine tanker på forklarelsens bjerg, hvor Peder Jakob og Johannes, var med Jesus, og hvor Moses og Elias kom til dem, og talte med dem, som det fortælles om i sangen, og at Peder udbryder. O her er godt at være. Ej mere vi skilles ad.
Hvor må det være skønt, at se og hører de store vidner, og vi skal kende dem. Det er jo bevis for kødedes opstandelse og det evige liv. Der er jo også et andet salmevers, som siger det samme.
De venner som døden adskiller her, skal visselig kende hverandre der hvor aldrig er synd eller dvale. Peder kendte og kunne forstå, Elias og Moses han aldrig før så, hvor liflig skal vi da tale.
Med venner i himlens sale, ja det er glædeligt, så rejste han sig over enden i sengen, og sang med fuldtonende røst. Så rejse vi til vort fædreland, der ligger ej dag i dvale, så kunne han ikke mere for vejret var knapt, før det sidste, med venner i lys vi tale. Det var min sidste samtale med fader, men jeg er glad ved den. Jeg ved han var glad for at rejse hjem. Døden havde tabt sin brod for ham, og han viste der var sat stol til ham i Gud Faders boliger. Pastor Heiberg må have tænkt det samme om fader endnu 37 år efter hans død, skrev han til mig. Mindet om Deres afdøde fader som jeg ofte har tænkt på med glæde, det var altid opbyggeligt at samtale med ham, og se ham ind i hans forunderlige dybe og stærke øjne. Det var for mig som om han så ind i den usynlige verden, længere ind end vi andre kunne se. Der står i hebræerbrevet om Moses, han holdt fast ved den usynlige, som om han så ham. Og det er jo også vor tros inderste hemmelighed, at vi taler med vor Gud og Frelser i bønnen som om vi står foran tronen, og ser på hans kærlige og nåderige åsyn. Gud vi er i dine hænder, gode hænder kære Gud. Gud hjælpe os alle ved sin nåde at samles i hans rige bolig. Kærlig hilsen G. Heiberg.
Den 2, August 1890 blev den sidste dag min fader levede på denne jord. Jeg var på den dag på arbejde i Kirke Helsinge, da min broder kom derud og sagde stille, nu er fader død, og moder sagde at du skulle komme hjem straks. Niels var jo bedrøvet, som ikke var så underligt, og det kom så pludseligt for mig, så jeg sagde hurtigt. ”Hvad siger du, er fader død.” ja han er, så går vi hjem broder. Det overraskede mig, jeg havde ikke ventet hans død så snart. Thi om morgenen havde jeg som sædvanlig været inde hos ham, og der var han som sædvanlig, ja næsten mere livlig, og havde haft en god nat. Så det passede hvad doktor Horneman havde skrevet, at når døden kom, var der ingen smerte. Han fik en let død, han mærkede ingen dødskamp, men han lå stille hen lige som han ville sove, og gik så stille ind i dødens favn, så gjorde Hvor Herrer døden let for ham, som han havde bedt så meget om.
Jeg og broder fulgtes så ad hjem, og på vejen fortalte jeg ham, hvad jeg havde lovet fader, så han kunne bestemme sig til, at lære hvad han ville, jeg ville stå ham bi, med alt hvad jeg kunne. Han sagde så, jeg vil blive hos dig broder lære hos dig. Det er godt broder, så står det ved magt, sagde jeg. Vi lovede så hinanden, at vi ville holde ubrydelig sammen, og stole på hverandre, og jeg havde aldrig grund til at fortryde mit løfte. Jeg mindes hans liv og hans arbejde for mig med glæde. Og han sagde det samme til mig.
Han blev en ualmindelig og bestemt arbejder, og en dygtig tegner, blev til sidst overbanemester ved statsbanerne. Under hans arbejde der, blev han kørt ned af et hurtigt eksprestog, og døde få timer efter den 5. april 1927. han havde arvet faders gode egenskaber, men meget mere udviklet, så han var en pryd for sin stand. Hans voldsomme død havde nær slået mig ned. Han fik et meget smukt eftermæle i Skannerborg, og hans arbejdere satte ham et smukt minde på hans grav.
Fred med hans støv.
Inden fader døde havde han bedt mig om, jeg ville lave hans kiste, den skulle ligne hans vens Poul Rasmussens. Målene står i din bog Peder, der har jeg selv skrevet dem op, sagde han, og der står de endnu med hans håndskrift. Det var vemodigt lave faders sidste sovested, vi havde lavet mange kister sammen, og da havde vi sunget. Kender du det stille sorte kammer, nu var jeg ene om at synge, hvis jeg da kunne. Moder var med at male den, og satte stads på, og det blev så pæn en kiste at fader fik, og et par dage efter, blev han kørt ind i ligkapellet.
Den 8. august var hans begravelsesdag, der var mødt en vældig masse mennesker, og et væld af lavendel kranse, det var hans gamle venner der mindedes ham. Pastor Heiberg, som tit var kommet ned til ham, holdt en dejlig tale, der vidnede om, at de to mænd havde fulgtes ad et stykke på livets vej. Når jeg kom til ham, var det mig der lyttede til hvad han vidnede om, det var dejlige øjeblikke for mig, når han vidnede om livet i Gud og Vorherres store nåde imod os syndere, og sige ham tak for hans uudsigelig godhed, da forbavses jeg over så stærk en fortrøstning han havde til Guds frelse, og han fortalte flere træk af sit liv, hvor Vorherre ligesom havde grebet ind og hjulpet ham. Og så kunne han med hele sin kraft sige.
”Lille Guds bar i verden her
hold dig kun til din fader nær
spørg om hans magt og kærlighed
stol kun på ham og hvil i fredag O Gudske lov
Jeg har prøvet, at Gud Fader svigter aldrig, selvom hans veje ikke er hvor veje. Ja det var livsaligt at sidde ved hans leje, og høre ham bekende og takke Gud, og så mærke has glæde over, at han snart kunne nå den lykke, at komme hjem til Jesus, og sit rette fædreland, så nynnede han med svag ryst, verset, ” Så rejser vi til vort fædreland osv.”. Ja jeg blev oplivet af ham, for han stod ved dødens port og kunne sige. Død hvor din brod, helvede hvor er din sejer? Nej Jesus har sejret over døden og grav påskemorgen, o tag mig synder hjem. Det er jo ikke at dø når livet følger efter. Han var ikke bange for døden. Vorherre havde gjort graven lys for ham. Ja se det var minder fra Hans Andersens liv jeg har oplevet og talt om, og det er dejligt at sidde ved sådant sygeleje, det opmuntre en, til selv at leve et sådant liv og vidne derom for mennesker. Og jeg må sige til jer kære venner. ”Søg Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det øvrige nok komme.” Det vidner Hans Andersens liv om
Der var et væld af kranse, og dannebrogssløjfer i silke, som fru. Schou havde lovet fader, lagt på med egen hånd, det vakte megen opmærksomhed. Det var ikke brugt dengang her på egnen. Han ligger begravet ved den østre side af kirken, op til gangen nær ved ligkapellet. Mine tømrersvende bar ham ud og sænkede ham ned. Så vidt fader kunne huske, ligger hans forældre også ved samme side. Vi købte en marmorplade med indskrift således. ”Han kom ikke mere til os, men vi kom til ham.” Moder synes den passede så godt med de forhold vi levede sammen med fader.
Af breve der kom til hans begravelse, må jeg nævne, fra proprietær A. Bing som fader havde arbejdet for i flere år. Og nu mindedes ham, skønt han for flere år siden, var flyttet til København. Og et fra friskolelærer Niels Andersen som også var i København til kursus.
Brevet fra Bing lød således.
Vesterbrogade 149 København V 7/8 1890
Kære Peder Hansen
Af avisen ser jeg at Deres fader er død, og så ved jeg, han har fået den fred, som han ønskede sig, og hvortil han i de mange år jeg har kendt ham, så trøstig beredte sig til. Og skønt det jo er en lykke, at han ikke mere skal lide, og han ligesom alt havde afsluttet her, er det dog vemodigt for dem der har haft ham kær, når døden kommer.
Jeg har gennem den årrække, jeg boede iblandt Dem, lært has sjældne retskaffenhed, hans brave og Guds hengivende karakter, at kende, og jeg kan ikke andet, ved efterretningen af hans død, end at sende Dem og alle hans kære min hjerteligste hilsen, idet jeg håber hans fredelige sindelag, og gode eksempel, må hvile over hans og Deres hjem, endnu efter at I har sænket ham i jorden.
Det ville glæde mig at høre fra Dem, og idet jeg håber, at står vel til i Deres hjem, som i Deres virksomhed, er jeg Deres hengivende.
Anton Bing
Det glædede os meget, at fader fik sådant et eftermæle af den mand, thi han var en i alle henseender en nobel og pletfri mand, ret en gentleman, og jeg satte ham højt.
Brevet fra Niels Andersen
København 6/8 1890
Kære A.P. Hansen og hustru
Jeg fik i aftes at vide at din fader var sovet hen, og da jeg er i København på kursus, og forhindret fra at følge ham til graven, vil jeg sende eder disse linjer.
Hans Andersen, der nu ligger i kisten var i flere henseender en mærkelig mand, en af de små stormænd som fortjente at mindes, ikke alene af hans egn, men også udadtil af os alle sammen, og særlig dem som kom i berøring med ham.
Han holdt af flid og orden, ved hjælp af de to ting kom han længere frem i verden end de fleste. Orden i sagen og flid, samt sparsommelighed, var hans stærke side, men rimeligvis også hans svage side, thi der vor man har sin stærke side, har man tillige sin svage side. Idet orden flid og sparsommelighed overdrives (men det skete ikke for fader) han kunne undertiden være streng imod sine nærmeste, men ham var det i en god mening, og var det uden grund, bad han om forladelse.
Han havde en forunderlig sans for naturens skønhed, var en poetisk natur, og denne sands var ikke kommet frem ved læsning, thi Hans Andersen læste ikke meget poesi, men det kom, når han kom ud i marken, og ved stranden, så kunne det juble i ham, og han sagde: jeg behøver ikke rejse langt bort, for at se det skønne, det ligger tæt ved. Gå for eksempel ud på Grønne klint en sommermorgen tidlig, når alle fuglene i stranden viser sig, og hører efter hvilken sang. Eller se på dugperlerne på græsset eller blomsterne, vor de skinnet i sollyset, da har vi en skøn natur, og det gælder bare om vi kan få øje på det som ligger lige for næsen.
Hans Andersen var ingen ja broder, som snakkede alle efter munden, men var en forholdsvis selvstændig mand, som man altid fik noget ud af at tale med, og ikke mindst i den sidste tid. Han var ikke alene en flidens og ordens mand, men hvad mere er. En ærlig og oprigtig kristen, som kunne trøste os, når vi kom og så til ham, og ikke omvendt. Døden kom ikke uventet, tværtimod, han havde ventet den i flere år. Hvad der gør godt at høre, Hans Andersen at sige. Jeg længes efter at lægge mig i Guds Faders arme. Jeg er vis på at gå godt hjem. Han kunne blive bedrøvet når lægen sagde, han kunne leve længe, men glad når tiden var nær. På hans begravelsesdag må der ligesom bryde et Gudskelov frem, han har ikke levet forgæves. Det må Karen sige, der trofast har plejet ham i de mange år, og det må Peder sige som begyndte på bar bund, men gik ind i sin faders arbejde, og tog det bedste i arv efter den gamle, og lille Niels vil vist også komme til at sige det samme og skønne på, at han havde en god fader-. Og alle vi andre må sige Gudskelov, ære være med hans minde. Han har ikke levet forgæves.
Havde jeg været til stede, havde jeg sagt noget af brevets indhold.
Mange flere udtalte deres taknemmelighed over fader, for hvad han havde været for dem. Og kunne sige Gud tak for ham.
Ære være hans minde!
Så blev faders liv afsluttet her på jorden han blev 59 ½ år gammel og havde boet i Engvang, det sted og den plet han bedst kunne lide og færdes på i 25 år, og han havde fået et godt eftermæle, vi var meget glade derover.
Man kan vel nok sige, uden at sige for meget, at hans liv i meget lignede det som Grundtvig så kønt synger om i. ”Et Jævnt og muntert virksomt liv på jord---” for han kunne være både munter og alvorlig, ja deltage med venner i deres sorg. Ja vi havde mistet en god fader. Og det var et savn hos mig ved at de daglige aftner og morgensamtaler, og mest bønnen sammen med fader, var afbrudt. Nu stod jeg ene uden ham.
For moder havde det jo været en streng tid, med megen nattevågen, men dog sagde hun, at hun ikke ville undvære den tid, og den stund han dødede, for alt her i verden. For døden var så rolig, og han sov så stille hen. Men hun følte det som en stor lettelse i arbejdet medens hun dog tillige følte savn, når hun så hen til sengen, men hun var så glad over, at han var gået så glad bort, i det visse håb, at de skulle samles igen. Og det ville hun stræbe efter og bede Gud hjælpe sig til at nå.
Og lille Niels havde nok mistet sin fader, men han havde så stor fortrøstning til mig, og henvendte sig med alting til mig, og desuden var han hos sin moder, og de boede sammen. Så alt i alt blev savnet let at bære, vi havde tillid til hverandre, og var glade over samlivet med fader, og glade over hans salige død, glade var minderne om ham, og forvisningen om at mødes igen, så hvad kunne vi ønske os mere.
Niels var nu 14 år og skulle konfirmeres. Så nu måtte det være hendes opgave, så godt hun kunne, at vejlede ham i ungdomsårene, og det var jo heldig for hende, at han ville være hjemme, så hun hver dag kunne have ham under sin påvirkning. Men hun havde jo for længst mærket, at der var andre ting og vanskeligere forhold for ungdommen, end da hendes først søn var ung. Der var omtrent 20 års forskel på deres alder. Frem for alt galt det jo om at bevare hans fortrolighed, så han som i barndommen ville fortælle hende alt, og søge at gå ind i hans omgang, og følge ham med de unge han kom sammen med. Det var jo ingen let opgave, hun havde. Være både fader og moder, men når hun tyede til Vorherre, og bad om hjælp, så troede hun det lykkedes. En moder kan gøre meget for sine børn. Derfor fik han lov til at byde de unge, som han søgte omgang med, hjem hos hende, så hun kunne høre og mærke på deres udtalelser og finde hvad de indeholdt, og hvis de var dårlige unge, så advare Niels imod dem. Og det var sikkert rigtig, thi derved lykkedes hendes opgave så godt, og Nils fandt et smukt ungdomsliv.
Jeg ved at moder og levede et godt samliv sammen, og var glade for hverandre i de 3 til 4 år han var hjemme hos os. Og skulle det ske, at de enkelte gange ikke kunne samstemme, kunne jeg let få ordnet det, thi Niels satte min mening højst af alt.
Han skrev til mig engang, efter han var rejst til København, at bare han havde hørt min mening om sagerne, så var han rolig, og gik fremtiden i møde, efter det jeg havde sagt.
Ja han var een hjerte god broder.
Da Niels var rejst, fik moder jo mere tid til at ofre sig for gerningen i mark, vort hus og have og vore børn, de færdedes jo om hende, tidligt og sent, og der er vel ikke mere der kan opmuntre gamle end gode børn. Gode tømmersvende og tjenestepiger havde vi, så fritiden gik med fædrelands og folkesange. Ja det var en livlig tid. Og moder livede op igen, og tog megen del i at passe jorden, hun havde megen fornøjelse af at se hvor godt det groede alt hvad der bliv sået. Jeg har da været med at grundlægge det, thi da vi kom her ud var jorden mager og dårlig behandlet, men det har også kostet megen flid, og megen kapital, hun boet her i 37 år, og hun kunne mærke, at årene begyndte at tynge på hende, og jeg kunne også mærke at hun var træt og gerne ville hvile sig, og jeg kunne se, blev vi med at bo her, så blev der ingen hvile for hende, så længe hun kunne nogenlunde rører sig, for hun kunne ikke tåle at se, at det ikke var i orden. Og så foreslog jeg hende for spøg at sælge og flytte ind til Helsinge by. Og til min store forundring sagde hun. ”Ja jeg flytter gerne med.” ja men moder kan du undvære Engvang? Så svarede hun. Ja det kan jeg godt, for I og jeres børn flytter jo med, og jeg kommer nærmere kirken. Jeg kan ikke så godt gå nu. Jeg synes der bliver så langt derind. Og jeg ville gerne i kirke hver søndag, og det kan jeg så komme, og jeg kan so selv passe faders grav. Og jeg får ikke længere til min familie end jeg har nu, og jeg slipper for det arbejde med jord og kreaturer her, så jeg gør ingen indvendinger mod at sælge, men vil styrke til. Og så besluttede jeg at sælge, og fik købt en god byggeplads. Da jeg fortæller moder hvor den lå, blev hun meget fornøjet og sagde, ja byg du kun i Guds navn, jeg vil være glad derved, det er jo en dejlig plet.
Da vi havde fået huset færdigt, og skulle flytte herind, blev hun opfordret til, at gå ind og se på stuerne, og vælge sig den du synes bedst om. Du må tage hvilken du vil både forneden og foroven, og du skal få den, vi tænkte, hun havde taget vort soveværelse, der lå nær ved køkkenet, men det var forkert, hun valte stuen ud til gavlen på 1. etage, det er den der passer mig bedst. Men det kan jeg dog ikke forstå moder, så skal du jo bruge trappen! Ja, det gør intet, den er let at gå op af, og så er jeg fri for børnene når jeg vil være, og kan sidde i fred og ro. Og det er tillige en dejlig stue med fri udsigt, og det er den der passer mig bedst. Ja så skal du også have den!
Moder var så glad for at komme herind, så da vi havde kørt hendes møbler herind, tog hun med for at være med til at stille det op, hvor hun ville have det, og hun var den første som sov første gang herinde, tillige med svendene og børnene.
Og hun stod på trappen, og tog imod os da vi dagen efter kom herind, og vi måtte straks op og se hvorledes hun havde fået stillet sine sager an. Ud mod gavlen stod hende bord, og over midterpillen hængte hendes smukke spejl, og under det hængte hendes strygejern af messing, ved den nordre væg hendes kiste, og i krogen hendes armstol op til kakkelovnen, alle møblerne var fra hendes pigedage, men de var godt holdt, sengen medet dejligt tæppe, stod i søndresiden og det allerbedste var, at se hende så lykkelig over sin stue, og det blev hun ved at være, så længe hun levede, i 12 år.
Ja det var hyggeligt, her kunne hun få tid og ro til at hvile sig, og tage imod sine gamle venner, der var Karen Marie, Jens Andersen, Sofie, Poul Rasmussen, hendes søsterdatter, Maren, og hendes broderdatter Karen Marie Lars Jensen, og så opfriskede de gamle minder, jo der var flere, og alle var de velkomne. Særlig var der højtid når Sofie Pouls kom, de havde haft så meget sammen i Engvang, der havde Sofie mistet sin mand, og moder også sin, og så opfriskedes minderne om dem og om Hans Andersen med sin sang, og så blev jeg kaldt op for at synge, nogle af de mange salmer, som fader og jeg havde sunget for Poul Rasmussen på hans sidste dage, da de boede ved stranden. Hendes yndlingssang var. Hvor svært når man er syg og mat. Af ven og håb og trøst forlader alene med sin bitre ve. At sige Gud din vilje ske. Hvor svært for dem at skilles ad. hos hvem vi våget græd og bad, og når de elskes grav vi se. At sige Gud din vilje ske. Måtte jeg gerne synge for dem tillige med flere andre salmer, som vi havde sunget sammen med de afdøde, og så gennemgik de minderne om de kære i de svundne dage, og sluttede med håbet om at samles i himmerigets sale og så var de to gamle lykkelige og glade.
Det var en nydelse at sidde en stund i en mørkningstime i moders stue, og høre hende fortælle om sin opvækkelse, som jeg skal, så godt jeg husker, gengive her.
Jeg levede som ung ligesom andre mennesker, uden at tænke på hvad livet var, og hvorledes det endte, og hvad der var efter graven, til der kom en ny præst pastor Schepelern, og folk begyndte at tale om denne mand som talte så veldigt. Og så ville jeg og fader da også i kirke og høre ham. Og det var jo noget nyt for os at høre, hans tale vakte jo røre, ved forkyndelsen om synd, og med døden ifølge, hvis vi ikke omvendte os fra verdens glæder, og så at vi var fortabte syndere, hvis ikke vi søgte til Jesus, og han kunne hjælpe os. Sådan en tale havde ikke lydt før i kirken, og hos mange vakte det forfærdelse, andre sagde jo nok det gamle ord, det går ikke så strengt til som præsten prædiker, men dog kunne ikke andet en de skulle ind og høre ham, der var noget der drev dem.
Nå siger moder, det kunne også gøres nødigt, for folk var dysset i søvn, ved den tale der havde lydt før, og det var kun hos enkelte, det var alvorlig stræben efter at leve et liv efter Kristi ånd. Men pastor Scheppelern var også manden for at kunne live op i kirken, dels ved hans tale, og tillige ved hans dejlige sangstemme. Han førte sådan liv i sangen, dels ved nye toner og nye salmer kom frem, så som. Op dog Sion ser du ej og tænk når engang, og mange flere, og kunne kirkesangeren ikke synge de melodier, uden på de gamle travere, så kunne præsten, han gik op og ned af kirkegulvet og sang, nu havde han jo en dejlig stemme, så han sang liv og glæde ind i folk, så man kunne mærke på alle, at noget var der og havde varmet dem. Det er en meget skrap præst, sagde de, men han tordne rigtignok løs for os, men han brugte ikke alene loven, han viste også vej til nåden ved Jesus, men først må vi se os som syndere, og der var vist ikke mange der kunne fortælle om Guds kærlighed til syndere som ham. Den tale vakte folk, og kirkegangen som det havde været småt med før, blev nu stor, og folk strømmede til fra nabosognene, og kirken blev fuld, og man kunne mærke på folk, at de var varme. Jeg og fader var også blevet varme for at leve som et Guds barn, det var sikkert ham, der var redskabet til, at vi fik det syn. Og vi stred igennem i fald og sæde, under suk og bøn. Mange var der som ved ham, blev vakt til omvendelse og tro, og mange var der som blev trøstet ved hans forkyndelse om Gud nåde i Jesus Kristus. Det var en dejlig tid, der var liv i kirken og vågen kristenliv i blandt folk. Men så rejste han til København. Og så var den gamle pastor Fejlberg ene i nogen tid, og de hjælpere han fik, evnede ikke at holde ilden ved lige, men tog andre steder hen. Blandt de steder, var til Gørlev, der var en ung kapellan der hed Brøndum, ham hørte jeg flere gange, og synes godt om, og der var også god kirkegang. Der var også i Udby, hvor pastor V. Beck var præst, men der kunne jeg ikke komme, der var for langt at gå, men jeg hørte ham i Helsinge kirke, han kom en gang om året, efter at Schepelern var rejst.
Det var jo en hel begivenhed i Kirke Helsinge, når pastor V. Beck kom til Helsinge. Den store kirke var stuvende fuld af folk, som sad og ventede på ham. Thi skønt mange ikke kunne lide has tale, (han talte kun om dom og helvede sagde de) så ville de lige godt i kirke. Endelig kom han ind, hilsende mildt til alle sider, og alle rejste sig. Gik så op til alteret, lagde sig på knæ. Hvorefter indgangsbønnen blev læst, efter en salme, messede præsten, lad os alle bekende vores tro, og så begyndte han, vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, og vi tror på Gud Fader og videre. Men jeg har aldrig i mit liv hørt så gribende en trosbekendelse, eller noget så smukt, hans vældige stemme lagde vægt på de rette ord. Vi tror, klang gennem kirkens hvælvinger med en kraft, som var det toner af tusinde stemmer, og da de sidste bekendelses ord, syndernes forladelse og kødets opstandelse og det evige liv, blev messet så langt ud, ja jeg hører det endnu, det evige liv blev der lagt vældig kraft på, vel for at betegne evigheden, da var jeg så grebet, bevæget, og glad, som jeg sjældent har været, og følte mig ligesom nærmere Gud. Hans prædiken mindedes jeg ikke. Jeg var optaget af bekendelsen, men jeg blev mere overasket, thi da gudstjenesten sluttede og kirkesangeren havde sagt ammen, rejste præsten sig huttig fra bedeskamlen, og vendt mod menigheden begyndte han at synge.
Lad os nu på børnevis
Istemme Jesu barnets pris
Og ham som spæd i krybben lå
Vil ej vor takkesang forsmå
Pris og ære være dig Guds barnet fra himmerig
Hosianna hosianna
Hosianna synge vi Guds søn
Denne sidste pris og ære være dig, blev gentaget.
(der er et vers til som også blev sunget, men salmen er udgået af salmebogen, og synges vel ikke mere.)
Den stemningsrige melodi vakte vældig opmærksomhed og man kunne mærke, at det var noget de var glade over. Også jeg var vældig optaget derover. Ja jeg synes der var meget mere liv i kristendommen end nu, jeg synes folk var mere optaget deraf, men jeg ser vel forkert sagde moder, så jeg lever i de gamle minder, og er glad derved. Gud fader er den samme som altid.
Hvorledes synes du så om pastor Hoffs forkyndelse, jeg ved da at du gik og hørte ham, når han kom herned?
Ja Hoff var jeg meget glad for at høre, der blev man varm af hans hjertevarme forkyndelse, det var en af de bedste præster for mig. Hvis folk levede efter hans forkyndelse, så så det anderledes ud i kristenlivet en det gør. Thi jeg kan ikke komme til at forstå, at kristenlivet er et og hverdagslivet er et andet.
Når vi sådan havde talt sammen, måtte jeg gerne synge. Min Jesus lad mit hjerte få, eller, bliv hos mig Herrer Krist, og så var moder glad.
Og så levede mor her i 11 år, og var os til usigelig hjælp, både i det ene og det andet. Børnene var om hende næsten altid, og Sofie den mindste, var jo hendes øjesten, og var hos hende så længe hun levede.
I den sidste tid da hendes kræfter begyndte at tabe sig, måtte hun blive på sin stue, og sad og læste i sin bibel og salmebog. Pastor Heiberg kom tit og forklarede for hende, hvad hun spurgte om, og sang så til slutning salmer for hende.
Kom man så ind til moder lige efter, var hun fuld af glæde over hvad han havde fortalt, og hun var beredt på at rejse herfra. Hun læste meget i Johannes evangeliet, det er fuld af kærlighed og nåde sagde hun, det samme havde fader også sagt, da pastor Heiberg havde forklaret det for ham, og nu ligeså for hende, og nu og nu længtes hun efter at komme hjem til de gamle venner, som var gået forud for hende. Hun sagde til mig, nu er der ikke mere at leve for, nu er jeg ene tilbage af de venner som jeg levede kristenlivet sammen med, og som forstod hverandre, så jeg længes efter at gå herfra. Bed for mig, at Vorherres i nåde vil kalde på mig, hvis det er hans vilje, ellers må jeg vente.
Jeg mindes aldrig at moder var bange for at døden. Jeg sang for hende. Døden er den sidste fjende vi med Gud skal overvinde og spurgte, er du ikke bange for døden moder? Hun svarede med et lyst smil. Nej det er jeg ikke, thi jeg tror det er indgangen til det evige liv i Guds rige, og jeg føler og tror Jesus har ført mim sag, betalt for alle mine synder, og derved fået ret til en plads i hans rige, hvor han er, og har sejret over døden og vil tage imod mig. Thi jeg ved intet andet til salighed ved Jesus Kristus og hans korsfæstet.
Når vi sang hendes yndlingssange. O Gud ske lov det hjemad går, nynnede hun med så godt hun kunne, og sagde til slut. Ja kunne jeg dog bare snart få lov at komme hjem, hvor må der være dejligt der hvor Jesus er.
I julen 1912 var moder ikke så rask, så hun kunne komme ned og holde juleaften sammen med os andre, men måtte blive i sin seng, men Marie og Sofie var hos hende, og om aftenen var vi oppe hos hende, og sang julesalmer og tog et lille juletræ med, så hun blev rigtig glad. Ja nu har jer dog alligevel fået en glad juleaften. Jeg venter og håber det bliver den sidste jul jeg holder hernede, og næste gang holder jeg nok jul der hvor Jesus er.
Når vi om aftenen før vi gik til ro, havde sunget hendes yndlingssalme. O Gudskelov det hjemad går, bekendte hvor kristne tro, og bedt for hende, og sluttet med fadervor, så satte hun sig over ende i sengen, og forlangte min pande mod hendes, tog mine hænder ag satte fingrene imellem mine, medens vi bad til den gode Gud og sang . Lad verden med alt dens magt og de næste to vers, så lagde hun sig ned igen, men hun sukkede, og vi kunne høre hun bad. Herrer Jesus kommer du snart og tager mig hjem. Vi sang også faders salmevers, nådigt Jesus nu vil jeg mig binde fast til din forjættelsers pagt, beder og leder så får I og finde
Så har de sandrue læber sagt
Jeg vil med kvinden og Kanons enge
Råbe dig efter og få ikke ro
Før du på bønnen til slutning vil sige
Ammen, det ske dig efter din tro.
Så sagde hun, ja kære Gudfader, jeg kommer også som kvinden og beder. Vil du ikke snart tage mig hjem til dig.
Moders sygeleje var for os at se smertefrit, men hun kunne ikke sove, og så av lægen hende morfin, det var hun så glad for, så sov hun så sødt. Det var vist kræft, der var dødsårsagen, men hun var arbejdsfrisk til det sidste. Det kunne vi mærke når vi sagde en salmelinje, så svarede hun straks med næste linje. Fks. Aldrig er jeg uden våde, så svarede hun, aldrig dog for uden nåde. Og sådan flere salmer.
Sidste aften hun levede, havde jeg været til begravelse, med en af hendes ungdomsveninder, og da talte pastor Heiberg om betelstenen som Jacob havde lagt sit hoved på, og hvor han drømte om stigen der nåede fra jord til himmel. Engle gik op og ned, og Gudfader selv sad øverst oppe, så Jacob udbrød da han vognene, her er jo Gud og himlens port. Sådan en stige har vi også i bønnen, som Jesus har lært os i Fader vor.
Da jeg kom hjem og fortalte det for hende, og jeg læste salmen. Stol du kun på dit Fadervor, lad dig derfra ej rokke, og hun blev meget glad derover.
Så har jeg jo selv stigen Gud ske lov.
Moder bad om at pastor Heiberg give hende alterets sakramenter, og jeg var også ved at gå til ham, da jeg så han kørte bort, han skulle til begravelse i Drøsselberg, så ville han vente til i morgen, men da morgnen kom, var moder sovet ind.
Den sidste nat sov jeg, moder og Sofie i stuen hos hende, og da hun havde fået sin vante morfin, ville vi have hun skulle lægge sig ned for at sove, hun ville nemlig gerne sidde over enden i sengen, men vi fik dog hende til at lægge sig ned, og hun faldt i søvn, og siden den tid hørte vi ikke et suk fra hende mere. Moder havde ophørt at leve her på jorden, og et virksomt og Gudhengiven liv var afsluttet.
Moder var af de stille og enfoldigt troende. Biblens ord var en trøst for hende, og hændte det en gang imellem, at jeg sagde, med hensyn til det gamle testamente, skulle vi ikke tage det alt for bogstaveligt (Thi det var ikke som det nye testamente) Thi der er mange og gode tanker oppe i tiden nu, som måske ikke står der. Så svarede hun, ja i det gamle testamente er der meget jeg ikke forstår, men i det nye testamente bliver jeg opbygget og glad, det er trøst og glæde for min sjæl, og så bryder jeg mig ikke om anden opfattelse. Jeg stoler på, min frelser vil fører mig hjem til sig.
Når jeg tænker på moder, så barnlig troende på bibelens ord, hun brød sig ikke om diskussion om den, men var fast i sin tro, så tænker på den salme. Der er en vej som verden ikke kender. Og et andet vers. En løngangs sti, hver sten forbi, som går til livets land med glædens kilder. Og just for de små en løngangs sti lavet. Til trykt at gå i ørken og på troens grund. I allen stund ved midnatstid so midt om dagen. Moder var ikke så stærkt befæstet mod angreb, derfor førte Vorherre hende på sin løngangs sti, hvor hun ikke var udsat for fjendens angreb. Hvor er Vorherre dog god.
Hele julen var Marie hos moder, og hun synes at hun blev længere jo bedre, og hun fik moder til, at stå op den dag hun rejste, hun troede hun skulle live op endnu en gang, men da moder havde set Marie tage af sted, og vinke farvel til hende fra vinduet, måtte hun i seng igen, og kom så ikke op mere.
Medens hun lå på sit dødsleje, kom de gamle venner som endnu levede, og nogle unge, og ville sige hende tak og farvel, med et håb om et møde igen.
Iblandt de unge var Peder Hansen i Engvang, og da bad hun ham bede en bøn for hende til Gud Fader, om hun snart måtte få lov at rejse hjem. Hun havde båret ham som lille på sine arme, og nu knælede han over hendes leje, og bar hende i bønnen hen til Gud, og bad så endeligt om velsignelse trøst og fred, og tage hende hjem når hun var tjenlig, og det trøstede og oplivede moder, så hun takkede ham glad og bevæget. Vi sang så en salme og bekendte vor tro med Fadervor. Og moder sagde det var et glædeligt møde med Vorherre, du skaffede mig Peder Hansen, tak derfor.
Moder viste Peder Hansen var missionsmand, og at han var en ærlig og oprigtig kristen. Hun havde fulgt ham i livet, i al den tid hun boede i Engvang, så derfor forlangte hun , så tillidsfuld af ham at bede for hende. Og i at bede har missionsfolkene deres styrke frem for Grundtvigs folk. Jeg har siddet ved flere Grundtvigs folks dødsleje, og bedt sammen med dem. De kunne ikke selv, og de var bange for at døden, først da anger råbet Herrer Jesus hjælp mig, og alt andet brister, kunne han få lov at gøre graven lys, og så kunne de love og takke og bede, og sige nu går jeg glad hjem.
Også Anders murer kom og ville sige hende farvel. For nu ligger du nok på den sidste rejse, Karen, nu kommer du nok snart der vor Hans Andersen er, og jeg er vis på han er der vor der er godt at være. Jeg synes jeg skulle ind og sige dig tak for al den tid jeg fik lov at komme i jeres hjem, og hvor jeg følte mig så frimodig og glad. Jeg har jo aldrig haft noget hjem som var godt, så da jeg fik lov at komme her hos jer og tale med den kære Hans Andersen, var det som jeg fik begyndelse til et nyt liv, hvor der var dyb inderlig glæde, og vor Vorherre havde hjemme.
Og så fortalte han om samtaler med Hans Andersen, både åndelige og materielle, og at den hjælp I ydede mig fattige dårlige, som jeg var, og som jeg kun kan bede Vorherre velsige jer for, i går nu foran til himmelhjemmet, hvor jeg også stræber at komme, og så kan vi synge. Herrens venner ingen sinde mødes for sidste gang. Det har klang fra Vorherres børn.
Og så sang og bad Anders for moder, og sluttede med Guds velsigne dig, du har været min anden moder. Farvel! Det var et glædelig afskedsbesøg for moder, og hun var glad derved.
Moder dødede den 23. januar. 10 dage efter hendes fødselsdag da hun fyldte 80 år. Og hun blev begravet på den nordre side af fader den 30. januar 1913.
Heiberg talte så smukt over salmeverset som moder og fader synes så godt om.
Nådigste Jesus nu vil jeg mig binde
Fast til din dyre forjættelse pagt
Beder og leder så få I og finde
Så har de sanddru læber jo sagt
Jeg vil med kvinden af Kanons enge
Råbe dig efter og få ikke ro
Før du på bønnen til slutning vil sige
Ammen, det ske dig efter din tro.
Det var en gammel bods salme og den er vær at tage sig til oplevelse, for det gælder om at blive ved at kalde på Vorherre, og tro på hans forjættelse. Beder så skal I få, søger skal I finde. Det set vi så kønt over den kanaanæiske kvinde, men vi må blive små over for Vorherre, og se og erkende som kong David alt i os er syndefuldt, og kan kun frelses ved Guds nåde og Jesus død for os. Men så kan vi også være sikre på, om alt andet glipper hernede, og vi har kun det angerfulde råb. Herrer hjælp mig. For Jesus skyld tilbage, da vil han svare. Dig ske som du vil, din tro har frelst dig. Og denne tro levede den gamle kvinde og hendes for mange år siden afdøde mand i. Jesus har lidt og død for mig, derved er jeg blevet taget til nåde. Thi jeg ved mig intet andet til salighed ved Jesus Kristus så frydefuld.
Hvor er Vorherre dog god
Ja det var og er et liv som her er afsluttet, og som jeg er glad for, at have fået lov at se ind i.
Moder blev båret til graven og nedsænket af mine tømrersvende, der havde bedt om at få lov dertil, de holdt så meget af den gamle moder.
Det blev en god skik at hele følget samledes i afholdeshjemmet og drak en kop kaffe. Moder blev den anden som indførte skikken, og den har holdt sig siden. Og der mindedes vi fader og moder og det dejlige barndomshjem i Engvang, hvor vi to brødre havde lært vor grundtonen var. Fader vor i Jesus Kristi tro. Til slutning foreslog pastor Heiberg. Alt står i Gud Faderhånd.
 
Hermed er fader og moders liv afsluttet her på jorden, og vi har kun minderne tilbage. Nu er jeg jo ene om at mindes dem. Da min broder døde den 5. april 1927. og nu har jeg ikke mange år tilbage, så håber jeg at samles med den igen. Jeg synes døden har tabt sin brod, nu Niels er gået foran.
”Ære være hans minde
.”
Mit barndomshjem
Barndomsminderne om hjemmet i Engvang dukker jo tit op efter jeg er kommet il Helsinge, og særlig når jeg kommer herned, så er der den plet og den grøft og den mose med store græstuer, hvor der kommer erindringen fra, under et sådant besøg, forenes mine tanker sig i følgende vendinger, som jeg nedskriver her.
1 jeg sidder i dybe tanker 2. Jeg mindes min moders sukke
her var dog nit barndomshjem thi strengt det var for denne tid
af undren mit hjerte banker dog sang hun så blødt for vor vugge
når minderne tages frem vi slumrede ind så blidt
årstider er svundne siden og nu må jeg sige med glæde
som barn jeg tumlede mig her de minder som kærlige er
vidunderlig barndomstiden jeg ser dem i tanken træde
nu rykker mig atter nær. Hen for mig og det er så kært
3. jeg mindes nu spurvenes kvidren 4. jeg mindes de dage jeg vogtede
og lærkens yndige sang vor ko i engen hist
og vingesuses af viben fra tue til tue jeg hoppede
som boede i vor vang og legede jeg sejlede vist
jeg mindes store bælts brusen og ud på det store hav
i stormen var det så grumt jeg kom ti Amerikas land
og lille Kendeboks susen men vent jeg kommer tilbage
når vejret var ved at slå om. Med guldet og sølvet jeg fandt
5. jeg mindes min lille broder 6. jeg mindes når rugen dræede
hvor var han dog mild og sød hvor duften var yndefuld
hvor kunne han smile til moder når frøerne kom i kæret
når hun tog ham op på sit skød så havren vi skulle så
og siden som yngling jeg så ham når akset på kornet det gulnede
han voksede i yndest og gunst grangivelig det var som guld
jeg bad til den gode Gud Fader kartoflernes blomster de svulmede
velsign du hans levnedsløb ja jorden var underfuld.
7. jeg mindes min moders have 8. Og det der i barnesindet
med blomster så yndefuld lå gemt i tankernes hav
stedmoder og valmuer praler det klares medens tiden rinder
med farver så mangefold og frugter udvikles deraf
når liljerne havde blomstret jeg fulgte min moder lærdom
kom roserne med sin pragt var nøjsom og sanddru i liv
ja moder selv hun blomstrede og mindet om hjemmet det er som
ved blomsternes skønhedspragt. foryngelsen kilde i mig.
|
|
